• Skip to primary navigation
  • Skip to main content

Reclaim the Soil

Women’s voice in agriculture

  • Kvinder
  • Temaer
  • Aktiviteter
  • Podcast
  • Om os

reclaimthesoil

Traditionelle, miljøvenlige jordbrugsmetoder prisbelønnes

Akua Sewaa dyrker et stykke jord, som tilhører hendes familie. Hun har arvet jordstykket fra sin mor, der fordelte det mellem medlemmerne af søskendeflokken. Akua råder over et stykke land, som er større end gennemsnitsstørrelsen for ghanesiske jordbrugere, og hun tager sig af jorden blandt andet ved hjælp af den arbejdskraft, hun hyrer.

Hun dyrker blandede afgrøder. Mest tomater, men også afgrøder som yams, cashew og majs. Hun forklarer, at hun benytter sig af braklægning og sædskifte:

“Hvis jeg dyrker denne del af jorden i år, så rykker jeg videre til en anden del næste år. Jeg har mere end rigelig jord at dyrke på.”

Hun siger, at fordelene ved at lægge marker brak er, at det giver jorden styrke: “Det vedligeholder næringen i jorden. Når du kommer tilbage til et stykke land efter fire eller fem år og dyrker det, så får du et meget bedre afkast end ved at dyrke det samme stykke land år efter år.”

Omsorg for landbruget og miljøet

Akua forklarer, at hun dyrker jorden på en traditionel måde: “Jeg gøder med væske lavet ud fra blade fra neemtræet, som jeg fortynder med vand, og aske ved tomaterne. Når du kommer til mine marker, kan du se, at jeg har spredt aske overalt for at bekæmpe skadedyr og for at gøre jorden frugtbar. Jeg bruger traditionelle metoder, da jeg ved, at kemikalier er dårlige for jorden. Jeg bruger traditionelle metoder for at beskytte miljøet.”

Ifølge Akua er der mange fordele ved de traditionelle metoder. Hun fortæller, at det er billigere, at madens kvalitet bliver bedre, at man bevarer næringen i jorden, og at man beskytter miljøet mod skadelige pesticider og inputs.

Akua forklarer, at hun bearbejder jorden på en måde, der holder den frugtbar: “Prøv at se denne vegetation  ⎼ du skal luge den, og så efterlade det for at kompostere på jorden. Det giver næring til jorden. Når jeg luger ud, brænder jeg ikke noget ⎼ jeg efterlader bladene, så de kan kompostere. Derudover laver jeg også min egen kompost.”

Efter at hun har bearbejdet jorden, planter hun sine frø. Det betyder, at hun sår frøene i små krukker og venter på, at de spirer, før hun planter dem i jorden. Akua bruger sine egne frø og efter høsten samler hun de bedste og forbereder og tørrer dem, så hun kan bevare dem til næste sæson.

“Fordelen ved, at jeg bevarer mine frø, er, at jeg får en masse og at kvaliteten er meget høj. Samtidig undgår jeg at købe frø, hvilket er alt for dyrt,” siger Akua.

Til sidst luger hun marken. Det tager cirka tre måneder, og så kan hun betale sit lån tilbage.

Der arbejdes med tomater og yams.

Mange udgifter

Akua har en række finansielle udfordringer relateret til sin alder. Da hun er ældre, kan hun ikke luge jorden selv. Derfor bliver hun nødt til at hyre arbejdskraft. Et lån i banken er heller ikke altid den bedste idé, fordi renten er høj. Jordbrugerne risikerer ikke at kunne betale deres lån tilbage.

“Hvis du har dine egne penge, er det bedre at bruge dem, så alt overskuddet er dit. Men på grund af lånet og sommetider renten, kan det blive svært at betale det hele tilbage. Hvis nu det ikke regner, hvordan skal dine afgrøder så få nok vand? Hvis du ikke får nok høst, og hvordan betaler du så lånet tilbage? Det er en stor udfordring.”

“Efter høsten betaler jeg lånet tilbage, og overskuddet bruger jeg så til at tage mig af mine børn og brødføde familien. Hvis man får en stor høst, har man afgrøder at sælge og nok penge til at betale for skolepenge, bygge huse og tage sig af familien,” siger hun.

Akua har otte børn. Hun har dyrket jorden hele livet, og det har gjort hende i stand til at tage sig af familien. Hun har bygget et stort hus. Nogle af hendes børn arbejder i Ghanas hovedstad, Accra. Hun er gammel, men har stadig meget energi, og hun har modtaget priser fra regeringen på grund af sin store viden og landbrugsmetoder. For eksempel hvad angår at holde mængden af skadedyr nede. Hun blevet vurderet som den bedste producent af tomater og yams.

Varierende priser, men efterspørgsel på økologi

“Det er nemt for mig at sælge afgrøderne, fordi folk ved, at det er sundere at spise økologiske produkter, så de opsøger mig, fordi de kender til de gode metoder, jeg bruger på min gård. Som du ser, er der ingen kemikalier på denne gård. Folk kommer derfor langvejs fra for at købe mine ting. Jeg sælger fra gården. Jeg sælger ikke til markederne,” forklarer Akua.

Akua får også bedre priser for sine landbrugsprodukter. For eksempel er hendes tomater af en sort, som holder længe. Den er hårdere, så den ikke rådner så nemt, og den er velsmagende, så folk tilbyder hende en god pris.

Dog siger Akua, at det til tider kan være svært at få den rigtige pris for varerne.

“Under høsten byder de lavere priser for mine cashewnødder, og når man regner udgifter til lønninger og transport med, sælger jeg nogle gange med et underskud,” fastslår Akua.

Klimaforandringer og beskyttelse fra træerne

Produktionen er også truet af klimaforandringerne. “Vejret er ikke det samme. Der er stor forskel på gamle dage og nu. Regnen har ændret sig, og det regner ikke altid, når vi har brug for det,” forklarer Akua. Hun bruger dog traditionelle metoder til at kunstvande markerne. Hun forklarer:

“Der er et vandløb ved navn Tihuri, som også giver navn til dette område. Dette vandløb bliver ikke tørlagt under tørken, og derfor kan arbejderne tage vand fra det. Det er en traditionel form for kunstvanding. Arbejderne fylder tønder med vand og vander tomaterne om aftenen.”

Akua drager også fordel af træerne på sin gård, da de giver skygge. “Når det er varmt, kan man sidde under træet, og det beskytter også planterne og giver dem frisk luft. Hvis der ikke er nogen træer, kan vinden ødelægge alle tomaterne,” siger hun.

Muligheder i landbruget giver kvinder sikkerhed

Landbrug er en profession, der kan give kvinder mulighed for at have et levebrød og være mere selvstændige. I landbruget kan kvinderne både være producenter, købmænd og arbejde med at forarbejde og pakke maden. Kvinder, der ikke har arbejde i landbruget, bliver måske nødt til at migrere og risikerer at skulle gå ind i prostitution, hvor smittefaren for HIV og AIDS er stor. Landbruget kan give dem sikkerhed.

Akua siger, at kvindernes forhold i landbruget kan forbedres, hvis man opfører forarbejdningscentre, hvor kvinder kan samarbejde og hjælpe hinanden for at sørge for at de får løn hver dag og får indspark og finansiel støtte. Det vil gøre landbruget mere attraktivt, og være med til at tilskynde unge til at være med.

“Småbønder, der typisk er kvinder, er blevet usynliggjort. Men uden dem ville ingen få nok mad”

Gladys plejede at undervise i hjemkundskab. Så blev hun aktivt engageret i de udfordringer, kvinder står over for på landet, og hvordan de modstår undertrykkende investorer og strukturer. Derfor besluttede hun sig for at blive en del af NGO’en ECASARD, som arbejder med kvinder i landbruget og små bønder generelt. ECASARD er medlem af det verdensomspændende netværk Via Campesina, der repræsenterer cirka 200 millioner småbønder verden over. Nu lægger Gladys kræfter i arbejdet for at promovere kvindernes rettigheder i Ghana og Vestafrika generelt. 

“Der er et generelt problem med kvinders forhold i Ghana. Der er en masse diskrimination og vold i hjemmet mod kvinder. Problemet er, at mænd har besluttet, at vi kvinder ikke har noget at sige. Når manden taler, så skal vi lytte. Det er på denne måde i mange aspekter af det ghanesiske samfund,” forklarer Gladys. Hun fortsætter:

“I husholdningen for eksempel: Når du som kvinde gifter dig med en mand, så bliver hans ord lov. Manden har magt over alt. Han kan bestemme, om kvinden må besøge sin familie eller ej. Alt, hvad kvinden ønsker at gøre, skal godkendes af manden.” 

