Reclaim the Soil

Women’s voice in agriculture

natalia

De lokales levevej undermineres af Bui vandkraftværk

Tusindvis af mennesker, der bor ved den sydlige ende af Bui Nationalpark i Ghana, har mistet deres land og adgang til at fiske i floden Sorte Volta, fordi Ghanas regering og et kinesisk firma har bygget et stort vandkraftværk, der påvirker livet og naturen i området. Løfterne om jobs og kompensation, der er blevet givet til lokalsamfundene, er ikke blevet overholdt. Det betyder, at de lokale ikke er i stand til at opretholde deres levevis. Især piger er blevet påvirket, i og med at antallet af teenagegraviditeter er øget, fordi udefrakommende arbejdere har udnyttet dem

I den sydlige ende af Bui Nationalpark i Ghana har det kinesiske firma Sinohydro og den ghanesiske regering bygget et kæmpestort vandkraftværk. Siden projektet indledtes i 2007 har det haft negative konsekvenser for lokalsamfundene.

Ifølge Environmental Justice Atlas er “så mange som 2600 mennesker forflyttet og de har tabt fiskeområder, hjem og jord, og oplever farerne ved udbrud af sneglefeber, som det nye vandkraftværk har medført. Nogle fiskesamfund er blevet forflyttet mange kilomester væk fra fiskeområderne, mens andre er bekymrede over, at deres nye jord er af dårlig dyrkningskvalitet.”

Løfter ikke overholdt

Konstruktionen af vandkraftværket er fundet sted især omkring landbyerne Bui og Jama. Begge steder har folk traditionelt fisket og dyrket jorden, og fået gavn af Sorte Volta og frugtbar jord langs floden, indtil vandkraftværket resulterede i en stor forud for værket og reducerede mængden a vand længere nede af floden.

Bui Power Authority (BPA) organiserede forskellige møder med landsbyerne for at tale om projektet og forklarede dem, at de ville blive forflyttet, få kompensation og blive tilbudt jobs. Men BPA holdt ikke løfterne. Derudover blev kvinderne ekskluderet fra beslutningstagningsprocessen, hvilket Asseyoto fra Dugushna forklarer:

”Før vi kom hertil tog BPA til vores landsby og mødtes med mændene. Men vi, kvinderne, havde intet at skulle have sagt. Så uanset hvad de besluttede med BPA, det er hvad de blev enige med mændene om. De lavede så mange løfter til vores mænd om at de ville give dem jobs og de kunne arbejde ovre på vandkraftværket. Men da de byggede vandkraftværket var det ikke sådan.”

Vandkræftværket medførte oversvømmelse af 20 procent af nationalparken og påvirkede et stort antal vilde dyr og planter. Og det er farligt at opholde sig tæt på vandkraftværket. Asseyto forklarer, hvordan det har påvirket de lokale :

“Nu fisker vi ikke i søen, da det er forbudt. De tillader os ikke at tage derhen. Og på grund af søen er vandet i floden mindsket. Ingen fisk tager derhen. Så nu er problemet, at de lavede løfter, de ikke holdt, så vi lider under det.”

Tab af jobs, mangel på jord og ufrugtbar jord

Selv hvis nogen stadig ville prøve at fiske trods restriktionerne, er nogle af landsbyerne blevet forflyttet så langt væk fra søen, at fiskerne ikke kan praktisere deres profession. Kpakpa Felicia fra Akanyakrom forklarer:

“De unge fiskere vil ikke tage hen og fiske på grund af afstanden. Hvis de vil tage til søen, skal de købe et køretøj, fordi søen er cirka fem kilometer væk. Og det nærmeste sted at fiske er i nærheden af vandkraftværket. Det sted er meget risikabelt, fordi folkene på vandkraftværket kan åbne for sluserne, så der pludselig vil komme en masse vand, der kan dræbe én. Så det er meget farligt for de unge at fiske der.”