Gladys siger, at det er på samme måde i politik. Hun udtrykker, at mændene bestemmer på kvindernes vegne, og de er hverken repræsenteret eller med på råd, selv når det kommer til beslutninger, som vedrører dem. Det er det samme med medicin, forklarer hun. Lægerne er mænd. Gladys mener, at den medicin, som lægerne giver, ikke altid er god for kvindernes helbred. 

“På gården er det også det samme. Kvinderne arbejder sammen med mændene og tager på markedet for at sælge, men giver alle pengene til mændene. Små jordbrugere, for det meste kvinder, der udgør majoriteten af jordbrugere i Ghana, er hverken set eller værdsat. De er blevet usynliggjort. Men uden dem, ville ingen få nok mad. De brødføder befolkningen,” fastslår Gladys. Hun fortsætter:

“Vi har områder, som er blevet udsat for “land grabbing” foretaget af multinationale virksomheder og regeringen. Regeringen har det formelle ejerskab over alle mineralerne og andre naturressourcer i landet. Derfor kan de give folks land til investorer. Dog skal lokale konger godkende det på vegne af lokalsamfundet, før nogen investor kan gå i gang. Men kongerne skal ikke rådføre sig med folk i lokalsamfundet. Jorden overtages uden forudgående informeret samtykke hos befolkningen,” forklarer Gladys. Derudover siger hun:

“Da man forhandlede om kompensation, tog mændene beslutningerne uden at involvere kvinderne. Der er tale om engangskompensation, og kvinderne er ikke sikre på, at de altid har fået hele den kompensation, som mændene var lovet. Kvinderne havde intet at sige. Lokalsamfundene kan som oftest ikke engang få arbejde i disse virksomheder. De tager folks jord, men de ansætter ikke de unge som lovet. De ansætter folk udefra og siger, at folk fra landet ikke har de fornødne evner.” 

Gladys konkluderer:

“Så i dag har kvinderne ikke adgang til deres jord, skov og vand. Hvad kan jeg gøre, hvis min kakaoplantage er blevet taget? Min jord er mit liv. Den skulle have taget sig af mig og fremtidige generationer. Men hvordan er det muligt, hvis min jord bliver beslaglagt til minedrift eller opførelsen af en dæmning? Det er ikke retfærdigt. Kvinderne må stille sig forrest og kæmpe for sig selv og deres rettigheder. Mine- og ressourcelovgivningen i Ghana skal ændres.”

ECASARD’s program for at styrke kvinder

“Kvinder er nødt til at kende deres rettigheder og kæmpe for, hvad der er deres. ECASARD tilbyder dem træning for eksempel i, hvordan de kan repræsentere sig selv på alle niveauer. ECASARD har bistået kvinder i mange sager gennem domstolene. Vi har trænet kvinder, og det har resulteret i, at nogle af dem nu har fået deres ejendomme tilbage, og at deres børn nu går i skole.”

Gladys og ECASARD støtter blandt andet op om de kvinder i Ahafo-regionen, der har mistet deres jord til guldminefirmaet Newmont Gold Corp.

Se vores artikel om kvinder ramt af guldminen i Ahafo: “Før havde vi adgang til stort set alt”.

“Nu vil vi have dem til at gå til Newmont og forhandle igen. Vi vil have dem til at sige: “Hvis I kommer for at tage vores jord fra os, så skal I betale, og I kommer til at betale os for resten af vores liv,”” siger Gladys. Hun forklarer, at som det er i dag, er kompensationen ikke en del af lovgivningen om miner i Ghana. Det vil ECASARD ændre på.

“Hvis firmaer vil opføre en mine eller en dæmning, skal lokalbefolkningen kunne stævne dem for retten og forhandle for bedre kompensation. Fordi der ingen lov er, kan man ikke hive nogen i retten,” siger Gladys. ECASARD kæmper nu sammen med NGO’erne WACAM og IANRA, for at lokalbefolkningen skal give forudgående informeret samtykke til, at deres land kan bruges til minedrift.

Repræsentanter for dem selv

“Jordbrugerne ⎼ især kvinderne  skal repræsenteres på alle de politiske niveauer. De skal med til møder i Accra [Ghanas hovedstad] og tale deres sag. Formulering, planlægning og implementering af politikker er ikke kun for kontorfolk, som ingenting ved om landbrug og aldrig taler med jordbrugere. Eller for mennesker, som bruger overkompliceret sprog, som jordbrugerne og andre almindelige mennesker ikke forstår. De bestemmer på jordbrugernes vegne, og det er ikke godt. Jordbrugere ⎼ inklusive kvinder ⎼ skal repræsenteres både i lokale, regionale og nationale forhandlinger,” siger Gladys. Hun forklarer:

“Vi ønsker ikke, at andre repræsenterer jordbrugerne. Vi ønsker, at de skal repræsentere sig selv, for kun de ved, hvad der påvirker dem, og hvordan de løser deres egne problemer. Hvis de ikke er inviteret, hvordan kan de så fortælle deres historier eller tage del i planlægningen og implementeringen af landbrugspolitik? Hvis ikke man inddrager dem, hvordan kan de så udtrykke sig?”

Gladys understreger, at hvis de var blevet taget med på råd, inden minefirmaet kom til Ahafo, ville lokalsamfundet ikke være gået med til opførelsen af minen. 

“Nu er deres livssituationer forværret. Så de ønsker, at minefirmaet forlader området, og at de kan få deres land tilbage og leve af jorden som før. Og leve i fred og fordragelighed i deres lokalmiljø. Det ville styrke og frigøre dem. De ville kunne kultivere jorden, have træ, som kunne give dem et tag over hovedet, de ville have adgang til floder, vildt, svampe og mange andre fordele fra skoven,” forklarer Gladys.

Forskellige måder at styrke og frigøre kvinder på

Til at begynde med var kvinderne, som ECASARD henvendte sig til, tilbageholdende over for tilbud. Men med tiden og en stigende tillid har kvinderne nu tilsluttet sig organisationens programmer i deres lokalsamfund. ECASARD har flere projekter, der sigter mod at styrke og frigøre kvinderne, blandt andet ud fra feministiske perspektiver for at give kvinderne økonomisk frihed og for at uddanne både kvinder og mænd. Gladys uddyber: 

“Vi har udviklet økonomiske projekter for kvinderne i lokalsamfundet, hvor de producerer sort sæbe og pomade for at tjene penge. Vi støtter dem i at have selvhjælpsgrupper for at foretage fælles opsparinger og optage lån samt i at strukturere, hvordan de bruger gruppernes penge. Det hjælper landsbyerne med at styre deres økonomi, med opsparinger og lån til projekter. Vi prøver også at skaffe dem nye landbrugsjorde og at lære dem at foretage opsparinger, for at de kan gøre sig uafhængige af købmænd.”

Den økonomiske styrkelse og frigørelse kan også kobles sammen med en mere klimavenlig brug af naturressourcer. “Vi har lært dem at lave forbedringer med nye komfurer, som gør, at de bruger meget mindre kul og træ end før i tiden,” siger Gladys.

Gladys forklarer, at de også gennemfører noget undervisning for at uddanne mænd til at tage sig af nogle af kvindernes opgaver:

“Det er ikke nedværdigende opgaver at give sit barn et bad, lave mad, vaske eller udføre andre såkaldte feminine opgaver i husholdningen. Vi ønsker, at de støtter og forstår kvinderne bedre. Mænd bliver nødt til at give kvinder frihed, for at de kan være glade, stærke og selvstændige.”

Gladys forklarer, at der allerede sker et skift i mentaliteten, og at det er ved at blive normalt at hjælpe sin kone, i stedet for at det skal problematiseres. 

“Folk forstår det nu, og de bekymrer sig mindre om det. Vi taler altså også om respekt for sine medmennesker. Typisk skal kvinden lytte, når manden taler. Men kvinder skal også have lov til at tale! Det er tid til, at vi kvinder begynder at tale vores sag, og at vi kæmper for vores rettigheder. Og vide, at ingen andre end os selv vil kæmpe for os. Ingen kan snyde de magtfulde kvinder. Men kvinderne i de små landbrug bliver hele tiden snydt. Og de udgør hovedparten af kvinderne.” 

Derfor hjælper ECASARD kvinderne i landområderne. De fokuserer også på at uddanne dem i bæredygtighed.

“ECASARD arbejder med alle slags emner relateret til landbrug, herunder kvæg, fjerkræ og fiskeri. Fiskere er også en del af vores organisation. Vi fortæller dem, at de ikke skal bruge finmaskede net til at fange fisk, så de ikke fanger fisk, der ikke er modne til at fange. De skal også holde sig fra at bruge kemikalier, som forurener vandet og forgifter fiskene. Den slags er vi imod. Vi har rådgivet jordbrugerne om ikke at dyrke jorden tæt på floderne, da det forurener vandet og skaber erosion. Dette påvirker alle lokalsamfundene, der er langs floden.”

ECASARD promoverer også braklægning og traditionelle, sunde metoder. Gladys forklarer:

“I forhold til jordens frugtbarhed ved vi, at hvis man bruger en mark et år, så skal vi lade den være i mindst tre år, før vi kommer tilbage til den. På den måde får jorden næring. Og hvis man undlader at bruge kemikalier, så holder jorden sig frugtbar. Vi har lært dem den naturlige måde at dyrke jorden. Den traditionelle måde. Den, vores forfædre brugte. Det gjorde dem sunde. Alle deres grøntsager var sunde.” 

“Med hensyn til landbrug prøver ECASARD også at inspirere jordbrugere til nye dyrkningsmetoder. For eksempel teknikker til forarbejdning eller at anskaffe maskiner. Gladys og hendes kolleger underviser i, hvordan man laver sin egen kompost ved at bruge madaffald efter måltider og ved at efterlade græs på jorden for at rådne, når de luger, da forrådnelsen af græsset giver næring til jorden. Det er agroøkologi.” 

“Vi er imod brugen af pesticider. Jordbrugerne lærer at lave væske fra lokale neemtræblade med peber, væske af blade fra papayatræet samt aske. Det kan de sprøjte deres grøntsager med, da det ikke er giftigt,” fastslår Gladys. 

“Vi hjælper dem med at bevare deres frø og beskytte frøene ved at opbevare dem i små krukker, såsom mudderkrukker, som vi dækker med mudder. Frøene kan holde sig til næste sæson, og når det er tid til at så, fjerner man mudderet ved at knuse det og kan dermed få fat i såsæden.”

ECASARD prøver at gøre professionen mere attraktiv for unge mennesker, særligt unge piger, for at give dem beskæftigelse og en grund til at blive i lokalsamfundene. 

“Vi prøver at fortælle dem, at de bør blive i Ghana og gøre jordbrug til deres livsgrundlag. Det vil hjælpe dem. Vi bliver nødt til at gøre landbruget attraktivt ved at tilbyde de unge lån og hjælpe dem med at finde nye landbrugsjorde, tilknytte dem til markedet og forarbejdningen af produkter, de sælger på tværs af jorden, for at de kan få en retfærdig pris. Så vi gør en masse for jordbrugerne. Vi har også et program for de kvindelige jordbrugere, hvor alle kvinderne mødes i oktober og taler deres sag,” fortæller Gladys.

FN’s internationale dag for kvinder på landet

“Den 15. oktober er en stor dag for små landbrug i Ghana og resten af verden. Det er FN’s internationale dag for kvinder på landet. Mere end 70.000 kvinder tager del. Hvad vi i bund og grund gør er en dag med optræning, og vi inviterer interessenter som bankfolk, investorer, politikere, traditionelle ledere, andre kvindelige grupper, trossamfund, donorer og civilsamfundsorganisationer.”

Gladys fortsætter:

“Den 15. oktober er den store samling af masserne. Folk kommer fra hele landet for at vise deres produkter og sælge. Vi bruger medierne til at offentliggøre, hvad vi gør. Jordbrugerne deler erfaringer om deres succeser og udfordringer, deler frø, får nye venner og får priser.”

Igennem prisuddelingen får jordbrugerne at vide, at de er værdsat for deres indsats, og hvad de gør for Ghanas befolkning.

“Uden dem kan ingen få mad. Vi dyrker jorden for vores lokalsamfund og familier. Vi sælger kassava, melbananer og andre afgrøder samt kvæg og fisk. Pengene bruges for eksempel til at betale for skolepenge, hospitalsregninger, at bygge huse, at opbygge deres levebrød og tage sig af familien,” forklarer Gladys. Hun mener, at det er vigtigt at støtte op om jordbrugerne, der producerer til det lokale marked og understøtter den lokale økonomi:

“De kommercielle landbrug producerer blot for at sende produkterne til udlandet på det globale marked. Så vi beder regeringen om at støtte de små familielandbrug, der opdrætter nogle få geder og kyllinger og brødføder sig selv og deres lokalsamfund. Regeringen burde støtte de små jordbrugere i at få adgang til markeder, forarbejdningsmaskiner og lån med lav rente. Hvis befolkningen er i stand til at gøre dette, og vi alle er velstrukturerede, så tror jeg ikke, der vil være nogen problemer i Ghana. Jorden er meget frugtbar i Ghana.”

Regenerative landbrug reducerer miljøaftryk, men undermineres af import og marked

”Det at dyrke, i forhold til hvad jorden kan bære, og i forhold til at vi får mest muligt ud af jorden uden at udpine den. Det må være det grundlæggende. Og uden at forurene den med alt muligt miljøfremmed,” siger Birgit Bak, der i cirka 25 år har haft det økologiske landbrug, Refshøjgård, 25 km fra Aarhus, med sin mand Erik.

Birgit har fra begyndelsen valgt økologiens vej, fordi hun vægter dyrevelfærd og biologisk mangfoldighed. Hun arbejder derfor med, at deres lille, diverse landbrug udgør en oase, som er med til at beskytte og øge biodiversiteten i agerlandet helt ned til mikroberne i jorden og op til insekter, fugle og pattedyr, samt i forhold til at beskytte vandløbenes liv. Hun peger på, at hendes landbrugsmetoder genopbygger jordens frugtbarhed, ved at hun har mange markskifter, hvor jorden får lov til at hvile lidt, og man flytter rundt på dyrene. Dermed bevares og opbygges kulstof i jorden, så den holdes frugtbar og passer på klimaet. Dette kaldes regenerativt landbrug.

”Vi har kun cirka en femtedel belastning af dyr på vores marker, i forhold til det vi må have. For jeg synes, at det er helt skruet op, alle de dyr vi må have gående lovligt også i den økologiske produktion,” siger hun.

Hun pointerer, at et bæredygtigt landbrug og en sund kost indebærer meget færre husdyr, og at de husdyr, der er, skal indgå som en del af løsningen, samtidig med at de får en ordentlig opvækst:

”Grisene er gode til at hjælpe med at vende jorden og holde rent. Kvæget er rigtig gode til at holde frugtbarheden i jorden, der hvor de græsser, hvis man får dem til at afgræsse på de rigtige tidspunkter, og de ikke får lov til at græsse det hele ned. Man flytter lidt rundt på dem, og så kan man også bruge jorden til korn eller andre afgrøder med nogle års mellemrum,” forklarer hun.

Birgit interesserer sig særligt for biologisk mangfoldighed inden for landbrugsdyr og har som frontløber i Danmark også siddet i Statens Genressourceudvalg. Vi har en lille population af forskellige, gamle racer, som er interessante at bevare for eftertiden. Det samme gælder inden for hele planteområdet. ”Da jeg startede med sortbrogede grise, da var de jo næsten udryddet,” siger Birgit.

Mindre og bedre kød for en sundere krop, sindet og Jorden

Birgit mener, at et af de største problemer ved det konventionelle landbrug er den enorme husdyrproduktion.

”Det er noget forbandet svineri, at vi har så mange husdyr i så lille et land her. Vi eksporterer vores flæskestege over på den anden side af Jorden og importerer sojaen den modsatte vej. Det synes jeg er helt absurd. Og der er jo ikke nogen, der har brug for så meget flæsk,” siger hun.

Hun peger på, at mange spiser for meget kød:

”Så har de ondt i leddene og bindevævet, de har rigtig mange problemer med hjertekarsygdomme og sådan noget. Jeg siger ikke generelt, at man ikke skal spise kød, men man skal moderere sig og sørge for at vide, hvad det er, man putter i munden,” siger Birgit og fortæller, at det er i fedtet fra svinene, at alt skidtet sidder.