Mange, der traditionelt var fiskere og fiskehandlere, har mistet deres arbejde og er blevet tvunget til at skifte profession og blive jordbrugere. Kpakpa Felicia fortæller:

“Fiskere er ikke gode til at dyrke jorden. Deres profession er at være fiskere. De, der er bønder, har erfaring med landbrug. Men nu er fiskerne tvunget til at dyrke jorden. De mangler viden om landbrugspraksisser og for eksempel om regnmønstre. Det gør dem ikke i stand til at få en god høst. Så det har gjort dem fattigere end tidligere.”

Kpakpa Felicia forklarer, at kvinderne traditionelt var fiskehandlere:

“Når fiskerne havde fanget fiskene, ville vi købe, ryge og sælge dem.VI fik en masse penge fra disse aktiviteter til at støtte vores børns uddannelse. Fordi vores mænd ikke kan fiske, kan vi ikke få penge. Det er derfor, nogle af os er tvunget til at dyrke jorden. Vi gør vores bedste, men det er ikke, hvad vi er vant til.”

Derudover er den jord, de har fået i kompensation, mindre end den, de var nødt til at forlade. Det betyder, at de mangler agerjord, hvilket har gjort det svært at lægge jorden brak og dermed bevare jordens frugtbarhed. Familierne er også stimlet sammen i mindre huse med dårlige faciliteter.

Mary Adwoa Konama fra Bui forklarer, at på grund af forflytningen er “[…] mange mennesker blevet flyttet til dette nye område, og Bui Power Authority har sat en masse forskellige landsbyer sammen. Men jordarealet er for lille. Andre mennesker dyrkede jorden her i forvejen, før vi kom til, og på grund af det er der virkelig mangel på jord, og folk kæmper for at få jord.”

Hun tilføjer:

“Før i tiden boede vi i en anden landsby, hvor der var masser af jord, og vi var i stand til at skifte afgrøderne fra år til år mellem jordområder. For eksempel yams og majs. Men nu – på grund af mangel på land – kan vi ikke skifte mellem de jordstykker, som vi bruger til afgrøderne. Så vi bruger hele tiden jorden til planter, bønner og alting. Men hvis man bruger jorden hele tiden, reduceres frugtbarheden.”

Asseyto observerer det samme fænomen:

“Faktisk mangler vi meget jordareal i vores landsby. Vi havde et meget stort stykke jord i vores landsby derovre. Vi kunne dyrke jorden, som vi ønskede. Men nu har vi et virkelig lille jordstykke, fordi vores tidligere jord er blevet overtaget af BPA. Altid, hvert år, er du nødt til at dyrke på den samme jord, og i år er jorden blevet muggen og mindre frugtbar, så vi kan ikke få en god høst.”

Falske løsninger

På grund af jordarealets størrelse kan jordbrugerne ikke benytte de traditionelle landbrugsmetoder længere. De kan ikke gøre brug af braklægning – et system, hvor afgrøderne skifter område hvert tredje år, og hvor jorden efterlades i et år for at hvile og komme sig. Manglen på jord afstedkommer også mere afhængighed af kunstgødning og andre kunstige inputs og medfører både økonomiske og miljømæssige problemer.

Gladys Adusah fra jordbrugerorganisationen, ECASARD, forklarer mere om denne fælde af falske løsninger, såsom kunstgødning og hybrid-såsæd, til at kompensere for manglen på jord:

“Vi ved, at det er nødvendigt at give jorden cirka tre år, hvor vi lader jorden hvile, så der kan oparbejdes nye næringsstoffer, før vi kommer tilbage til den. Men nu er arealet for lille til at benytte den metode, så jorden er overudnyttet og bliver mindre og mindre frugtbar. Jordbrugerne bruger pesticider og kunstgødning, selv om det ikke er godt, eller de køber hybridfrø. Hvis man bruger kunstgødning, vil den kassava, man planter, blive så hård, at man næsten ikke kan spise den. Hvis du for eksempel vil lave “fufu” af den, er planten så hård, at du har store udfordringer med at pulverisere den. Det skyldes alt sammen kemikalierne. Nu sprøjtes tomaterne, og de bliver meget hurtig røde. Men inden for få dage rådner de.”

Kpakpa Felicia tilføjer:

“Vi har mistet vores frø allerede. Vores tipoldeforældre brugte deres egne frø, men vi kan ikke bruge frøene fra planterne efter høsten, da vi kun bruger de industrielle.”