”Man skal i hvert fald ikke spise konventionelt svinekød, og man skal stadigvæk spise meget mindre end det, vi spiser i dag,” siger hun og forklarer, hvorfor der er flere usunde, mættede fedtsyrer i det konventionelle kød:

”Du får flere umættede fedtsyrer, jo mere planteføde grisene får. Altså ubearbejdet planteføde. Du får det mættede, hvis de får korn, og hvis de får meget sojaprotein eller andre proteinkilder. De skal have noget protein, for ellers kan de ikke vokse. Men stadigvæk, så skal man ikke spise for meget af det. Det er min helt klare holdning.”

Birgit forklarer, at hendes tanker om, hvordan maden dyrkes og spises, hænger godt sammen med naturmedicin. Inden for naturmedicin handler det meget om at finde årsager frem for at symptombehandle. Hun siger dog, at man kan blive nødt til for eksempel at behandle via urter, hvis folk kommer og har smerter.

”Vi har aldrig haft så mange mennesker med psykiske diagnoser, som vi har i dag. Og du kan føre det hele tilbage til kosten. Man kalder faktisk maven for den anden hjerne. Og det har noget at gøre med, hvad du spiser. For dine bakterier udvikler du i forhold til, hvad det er, der kommer ned gennem maven. Nogle bakterier får du for mange af, hvis du spiser for meget af noget bestemt, for eksempel sukker. Alt hvad der er raffineret. Jo mere rå tingene er, jo bedre har man af det. På nær lige råt kød,” siger hun med et smil.

”Når jeg taler med folk, kan de godt se, at det er da ulogisk for eksempel at spise mad, der er sprøjtet med gift, fordi gift er et kropsfremmed stof, og det, der sker med din krop, det er, at den reagerer på alle tangenter. Og hvis du så bliver ved med at putte gift i den, så bliver den ved med at finde mærkelige steder rundt i kroppen og lagre det op, og til sidst kan kroppen ikke opsummere mere gift og slippe af med det, fordi du bliver ved med at proppe det ind. Og det er egentlig så enkelt. Der er ikke noget hokuspokus i det.”

Birgit har selv lært sig, hvad det vil sige at drive økologisk landbrug. Hun synes, det er problematisk, at økologi og bæredygtighed overvejende anses som sidefag på landbrugsskolerne. Det må ifølge Birgit være det naturlige, landbrugere og landbrugselever skal lære.

”De kommer godt nok på sprøjtekurser, men der lærer de, at de skal overholde reglerne. Det handler da om, at de skal lære, at når du putter det der på marken, så har det nogle konsekvenser,” siger hun og fortsætter:

”De skal lære noget om selve planterne også. De skal lære, at hvis du har en plante, der vokser meget hurtigt ‒ for eksempel hvis du har selekteret kornene til at have en meget stor kerne ‒ så har du selekteret så meget for vækst, at du har selekteret nogle grundlæggende, gavnlige fytonæringsstoffer ud. Det er da vigtigt. Det, jeg siger, er noget, jeg har lært, fordi det interesserer mig. Men det burde da være grundlæggende, at man lærer det naturlige.”

Markedet afspejler ikke omkostninger for miljøet

Birgit peger på, at hun sælger lokalt, fordi man ikke kan tjene nok ved at afsætte til supermarkederne:

”Jeg tror, det største problem i Danmark med supermarkedskæderne er, at vi kun har to store, der ligger i konkurrence med hinanden. De snakker meget om, at de vil sælge lokale fødevarer. Men det, supermarkederne sælger det til ‒ når de også importerer og sådan noget ‒ kan jeg jo ikke engang producere det til, hvis jeg skal have en ansat, jeg ikke skal underbetale, eller have flere ansatte,” siger Birgit, der derfor bevidst har fravalgt at dyrke grøntsager, fordi de priser, som forbrugerne vil købe for, ikke afspejler, at en bæredygtig produktion især af grøntsager er mere arbejdskrævende end en konventionel.

”Det virker absurd på mig, at man importerer fra Spanien ‒ og det er ligegyldigt, om det er konventionelt eller økologisk ‒ i store mængder. Det konkurrerer med vores eget. Og det er ikke, fordi jeg er nationalistisk. Det er først og fremmest miljømæssigt, jeg tænker, at det er absurd.”

Det er ifølge Birgit nemmere at afsætte frugt, da det er lidt dyrere i supermarkederne, mens man med hensyn til grøntsager især skal være stor og specialiseret i at lave gulerødder eller salater eller et eller andet, for at man kan følge de priser, som supermarkederne vil sælge det til. ”I Danmark har vi jo desværre også på nogen måder en økologi, der er baseret på stordrift. Og da kan det godt være svært at komme ind og afsætte, medmindre man vil afsætte direkte til forbrugeren. Fordi det hele tiden er mængde, det handler om. Det synes jeg egentlig er et problem,” siger hun. Hun mener, at de små diverse brug kommer med løsninger, også fordi de kan omstille sig. De kan nemmere have dyrene med i omdrift, uden det bliver en overbelastning af dyr, så det primært bliver at dyrke foder til dyrene. Birgit peger på, at dyr skal være en del af hjælpen til at få et godt landbrug, og samtidig kan de så have en ordentlig opvækst også.

”Jeg ved godt, at man siger, at økologi ikke altid er klimavenlig, men det, der kan gøre økologien klimavenlig, er de diverse brug, hvor man har sædskifte. Hvor det hele ikke handler om at dyrke korn til dyr. Nu sidder jeg og siger, at jeg ikke orker at dyrke grøntsager. Men der vil være nogen, der vil være super gode til det. Vi skal have nogle flere af den slags brug, i stedet for at vi skal importere fra Spanien eller andre lande,” siger Birgit.

De små gårde, der ikke har store dyrefabrikker, men færre dyr, har dog også svært ved at afsætte til supermarkederne. Birgit og hendes mands landbrug er 26 hektar, hvilket er lille i dagens Danmark.

”Nu er jeg ikke mælkebonde. Men den lille mælkebonde har også svært ved at afsætte sin mælk til mejerierne. Medmindre det er de små mejerier, som der dog er begyndt at komme nogen af. Det er simpelthen et spørgsmål om, at der er for lidt til, at det kan betale sig. Mine varer koster mere, fordi de er ”håndlavede”, det vil sige, jeg lægger nogle flere manuelle timer i noget af det. Og så har jeg ikke mængden,” forklarer hun og henviser til forskellen på, hvor meget man kan producere pr. time pr. hektar, og at de små, regenerative landbrug er oppe imod nogen, der producerer med store maskiner. Hun peger på, at de store landbrug med store maskiner også har deres pris. Løsningen må være, at priserne skal afspejle miljøpåvirkningen:

”Man kan jo lægge nogle afgifter på det, der forurener. Det var da en begyndelse. Så det kan mærkes. Det kan jo ikke passe, at det, der forurener mest, er det, der er billigst, når du kommer til køledisken. Det er ulogisk. Fordi det er de handelsaftaler, der er. At man fragter noget langt fra, i stedet for at sørge for at det kan betale sig for forbrugeren rent faktisk at spise det, der ikke skal fragtes ret langt,” fastslår hun og uddyber:

”Jeg synes, det ideelle vil være, at vi laver mad til vores nærområder, altså til vores eget land og til landene omkring os, og så lave lidt udveksling. Vi skal jo ikke fratage hinanden alt, hvad der er rart og dejligt. Jeg ville ønske, at folk rent faktisk ville betale prisen for miljøvenlige, sunde fødevarer. Det er der bare ikke mange, der vil,” siger hun og peger på, at supermarkederne også handler i forhold til forbrugernes efterspørgsel.

”Selv den økologiske forbruger kan ikke gennemskue, om noget er udenlandsk eller dansk. Og de kigger meget på prisen. Familier kigger også meget på, at de kan få det hele et sted.”

Lokale markeder har brug for organisering i byerne

”Forbrugere og borgerne kan støtte op om os ved at handle med os. Hovedparten af den danske befolkning – om de er studerende eller hvad – har råd til at leve 100 procent økologisk. Er der nogen, jeg faktisk sælger meget til, så er det studerende. De forstår bare, hvordan de kan holde balance i tingene. Så selvfølgelig kan det lade sig gøre,” siger Birgit, men konstaterer, at gårdbutikkerne ikke når godt nok ud til folk:

”Jeg har prøvet at have rigtig mange forskellige købmandsvarer i min gårdbutik, men der er for lidt omsætning i det forstået på den måde, at det går for langsomt, så man må kassere for meget,” forklarer hun. Hovedparten af hendes kunder er fra byområder, så at sælge lokalt er også relativt.

“Folk kommer typisk fra udkanten af Aarhus og bestiller i forvejen eller kommer forbi. Så det er ikke helt lokalt, men heller ikke internationalt,” siger hun. Hun peger på et potentiale i at have nogle steder, hvor vi samler varerne:

”Det er der jo allerede forskellige ideer oppe omkring. Men vi skal have massiv opbakning fra borgerne, før vi kan gøre ret meget mere end det, der bliver gjort i dag. Det drejer sig også om åbningstider. Det er ikke nok kun at have åbent fredag og lørdag. Jeg skal ikke snakke, for jeg har også som regel kun åbent fredag og lørdag, og når folk ringer, hvis de skal bruge noget. Men vi skal også tænke over, at vi har varen i udbud, når forbrugeren rent faktisk har brug for det.”

Det kræver efter Birgits mening noget mere overordnet styring at få den slags løsninger op at køre, så vi ikke farer rundt som lemminger.

Fælles ejerskab kan fremme regenerative landbrug

Der er flere ting, som man ifølge Birgit gør manuelt i de små landbrug, men hun mener godt, at man kan skalere tankerne op – eller udbrede dem i større omfang ‒ og så stadigvæk gøre det mere bæredygtigt end de nuværende store, konventionelle landbrug. Det kan man gøre ved, at nye, der begynder selv, går flere sammen og opkøber landbrugsarealer, og ved, at man deles om maskiner i det omfang, det er nødvendigt.

”I vores størrelse landbrug har vi nok mere manuelt arbejde. Men ellers så kan man jo, hvis man er mange små, have nogen maskinfællesskaber og sådan noget. Vi har da en gang haft en mejetærsker. Det har vi ikke mere. I stedet har vi en, der høster for os. Og det er da langt det nemmeste, billigste og mest bæredygtige.”

De små landbrug er ifølge Birgit mere bæredygtige end de store monokulturlandbrug, fordi de er meget mere omstillingsparate, og de kan udnytte de potentialer, jorden har, uden at udpine.

”Fordi vi har muligheder for at lave nogle ændringer og rotationer rundt omkring på markerne og også tilpasse os den efterspørgsel, der er. Det kan du ikke, hvis du har et stort svinebrug, hvor du mange hektar med korn, fordi du skal have foder til dine grise. Det kan du ikke bare lige lave om på, vel?”

Det er dog ifølge Birgit ikke nemt for unge, der gerne vil i gang med landbrug, at starte op på egen hånd:

”Jeg tror ikke, at du som ung landmand ‒ og slet ikke, hvis du vil den vej, jeg snakker om – kan gå ned og låne på dit blanke. Hvis du skal overtage – det kan man jo se med de store bedrifter – så har de jo ofte skift fra far til søn og sådan noget, altså generationsskifte. Da kan de godt af en eller anden grund låne en masse penge i jorden og murstenene og sådan noget. Men jeg tror, det bliver svært at låne til 25 hektar, hvis du ikke har noget i forvejen,” siger Birgit, der peger på, at mange af landbrugene er blevet store og meget dyre, og at bygningerne ‒ det vil sige de små gårde ‒ også ofte er væk, fordi man har satset på store landbrug, der har overtaget arealerne. Hun kan derfor godt forstå, at mange unge begynder at gå sammen om at opkøbe jorden som andelslandbrug.

”Der er desværre en masse svinebrug her i området stadigvæk, og det betyder, at priserne bliver holdt oppe, fordi de har brug for areal til at putte deres gylle ud på. Og det gør det sværere at købe som ung, nyuddannet landmand,” siger hun og forklarer, at det tit er nogen, der ringer fra den økologiske landbrugsskole, som fortæller, at de har svært ved at finde praktikplads og også spekulerer rigtig meget over, hvordan de selv skal kunne få jord under neglene. Birgit peger på, at opbakning via en jordbrugsfond kan være med til at hjælpe de unge til at komme i gang. Hun synes, at de skal råbe offentligheden op og gøre opmærksom på, at de er her.

Mange kvinder vil være økologer

Birgit mener, at det, at der er flere mænd end kvinder i landbruget, kan hænge sammen med, at det på mange måder før i tiden har været meget hårdt fysisk, hvor man i dag dog har nogle maskiner.

”Det er jo kultur, for du har jo også foreninger af kvinder – altså landbokvinder. Og de fastholder sig selv i den der moderrolle, at de er den medhjælpende hustru, som sørger for, at der er mad på bordet til karlen og til far. Det er også derude, der blev lavet nogle husmoderforeninger og sådan noget. Så der er meget kulturelt i det. Nu lyder det måske nedværdigende, men det har jo haft sin tid. Det har måske stadig sin tid, for det eksisterer jo stadigvæk,” siger hun.

”Jeg tror, at det er fordi, man ikke griber det, og så selvfølgelig kunne man godt forestille sig, at det måske har været sværere at låne i banken som kvinde end som mand. Især hvis du måske oven i købet kom som selvstændig kvinde uden mand. Det tror jeg. Men det er jo kun en gisning,” forklarer Birgit. Hun mener, at kvinder kan bidrage til landbruget ved at gøre nogle andre observationer end mænd og derved oparbejde erfaringer, som mændene kan tage ved lære af, ligesom kvinderne også kan lære af deres mandlige kolleger.

”Da vi flyttede herop, var det mig, der sagde økologi. Mange kvinder er nok mere følelsesmennesker. Jo mere, vi bliver økologiske og miljø- og naturbevidste, des flere kvinder tror jeg også, der kommer ind. Det kan jeg også se, når jeg får henvendelser. Mange, jeg taler med fra den økologiske landbrugsskole, er piger.”

Birgit mener stadig, at det er op ad bakke med at få flere kvindelige landbrugere, fordi økologien stadig har udfordringer. Men hun mener, at kvinder kan få bedre muligheder, ved at der bliver samarbejdet mere.

”Jeg tænker på det der med at lave jordbrug på en anden måde. Altså via jordbrugsfonde, og at man er flere om det og og sådan noget. Ved at oprette nogle kollektive landbrug kan man bedre etablere økologiske landbrug og dermed bedre kunne udnytte pigernes potentiale,” siger hun.

Klimaforandringerne skal takles nu

Behovet for, at vi tager kampen op mod klimaforandringerne, kan Birgit allerede mærke nu:

”Sidste år – det vil sige i 2018 – var jeg ved at blive vanvittig af den tørke. Det var så forfærdeligt. Og det kunne vi mærke allerede her i foråret igen. Og ellers har vi jo haft endeløse år med masser af vand,” siger hun og fortsætter:

”Der er ikke noget, der er, som da mormor var barn. Det er der sgu ikke. Jeg synes, at man kan mærke det. Altså de der vejrekstremer, vi har haft de senere år. Så ekstreme udsving har vi ikke haft førhen.”

Hun kommer med et eksempel på, at hendes rabarber kun har haft en kort sæson i 2018, og at hun faktisk aldrig før har oplevet, at de er begyndt at hænge, fordi der var tørke.

”Jeg bliver nødt til at tilpasse mine afgrøder efter det og så blive ved med at have det diverse landbrug med græs og kløver samt kvælstof- og CO2-bindende afgrøder. Og derudover har jeg kun sommerkuld. Det vil sige, at grisene er født om foråret og slagtet om efteråret, fordi så sparer vi noget på miljøet ved ikke at fodre smågrise eller slagtesvin om vinteren. Da kan de nemlig æde cirka dobbelt så meget pr. kilo kød. Så da er det vigtigt, at det bare er forældredyrene, der går rundt, for de kan næsten leve af grønt alene hen over vinteren,” siger hun.

Derudover mener Birgit, at man kan tænke mere over, hvor meget man bruger maskiner. Eksempelvis antal gange, man kører over en mark for at rense for støtteplanter alias ukrudt. Det vil sige nogle færre jordbehandlingsomgange. Hun mener dog, at det skal vægtes imod, hvor meget mindre man får ud af det, når man så høster afgrøderne. For så skal der måske dyrkes noget et andet sted. Det er hele tiden en afbalancering.