Tre firmaer kontrollerer 60 procent af verdens kommercielle frø og landbrugskemikalier

Hybrider er industrielt fremstillede frø, der opstår, når to rene “linier” bliver krydset med hinanden. De fremstilles på en måde, så de såsæd som afstedkommer af hybridplanterne kan benyttes som såsæd ikke kan anvendes til såning, hvilket gør landbrugerne afhængige af at købe hvert år. Det betyder, at såsædsfirmaerne tjener styrtende. De har monopol på og kontrol med frøene og tjener styrtende sammen med den biokemiskeindustri og olieindustrien på det industrielle landbrug. Tre megaselskaber kontrollerer nu 60 % af det globale marked for kommercielle frø og landbrugskemikalier.

Kilder:

Foreningen for Biodynamisk Jordbrug 2020. O, F1-hybrider. Forædlingsteknikker i grønsagsavl og ders indflydelse på fødevarekvaliteten

Nanna Clifforth 2019. Tre virksomheder ejer landbruget

Gladys fortsætter:

“Vi er nødt til at beskytte vores frø, da frøene fra de oprindelige planter frø kan plantes igen. Vi ønsker ikke, at de forsvinder i systemet. Det er den oprindelige mad, som vi spiser. Vi ønsker ikke hybridfrø, som man kan så, men ikke bevare frøene fra. Du kan ikke bevare såsæden fra hybridplanterne, så du kan bruge den til at så næste år. Insekterne dør på grund af nogle af de frø, vi bruger. Det er ikke godt for dem. Vi skal beskytte ethvert levende væsen på denne Jord og sørge for et rent miljø.”

Konsekvenser for miljøet

Oven i de andre problemer oplever lokalsamfundene konsekvenser af klimaforandringerne på deres jord. Gladys forklarer, hvordan træer er blevet fældet for at give mere plads til vandkraftværket og produktionen af trækul fra træ. Derfor er der ikke flere træer til at beskytte jorden, så vinden ødelægger folks landbrug. Derudover har regnmønstret ændret sig, så lokalsamfundene ikke længere kan producere, som de gjorde før. De kan ikke høste så meget som før i tiden. Fordi mennesket har ødelagt miljøet, er de nødt til at bruge kemikalier i landbruget. De praktiserer landbrug ikke langt fra floden, så vandet bliver nu forurenet, og kvæget dør. Gladys fastslår:

“Derudover – fordi de har fældet træerne, på grund af afskovning, er kvinderne nødt til at gå rigtig langt for at finde brænde. Og de bærer det på deres hoved. Det er meget tungt og påvirker deres ryg og skuldre.”

Konstruktionen af vandkraftværket har også påvirket dyre- og plantelivet i området. Som forklaret af Environmental Justice Atlas:

“Vandkraftværket oversvømmede en fjerdedel af Bui Nationalpark, der er hjem for en af to populationer af sorte flodheste i Ghana, og sjældne arter af aber, løver, bøfler, firben, antiloper og leoparder. Det ændrede vandløb forventes også at have negative konsekvenser for de 46 arter af fisk, der er økonomisk vigtige for lokalsamfundene.”

Fattigdom og migration

Manglen på jord og arbejde har gjort folk fattige og efterladt de unge uden beskæftigelse. Nogle af dem er migreret til byerne eller andre lande, fordi de håber, at græsset der er grønnere.

“Du får et lille jordstykke til at brødføde din familie, og i stedet for a få et job fik vi intet. Vi er efterladt uden opmærksomhed, og vi ved ikke, hvad vi nu skal gøre. De unge tager til Ivory Coast, og nogle af pigerne tager væk fra landsbyen og til Ivory Coast, hvor de prostituerer sig. Og de unge tager også til Nigeria eller Gambia,” siger Asseyto.

“De unge lader de ældre være alene tilbage i landsbyerne. Alle de unge, der migrerer, prøver at få bedre muligheder, men der er ikke nok jobs til dem, så mange ender med at udføre tvungen prostitution, røveri eller anden kriminalitet, og nogle kommer tilbage til lokalsamfundet og dør, efter de er blevet syge med aids,” siger Gladys.

Styrkede bånd

Kvinderne prøver at organisere sig og samarbejde. Som Abake Felicia siger:

“Vi har oprettet en gruppe for at organisere og hjælpe os selv. For eksempel er alle kvinderne taget til én kvindes jordstykke og har arbejdet sammen. Så vi hjælper hinanden. Og vi bidrager til og støtter mentalt hinanden, når der er udfordringer. Den lille smule ekstra vi får, giver vi til gruppen for at understøtte hinanden.”

Respekten for jordbrugere skal tilbageerobres

For to år siden købte Tannie Nyboe og Leo Harhorn sammen med fem andre en gård i Vestsjælland og etablerede Mosegården Jordbrug. Visionen var at skabe et alternativ til det konventionelle landbrug. Så de valgte at oprette et kollektiv på landet for at omstille landbruget i praksis. Her bor de nu fem voksne og fire børn.

“Mange af os har lavet en del klima- og miljøaktivisme og politisk arbejde, hvor det har handlet om at sætte fokus på de problemer, vi står overfor. Vi har samtidig en lyst til at pege på, hvad det er for løsninger, der er. Og rent faktisk være sikre på, at når vi nu tror på en bedre verden, så kan vi også finde ud af at skabe den,” siger Tannie, der har gennemført en halv landbrugsuddannelse på Kalø Økologisk Landbrugsskole og har en kandidat i miljøplanlægning fra Roskilde Universitet. Hun fortsætter:

“Min interesse for landbrug kommer meget ud fra en interesse for, hvordan vi løser klimaudfordringen. Når man kigger på klimaspørgsmål, så ender det ofte med at handle om energi og fossile brændsler. Men i forhold til hvilke sektorer vores udslip kommer fra, så er det som om, man i mindre grad snakker om landbruget, på trods af at det har en kæmpe indvirkning.”

Landbruget står for en tredjedel af Danmarks klimaudslip, hvilket langt overvejende skyldes den animalske produktion. I Danmark anvendes over 80 procent af landbrugsjorden i dag til produktion af husdyrfoder. Mosegården dyrker grøntsager og vil gerne bruge en del af deres jord på at dyrke planteprotein som mennesker kan spise som alternativ til kød. Hvis der dyrkes mere planteprotein til mennesker fremfor til husdyrfoder, vil der kunne blive meget mere plads til natur, hvilket kollektivet også har planer om at give plads til på deres jord.

“Vi bliver nødt til at producere i den nye virkelighed, hvor vi allerede oplever global opvarmning, og vi tager udgangspunkt i nye metoder, hvor man netop prøver at tage rigtig meget vare på jorden, så den for eksempel bedre kan holde på vand og opbygge kulstof. Så bliver jorden mere modstandsdygtig over for klimaudsving og er samtidig med til at mindske klimaforandringerne,” siger Tannie. Hun peger på, at kunstgødning er ekstremt fossilintensivt, og at store maskiner heller ikke er godt. Tannie forklarer, at meget mere kulstof kan optages i jorden, hvis man ikke pløjer. På den måde vil vi kunne få mindre CO2 i atmosfæren.

“Vi prøver at opbygge en masse biomasse i jorden med de metoder, vi bruger, blandt andet ved at bruge grøngødning og sørge for, at jorden ikke er bar. Vi dyrker uden brug af store maskiner, og vi fokuserer på at gøre jorden bedre og bedre, hvilket gør, at vi får bundet mere og mere kulstof,” siger hun.

Opgør med løndumping nødvendig for omstilling

“Landbruget er gået fra at være en social faktor på landet og et sted med rigtig mange arbejdspladser til at være noget, der tit er gemt væk, fordi det er endt med kæmpe svinefabrikker, meget få arbejdspladser og rigtig dårlige arbejdsvilkår. Og det er typisk folk fra andre lande, der arbejder som landbrugsarbejdere til en lorteløn,” siger Tannie og fortsætter:

“Der skal ske en anden udvikling. Vi skal skabe en masse arbejdspladser på landet, og vi skal have landbrugene til igen at være omdrejningspunkt for det liv, der er i lokalsamfundet, og ikke noget, vi går og skammer os over. Altså det med at være jordbruger skal tilbageerobres til at være noget, der er sejt og respekteret.” Tannie peger på, at der er en bevægelse i gang, hvor folk er begyndt at gå mere op i, hvad de spiser, og at der er meget fokus på, at kødproduktion er ekstremt pladskrævende og rigtig dårligt for klimaet. Hun mener dog, at en udfordring for omstillingen er, hvorvidt folk rent faktisk er villige til at betale det, som mad koster at producere. Hvis vi vil have god mad, kræver det også, at vi er villige til at bruge mere tid på mad, og at vi ikke altid bare tager til det store supermarked.