Små landbrug har store miljøløsninger – men glemmes af politikerne

Louise Hansen og Anders Hedegaard er økologer på Vester Hedegaard, hvor Anders er syvende generation. Deres økologiske tilgang betyder, at ingen pesticider eller gødning er tilført, og at det eneste, der bliver fjernet fra marken, er kornkernerne. Fordi plantematerialer får lov til at blive i jorden, opbygges næring og organisk materiale i form af kulstof, hvilket betyder mindre CO2 i atmosfæren, at jorden er mere frugtbar, og at der er mere plads til dyre- og plantelivet. Gårdens marker er små og omkranset af grønne læbælter, og markdriften foregår med forholdsvis små maskiner. Senest er der gjort forsøg med pløjefri dyrkning. Denne dyrkningsform betyder, at jorden forbedres, og fremmer opbygning af organisk materiale, fordi man ikke roder rundt i den og presser jorden sammen med store maskiner, så mikrolivet forstyrres. Der er hårdt brug for økologisk og pløjefri dyrkning, for ifølge FN er der på verdensplan kun 60 år tilbage med frugtbar muldjord til at dyrke mad på, hvis ødelæggelsen af jorden fortsætter med den nuværende hastighed.

Læs mere om pløjefri og økologisk dyrkning under temaet “Frugtbar jord“.

Kulturarv baner vej for forsøg med økologisk, pløjefri dyrkning

Samtidig med at de dyrker økologisk, eksperimenterer Anders og Louise med at dyrke pløjefrit, hvilket er en metode med både potentiale og udfordringer.

“Det kan være svært under vores produktionsforhold, fordi det gør, at ukrudtstrykket bliver højere, og kornet får sværere ved at tage over. Vi har prøvet at køre klid – som er rester af de kornkerner, vi har fjernet – tilbage på marken, og vi har kløvergræs i bunden af marken til at lagre og holde på kvælstoffet, der er næring til planterne. Derudover arbejder vi med de gamle kornsorter. De bliver høje, og det hjælper, så vi undgår ukrudt uden at sprøjte. Højt korn lukker af for lyset og begrænser dermed ukrudtsvæksten. Samtidig er de gamle sorter forholdsvis nøjsomme, men giver til gengæld en meget høj bagekvalitet og god smag,” siger Louise. Hun forklarer, at det kan fungere på nogle arealer, men langt fra på alle. Deres erfaring er, at det er et begrænset areal, hvorpå denne metode er mulig.

Louise peger på, at de løbende kan se forbedringer i deres høst:

“Vi har tre år i træk under omskiftelige vejrforhold hvert år haft ny rekord i protein i kornet. Nu har vi brugt nogle år på at nedmulde rigtig meget kulstof, og jeg tror på, at det har en effekt, som man ikke ser fra det ene år til det andet, men det kommer stille og roligt.”

Brug af stenkværn giver høj næring i melet

Anders og Louise dyrker cirka femten sorter, der omsættes til gårdens østrigske stenkværn, og dyrker derudover en del flere sorter til demonstration i deres kornkøkkenhave og til opformering af nye, spændende kornsorter.

“Vi formaler kornet på stenkværnen for at få alle de gode sager med. Vi får således kimen og skaldelene med i melet. Her sidder størstedelen af næringsstofferne og de gode kostfibre. Vi kører det igennem flere gange for at male melet fint nok, til at man kan bage med det 100 procent uden at tilsætte finere industrimel. Det handler om, at jo finere melet males, jo lettere er det at få luft i dejen. Vi kan følge processen, helt fra kernen kommer i jorden og til færdigbagt brød. Det, synes jeg simpelthen, er fedt.”

Louise fortæller, at de har udviklet en særlig årgangsmel for at mindske madspild. Den består af forskellige sorter af korn, der er blevet blandet sammen i mejetærskeren, når man skifter mellem sorter under høstarbejdet. Mellem 400 og 500 kilo blandingskorn bliver således udnyttet til mel og går ikke til spilde.

Solceller og plads til skov og natur

Ud over at eksperimentere med pløjefri dyrkning har gården solceller installeret på taget for at have bæredygtig strømforsyning til mølleriet, korntørringen, gårdens lille savværk og husholdningen.

“Vi har regnet lidt på det, og vi oplagrer cirka ti gange så megen energi, som vi forbruger, blandt andet fordi vi får strømmen fra solceller på taget. Derudover ligger 20 ud af vores 60 hektarer på gården i skov, både for at lagre kulstof og for at skabe levesteder for dyrene. Og så har vi ti hektar sammenlagt, som er eng og mose, og 3,5 hektar, som er aroniabærplantage,” siger Louise, og Anders fortsætter:

“Det er kun halvdelen af skovens årlige tilvækst, som vi tager ud til brænde og træ til opskæring. Så en del af skoven får mere eller mindre lov til at udvikle sig på naturens præmisser.”

Små marker – mere natur

Ifølge parret er det ikke nødvendigvis mere miljøvenligt at være et lille, frem for et stort landbrug. Men Louise forklarer, at der er en tendens til, at de små brug i højere grad har bevaret naturens åndehuller i form af læbælter. Mange store landbrug har jævnet disse levende hegn med jorden for at få større marker.

“Små marker med læbælter er det bedste, og det ser vi jo typisk ved små landbrug. Men der er små landbrug, som sprøjter lige så meget, som store gør. Så selv om jeg er meget stor fortaler for de små landbrug, er det ikke kun det, at det er småt, der gør det miljøvenligt. Man skal tænke over alt muligt. Hvor får man sin strøm fra? Hvor meget CO2 udleder man? Hvor meget CO2 opsamler man? Hvordan kompenserer man for udledningen? Det er ikke kun et spørgsmål om størrelse,’’ siger Louise. Hun mener dog, at der er behov for, at politikerne støtter op om de små landbrug.

“Gør det nemmere at være småbonde, og gør det lettere at etablere sig som ung landmand, som gerne vil noget andet end storbrug,” anbefaler Louise. I Europa er en tredjedel af alle små landbrug nedlagt mellem 2003 og 2013, og det er fortsat den tendens, vi ser. Også i Danmark. Hovedparten af landbrugerne er over 60 år, men der er også sket en opbremsning i antallet af unge, der tager over. Mellem 2005 og 2013 faldt antallet af unge landbrugere med cirka en tredjedel.

Egentlig vil Louise og Anders helst klare sig uden landbrugsstøtte. Louise forklarer, at som den er nu, støtter den først og fremmest de store landbrug og belønner ikke specielt klima- og miljøvenlig drift. I dag modtager 20 procent af landbrugene i EU 80 procent af landbrugsstøtten. Og tre procent af gårdejerne ejer over halvdelen af EU’s landbrugsland.

“Vi kunne godt tænke os, at landbrugsstøtten blev omlagt, så den blev grønnere. Så i stedet for fast hektarstøtte bør den fordeles sådan, at det ikke er en økonomisk fordel at være et kæmpe industribrug, og sådan, at man også i højere grad belønner grønne tiltag i stedet for bare at fordele grundbeløbet ud fra hektar,” påpeger Louise.

Små og miljøvenlige landbrug bremses af økonomisk struktur

Louise peger på, at de har været heldigere end mange, fordi de har fået muligheden for først at drive slægtsgården og på sigt overtage ejerskabet, når omsætningen kan bære et ejerskifte. Ydermere har det ikke været nødvendigt at låne penge til investeringer i gården.

“Vi har et rigtig godt fundament, fordi vi ikke har været nødt til at låne penge til mølleri osv. Vi har ikke – ligesom mange andre landbrugere – en gigantisk gæld, som vi skal betale tilbage på til at begynde med. Det er ikke banken, der bestemmer, hvad vi skal og ikke skal, og det er en kæmpe fordel,” siger Louise.

Ikke desto mindre er der også mange andre udfordringer for en lille producent på et stort marked, hvor de konventionelle metoder stadig er normen. Louise fortæller: ‘’Strukturen er udformet efter, at man skal være så stor og effektiv som mulig. Der er regler for alt. Om det så er regler for dørsalg eller størrelsen på EU-mærket på bagsiden af posen. Det kan godt være op ad bakke at lave småbrug på et marked, som er designet til de store, tunge drenge.’’