Ureguleret handel, landbrugsstøtte og billig arbejdskraft skaber uretfærdige priser

EU’s landbrugsstøtte går først og fremmest til de store industrielle gårde, fordi de har mange hektar. Arbejderne i landbrugssektoren tjener ikke desto mindre meget lidt. Dermed kan prisen på mad holdes nede, og Danmark kan konkurrere på det internationale marked med visse produkter. Markedet har begrænsede toldsatser, og derfor skal danske virksomheder konkurrere med et internationalt arbejdsmarked, hvor lønningerne typisk er lavere.

I hele Europa er landbrugsarbejdere lavtlønnede, blandt andet fordi der er konkurrence om at producere maden så billigt som muligt til afsætning på et internationalt marked. Derfor får vi for eksempel mange grønsager fra udlandet, selv om de i princippet kunne dyrkes i Danmark.

EU’s landbrug og investeringer skaber fattigdom uden for EU

Siden 2008 har der været en global investeringsbølge efter landbrugsjord. En rapport fra 2010 af Friends of the Earth peger på, at cirka 37 procent af Ghanas landbrugsjord allerede da var blevet overtaget af udenlandske investorer og lokale firmaer til dyrkning af afgrøder til biobrændstof.

I begyndelsen af 1990’erne blev Ghana ligesom mange andre lande tvunget af Verdensbanken og den Internationale Valutafond (IMF) til at åbne landets marked mere for udenlandske investorer og nedsætte toldsatserne på en række importvarer, herunder tomatkoncentrat.

Kombinationen af landbrugsstøtte og billig arbejdskraft har endda betydet, at Europa eksporterer varer til lande uden for regionen til unfair priser, hvilket blandt andet har været med til at ødelægge Ghanas tomatmarked. Paradoksalt nok er de italienske tomater i stor stil produceret af arbejdere fra eksempelvis Ghana og andre afrikanske lande, hvor udenlandske investorer oven i købet har overtaget store landbrugsområder, hvilket har bidraget til migration.

Kilder

“Hvordan gør man op med den sindssyge løndumping, der sker inden for landbruget i dag? Landbruget er sindssygt dårligt organiseret, og der er ikke nogen stærk fagforening i ryggen. Man er med i 3F, men de kommer ikke ud og taler med folk på landbrugsskolerne. Der er ingen, der organiserer. Og faktisk sker der meget mere løndumping i landbruget end i håndværksfagene, men landbruget kan ikke hænge sammen økonomisk, hvis det ikke foregår, så man ignorerer det ligesom kollektivt. Det ville være fedt, hvis man begyndte at gøre op med det, og at folk faktisk begynder at få en ordentlig løn for det, de laver. På længere sigt er løsningen, at fødevareproduktionen sker i meget mindre enheder, og at meget mere er lokalt produceret,” siger Tannie. Leo peger på, at det selvfølgelig vil være godt, hvis landbrugsstøtten støtter op om små jordbrugere og økologi.

“Men jeg vil ikke basere vores arbejde på gården på, at jeg skal vente på, at landbrugsstøtten bliver lavet om for at skabe biodiversitet,” siger Leo. De forpagter noget af deres jord ud til en økolog, der modtager støtte, men dyrker indtil videre selv på så få hektar, at landbrugsstøtten ikke har den store betydning. De første år får de næsten ingen løn, fordi der er mange startomkostninger, men de har alle et arbejde eller en indtægt fra et studie ved siden af, der kan give stabilitet.

“Jeg drømmer om at have et liv, hvor jeg kan arbejde på gården på fuld tid, og det godt kan hænge sammen økonomisk. Men vi drømmer ikke om, at alle syv, der bor herhjemme, skal arbejde fuld tid på jordbruget,” siger Leo. “Vi synes, at det er en fordel at begynde i det små og gøre det overskueligt, sådan at man også kan trække sig igen, hvis man ikke finder ud af det. Og så kan man altid stille og roligt skalere op, så man ikke knækker nakken på det ‒ på en anden måde,” siger Tannie.

Bybefolkningen kan være med til at bringe liv til landområderne

Leo forklarer, at de dyrker ud fra en metode, der hedder Market Gardening. I Market Gardening arbejder man med permanente bede, undgår at pløje jorden, bruger grøngødning og tilfører kompost. Mosegården bruger kun mindre redskaber, som eksempelvis en tohjulet gåtraktor. I Market Gardening dyrker man ofte hurtigtvoksende afgrøder, så der kan høstes flere gange på en sæson. Men på Mosegården vil de gerne dyrke flere langsomtvoksende planter, der optager et lidt større areal, men til gengæld er mindre vandingskrævende. De prøver sig frem med forskellige biodynamiske sorter for at se, hvad der fungerer bedst. Tannie tilføjer:

“Det handler om at dyrke meget intensivt og tænke meget på biodiversitet. Det er okay at bruge mange arbejdstimer og så til gengæld ikke bruge maskiner og fossile brændsler. Det kombinerer vi med et fællesskabsbaseret landbrug, hvor vi bringer grønsagsaftagerne tættere på vores gård og kan få opbakning til produktion og afsætning.”

Tannie fortæller, at det handler om, at folk kan stole på, at de gør det ordentligt, og at de sammen kan finde ud af, hvad det er, de gerne vil producere. Samtidig får de også opbakning til at eksperimentere mere og gøre det bedre end konventionel økologi. Leo forklarer, at de helt konkret sælger andele, og at de både har lokale andelshavere og andelshavere i København. I 2020 er de gået efter 100 andelshavere, der hver forudbetaler 3.500 kroner for til gengæld at få leveret en pose grøntsager om ugen i 20 uger. Det giver en tryghed for Mosegården, at de har sikret indtjeningen i forvejen og ved, hvor meget de skal producere forud for sæsonen.

“Noget af det, vi synes er spændende, er at bygge bro mellem by og land ved lave en tættere forbindelse mellem forbrugere i byen og de madvarer, de spiser. Vi kommer allesammen fra København, så det er der, vi har et netværk af venner og familie, som i begyndelsen har bakket op ved at købe andele. Det har været dejligt at sælge andele til nogen, vi kender, for her de første år er det hele meget nyt for os. Der er en tryghed i, at andelshaverne er nogen, som også vil bakke os op, hvis deres gulerod ikke lige ser ud, som de havde håbet,” siger Leo og fortsætter:

“Vi har skrevet ud nogle gange sådan noget som: “Hej, de næste to dage skal vi samle sten, og der skal luges.” Så folk har muligheden for at komme. Derudover har vi lovet folk en høstfest, hvor vi laver en middag ud af de råvarer, vi har, og man kan se stedet,” siger Leo.

Tannie forklarer, at der ikke er nogen forventning om, at man skal komme og bidrage. Men der er en invitation om, at hvis man har lyst, er man meget velkommen.

“Vi er jo lige startet op, men vi har allesammen meget lidt praktisk erfaring. Det er svært at sige, om ukrudtstrykket bare er helt vildt med de metoder, vi bruger, eller om vi kommer til at bruge alt for meget tid på et eller andet, eller om det slet ikke hænger sammen økonomisk. Derfor begynder vi i det små,” siger Tannie og peger på, at de faktisk er i en form for praktik hos sig selv. De sætter pris på, at de også kan lære af forældrenes erfaringer, hvoraf Leos forældre har prøvet at være pionerer inden for økologien i Danmark i 1980’erne og 1990’erne.