Louise peger på, at deres mel er meget dyrere at producere end det konventionelle. Det kan nogle steder være en udfordring at få det afsat i supermarkederne til den pris, de ønsker, fordi forbrugerne typisk vil vælge de billigere produkter.  

“Vi er hele tiden nødt til at tænke på, hvordan vi kan optimere uden at gå på kompromis med de værdier, vi har for klimaet. Det skal være småt og af god kvalitet, og det skal være fra jord til bord. Det er rigeligt arbejde til to, men vi skal jo selvfølgelig have omsætningen til at følge med. Det er nok den største udfordring lige nu sammen med udbyttet på markerne, der bliver forholdsvis lavt på grund af de sorter, vi bruger, og den måde, vi dyrker på,” siger Louise, der peger på, at de ved at sælge direkte til kunden lettere kan få folk til at betale en bedre pris for varen.

“Vi sælger mel i syv lokale butikker – det vil sige Superbrugser, MENYer og et par købmænd. Vi sælger blot bedre og tjener mere ved direkte salg til kunderne. Da de lokale supermarkeder ikke er så gode til at sælge vores produkter, som vi selv er, foregår hovedparten af vores omsætning via direkte salg til kunderne,” siger Louise, og hun forklarer, at det er vigtigt at kommunikere produkternes historie og kvalitet for at skabe incitament for folk til at betale en smule ekstra i forhold masseproducerede, konventionelle produkter.

Direkte afsætning og klimakamp med potentiale i byerne

“Vi sælger primært via økologiske, lokale fødevaremarkeder og noget, der hedder “Det lokale marked”, som er en internetportal, hvor folk kan bestille lokale varer og komme og hente varerne selv,” siger Louise, der står for parrets hjemmeside og kommende webshop. 

“Det lokale marked” udspringer af det, der tidligere hed “Madsamling”, der lavede en platform for markeder, der samlede lokale fødevarer på et sted,” siger hun. Louise og Anders synes, at det bliver for dyrt i længden med de mange markeder og lignende, som vil have en procentdel af omsætningen, for at de må være der og sælge deres varer. Det betyder, at de faktisk takker nej til en del markeder. Men de har valgt at blive ved med at støtte Det Lokale Marked, fordi de stadig tror på konceptet, selv om de synes, at det er lidt trægt at starte op. Louise mener dog stadig, at potentialet er i byerne, og peger på, at hovedparten af gårdens Facebook-følgere er i de større byer.

“Vi skal bredere ud. Klimavenlighed og økologi begynder i storbyerne, herude på landet går det lidt langsommere,’’ siger hun og forklarer, at forbrugerne skal være villige til at betale mere for mad, fordi det koster mere at passe på miljøet. Klimaforandringerne er allerede mærkbare. Louise peger på en tendens til meget lange perioder med ensartet vejr på grund af klimaforandringer. Lidt ligesom i andre lande, hvor man har regntid og tørtid. Vejret er samtidig mere uforudsigeligt.

 “Vi oplevede et ekstremt vådt år i 2017, og det var ekstremt tørt i 2018. Du kan samtidig ikke vide – når du sår vintersæden i september eller vårsæden optimalt set i begyndelsen af april – hvilket vejr det bliver i årets løb. I 2018 oplevede vi jo den her helt vanvittige tørke, og den påvirkede selvfølgelig også os, selv om nogle af vores sorter virkede ret modstandsdygtige i forhold til forventningen. Vi fik super god kvalitet, men 40 procent mindre, end vi ville få på en normal høst,” siger Louise. De jorde, der er for dårlige til korndyrkning, har i stedet været oplagte til at plante skov eller aroniabærplanter på.

Essentielt med samarbejde og godt netværk

Louise fortæller, at arbejdsdelingen på gården er ligeligt fordelt mellem hende og Anders, og at nøglen til at få hverdagen til at hænge sammen ligger i måden, de komplementerer hinanden på.

“Jeg er nok den teknisk mest avancerede af os. Jeg har handelsskolebaggrund og har arbejdet 13 år i telebranchen, før jeg kom hertil. Men ting som idéudvikling, salg, historie, bagning og produktudvikling er vi 100 procent fælles om. I det fysiske arbejde er der noget, jeg ikke er i stand til, og det er så Anders’ opgaver. Det skifter altså lidt, hvem der er i medhjælperrollen. Her hos os er fællesskab nøgleordet,’’ siger Louise. 

Hun peger på, at årsagen til, at vi oplever, at der er flere mænd, der arbejder med landbrug, kan være, at der er tradition for, at landbrugene går fra far til søn, og at kvinderne ofte mere har været medhjælpende i marken og ellers stået for det huslige. Anders forklarer:

“Min oldemor var mejersker og drev et lille gårdmejeri, og min farmor fodrede på karle, piger og børn og stod sådan set for hele husholdningen. Farmor boede i køkkenet, da jeg var knægt. Derfor kan man som sådan sige, at kvinderne altid har været vigtige i landbruget.” 

Sammen deltager parret i diverse netværksarrangementer for at møde andre landbrugere og udforske deres interesse i bæredygtig produktudvikling. Blandt andet deltager de på Nordisk Kornseminar og Europæisk Kornfestival. De fortæller, at der er gode muligheder for lære kollegers kompetencer og erfaringer inden for afsætning af produkter, udvikling af nye kornsorter m.m. På den måde kan de få gode ideer og sparring til udvikling af deres eget landbrug. Det er også noget, de bruger meget i deres lokale netværk, fortæller Louise.

“Vi har nicheproducenter i lokalområdet, som vi samarbejder med, og så støtter vi hinanden ved at erfaringsudveksle. Vi prøver at se, hvordan vi kan lave fælles måder at distribuere varerne på. Det er hele tiden i fælles udvikling. Uden dette samarbejde kunne vi heller ikke gøre det, vi gør,” siger Louise.

 Anders istemmer, at lokalt samarbejde og netværk er fundamentalt for deres liv med landbrug. “Livet på landet behøver ikke at være en ensom tilværelse, hvor man går rundt i sine egne gummistøvlefodspor og aldrig ser et øje. Tværtimod kan man have mindst lige så mange møder og samarbejder, som der ville være i et hvilket som helst andet job i en større virksomhed.”

Frugtbar jord

Økologiske, genopbyggende metoder, gamle sorter, pløjefri dyrkning uden og brug af pesticider, kan i kombination med græssende dyr i mindre antal og plads til og natur, sørge for en frugtbar dyrkningsjord og større biodiversitet. En jord, der holder på næring og vand, har mere dyre- og planteliv, danner basis for næringsrig mad og bidrager til at bekæmpe og modstå klimaforandringerne

Billedtekst


Landbruget spiller en meget vigtig rolle for os alle.Den måde, vi forvalter vores landbrugsjord på, er vigtig, i forhold til om vi alle kan få mad på bordet i fremtiden og spise sundt, nedsætte vores klimaaftryk – hvoraf landbruget i Danmark står for omkring en tredjedel – og få mere dyre- og planteliv i, omkring og uden for landbrugsarealerne, der optager 62 procent af Danmarks samlede areal. (1)

Jordens frugtbare muldlag kan være væk om 60 år 

For at landbruget kan opfylde sine forpligtelser, er det nødvendigt, at vi sørger for genopbygning af det organiske materiale i jorden, så jorden holder sig frugtbar, og at vi passer på insektlivet i og rundt om markerne, så vi for eksempel har bier, der kan bestøve planterne. Det organiske materiale i jorden er en vigtig bestanddel af jordens muldlag, der er det øverste jordlag, som vi dyrker vores grøntsager i. Det organiske materiale består overvende af rødder og visne plantedele mm., der omsættes i jorden og giver den en tekstur, der gør den i stand til at binde vand og næring til planterne og mikrolivet i jorden.