Tannie fortæller, at mange fra Kalø Økologisk Landbrugsskole faktisk gerne ville i praktik på små gårde, der producerer grønsager, men at de små brug ikke er godkendt eller har råd til at have elever i praktik. Derfor ender eleverne på de store steder i Danmark, der producerer grønsager, medmindre eleverne tager i praktik i udlandet, hvor reglerne er anderledes. Tannie foreslår derfor, at der for godkendelse til praktik ikke er krav om produktionens størrelse, og at de små brug godkendes til understøttelse til praktiklønnen.

“Lige nu der uddanner de jo bare i industrielt landbrug, også selv om det hedder økologi. Så man lærer at lade være at sprøjte, men man lærer også at lave mekanisk ukrudtsbekæmpelse med en traktor,” siger Tannie

Savner nogen at spejle sig i

“Vi har talt om, at vi bliver nødt til at lave nogle YouTube-videoer, fordi vi har været sindssygt trætte af at se på mænd, der forklarer, hvordan man skal gøre tingene. Nu er jeg uddannet tømrer, som også er et meget mandsdomineret fag. Man har jo også lyst til at have nogle folk at snakke med, som er nemmere at spejle sig i. Jeg synes bare, at man som kvinde i et meget mandsdomineret fag skal kæmpe mere for at blive taget seriøst, og du skal ligesom bevise dit værd,” siger Leo. Hun oplever dog også, at der blandt mange af de unge, der prøver at foretage landbrug, på en anden måde er en meget større grad af kvinder og en bredere repræsentation og mere bevidsthed omkring det. Så hun tror, at der er noget, der er ved at ændre sig.

“Mit indtryk er, at historisk set har det også i højere grad været et familieforetagende at have en gård. Men i gamle dage var det jo kun mænd, der ejede tingene, så der har kvinderne jo arbejdet gratis. Det er gået i arv, og lige pludselig har kvinderne ret til deres eget arbejde, men det er bare mændene, der plejer at eje gårdene. Mange af de steder, vi har fået inspiration fra og læser om, er det også nogle gange en mand og en kvinde, der har stedet sammen, men så er det bare kun manden, der udtaler sig eller fortæller om det og er på videoerne. Deres kone eller kæreste er også en del af projektet, men er bare ikke synlig i formidlingen af det. Det tror jeg bare grundlæggende er, fordi vi lever i et sexistisk samfund, hvor kvinder er opdraget til at holde deres kæft, og mænd er vant til at tro, at alle synes, at det er genialt, det de siger,” fortsætter Leo.

Der er mange muligheder for at støtte et mere bæredygtigt landbrug

Tannie og Leo kan komme med en lang liste over, hvad de synes skal ændres på landbrugsområdet. En begyndelse vil være, at man ændrer landbrugsuddannelserne, så de faktisk uddanner folk til bæredygtigt landbrug. Derudover peger Tannie på, at politikerne bør indføre nogle støttemuligheder, der gør, at landbrugene kan være mindre enheder og tilgængelige for folk. Man kan for eksempel ændre den måde, vi giver støtte på, så man får støtte, når man laver noget småt og bæredygtigt og ikke får støtte, hvis man laver noget stort og konventionelt. Tannie drømmer også om, at myndighederne decideret forbyder pesticider og kunstgødning. Også de offentlige institutioner kan gøre en aktiv indsats for at købe lokal, bæredygtig mad:

“Kommuner kan ikke bare købe fra små producenter, for de offentlige indkøbs- og udbudsregler, gør, at der er nogle bestemte steder, de køber fra. Så det vil være godt, hvis man i meget højere grad siger, at offentlig mad i institutioner skal være bæredygtig, økologisk og lokalt produceret, og at man gav dem lov til at lave aftaler med små aftagere. For eksempel have et lille jordbrug til at levere til den lokale børnehave og måske også kunne gøre det, selv om at jordbruget ikke har en certificering,” siger Tannie. Kommunerne kan dog allerede gøre noget for at støtte mere op om lokale fødevarer. Tannie peger på Bornholm, hvor kommunen peger på nogle særlige fødevareprodukter på Bornholm og laver en brandingstrategi.

“Det har i hvert fald betydet, at der er mange små, der får noget promovering og støtte fra kommunen til faktisk at kunne afsætte deres produkter, fordi de får en reel pris for det,” fastslår Tannie.