Men over hele verden forringes landbrugsjorden, samtidig med at der inddrages mere og mere land til fødevareproduktion. Det skyldes blandt andet, at jordbehandlingen nedbryder det organiske materiale, samtidig med, at man i det industrielle landbrug ikke tilfører nok organisk materiale. Om jordens tilstand har en ledende FN-embedsmand udtalt til Reuters:

”[H]vis ødelæggelsen fortsætter med den nuværende hastighed, vil mulden være væk over hele verden om 60 år.”(2)

Da det netop er det øverste jordlag, der er det frugtbare dyrkningslag, er det afgørende for, om vi kan producere fødevarer fremover. Forskning har peget på, at Storbritannien – et land, som Danmark ofte sammenlignes med – kun har 40 år mere med frugtbar jord, hvis man fortsætter med at udnytte jorden med konventionelt, industrielt landbrug, som vi oplever i dag.(3)

FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) peger på, at medmindre nye tilgange bliver taget i brug, vil mængden af dyrkbart, produktivt land pr. person på globalt plan i 2050 kun være en fjerdedel af niveauet i 1960. FAO peger på, at jorden er central i forhold til at optage atmosfærisk kulstof – det vil sige binde CO2 – og filtrere vand, og at forringelse af jorden skaber en ond cirkel, hvor der lagres mindre kulstof, kloden bliver varmere, og jorden bliver yderligere forringet. Intensiveret anvendelse af jorden er en markant årsag til forringelse af jorden. 12 millioner hektar mistes hvert år (23 hektar per minut) på grund af tørke og ørkendannelse. Der kunne være dyrket 20 millioner ton korn på det samme areal. (4) Et skiftende klima udsætter desuden jorden for større udsving af regnskyl og temperaturer samt ekstreme vejrfænomener.

Regenerative tilgange kan genopbygge jorden og biodiversiteten

Overordnet set er diverse økologiske metoder – til forskel fra konventionelle, industrielle metoder – regenerative, det vi sige genopbyggende. Det er de i det omfang, de bygger på principperne, der fremgår i nedenstående boks. De regenerative landbrugspraksisser genopbygger jorden og biodiversiteten ved at vægte kompostering, sædskifte, braklægning, ekstensiv græsning, dyrkning af flere forskellige afgrøder sammen, minimal jordbearbejdning og bevarelse af omgivende natur.

Sædskifte vil sige, at man skifter mellem afgrøderne fra år til år, så man ikke har en mark, hvor der kun dyrkes korn igen og igen. Man får optimal værdiskabelse ved at få bidrag fra flere afgrøder samt bevare og forbedre jordens frugtbarhed via kompostering og plantedække, fordi det betyder, at der tilføjes plantematerialer, der kan blive til ny, forbedret jord. Det øger med andre ord jordens organiske materiale. Den sundere jord betyder, at jorden får en bedre evne til at holde på næringsstoffer og vand – og dermed mindre risiko for jorderosion, mindre udvaskning af kvælstof, større biodiversitet og større dyrkningssikkerhed for jordbrugerne. Plantematerialer kan tilbageføre næringsstoffer, så kunstgødning undgås. Der benyttes ingen eller en minimal mængde bekæmpelsesmidler.

Afgrøder, træer og husdyrhold kombineres for at give god synergi og størst mulig produktivitet på de dyrkede arealer. Kombineret med reduceret jordbearbejdning forventes det, at jordens indhold af organiske stoffer kan øges. Det bremser reduktionen i jordens frugtbarhed og udledningen af CO2.(5)

Se mere om fordelene ved økologi i oversigten nedenfor.

Klima, natur og sundhed lider under det industrielle landbrug

Den animalske produktion udgør tre fjerdedele af EU’s landfodaftryk, det vil sige det landbrugsareal, EU-landene bruger på at dyrke afgrøder, hovedsageligt i form af foder til de ni milliarder dyr, der slagtes i EU om året. Vores aftryk på land er så stort, at vi må importere fødevarer fra lande uden for regionen. Faktisk bruger vi halvanden gange så meget land, som er tilgængeligt inden for EU. (6)

Hovedparten af klimaudledningen fra landbruget er metan og lattergas, der kan knyttes til den animalske overproduktion. Metanemissionerne stammer fra drøvtyggernes fordøjelse og håndteringen af gødning, mens lattergasemissionerne primært er et resultat af kvælstofgødskning med kunstgødning og gylle på markerne til den store foderproduktion. Oven i er klimaaftrykket fra dyreholdet stort, fordi det har et så stort landfodaftryk. Hovedparten af det dyrkede areal i Europa benyttes til produktion af foder – med en jordbehandling, der er med til at nedbryde jordens organiske materiale (og dermed udleder CO2).

Der er lave niveauer af biodiversitet i 95 procent af alle landbrugsområder, der er blevet undersøgt i en omfattende forskningsundersøgelse af ti forskellige EU-lande spredt over Europa. Selv i landbrugsområder, hvor plante- og dyrelivet ellers forventedes at være højt . (7) Og i store områder i Kina har man oplevet, at man har måttet bestøve med håndkraft, fordi man har udslettet insektlivet i så stort et omfang. (8)

Forskning peger på, at global intensivering af landbruget har betydet, at forbruget af pesticider i 2005 var 37 gange højere end i 1960, hvilket naturligvis har sat sit spor på dyre- og plantelivet. Jorderosion af verdens landbrugsjord er alene mellem 2000 og 2018 forværret med 14 procent. Og overdreven gødskning, herunder med gylle, i landbruget skaber kvælstofforurening både via vandvejene og i form af luftforurening på grund af fordampning fra landbruget. Heder, overdrev, moser mv. ødelægges, hvis de får for meget kvælstof. I havet medfører kvælstoffet algeophobninger og iltsvind.

Der er hårdt brug for, at vi passer på naturen. Ifølge FN mister vi 13 millioner hektar skov hvert år, og cirka 1,6 milliarder mennesker er afhængige af skoven for at opretholde deres levegrundlag. Mennesker er også afhængige af plantebaseret medicin fra naturområderne.

Vil vi forhindre, at økosystemerne kollapser – og vil vi sørge for, at vi har noget at leve af i fremtiden – er der altså behov for et landbrug, der ikke optager for megen plads, og som ikke ødelægger jordens frugtbarhed og miljøet.

Græssende dyr – en løsning for klima, biodiversitet og sundhed

Færre dyr vil betyde, at der vil være mere plads til natur, som kan fungere som kulstoflagre – det vil sige binde CO2 – og dermed bekæmpe klimaforandringerne. Alt i alt er markant reduktion af den animalske produktion altså fundamental for klimaet. Som nævnt ovenfor skaber kvælstofforureningen fra dyrenes gylle og landbrugets optag af land også dårlige vilkår for dyre- og plantelivet. (9)

Det er derimod både gavnligt for klima og biodiversitet at have græssende dyr frem for at bruge arealer til at dyrke foder, specielt på permanente græsarealer, hvor dyrene kan bidrage til opbygning af jorden og binde kulstof. (10) Man bør dog være opmærksom på, at der kun opnås en varig klimagevinst, hvis man ikke genopdyrker græsarealerne, fordi lagringen af kulstof i så fald kan gå tabt.(11)

Pløjefri dyrkning kombineret med regenerative praksisser 

Ved pløjefri dyrkning begrænses nedbrydningen af det det organiske materiale og samtidig skaber man gode betingelser for insekter, regnorme, bakterier, svampe og mikroorganismer, som omsætter plantemateriale i jorden og dermed gør, at jorden indeholder mere organisk materiale, som planterne kan vokse i. Det hænger sammen med, at man ikke roder i jorden og dermed forstyrrer jordens mikroliv. Udover at jorden med mere organisk materiale og mikroliv dermed er mere frugtbar, betyder mere organisk materiale, at der kan bindes CO2.

Meget af den pløjefri dyrkning bliver dog fortsat drevet med store maskiner og masser af pesticider. Denne form for landbrug kaldes “Conservation Agriculture”. Undersøgelser peger på brændstofbesparelser og højere udbytter ved Conservation Agriculture. Men de tekniske løsninger sørger ikke for et regenerativt arbejde med jorden til gavn for miljøet. Forskning har endda peget på en højere koncentration og belastning af pesticider fra pløjefri landbrug. Dermed afgives flere pesticider til vandmiljøet. Omstilling til Conservation Agriculture er dermed ikke løsningen på klima- og biodiversitetskrisen. (12)

Man undgår store, tunge maskiners olieforbrug og sammenpresning af jorden og at bruge sprøjtemidler ved hjælp af flere hænder, det vil sige ved, at der bliver flere mennesker i landbruget. Det kan være vanskeligt at reducere jordbehandlinger i økologisk jordbrug, fordi jordbehandlinger som for eksempel harvning og pløjning har været typiske måder at bekæmpe ukrudt på. Men der findes forskellige måder at mindske ukrudtsvækst og dyrke pløjefrit med økologiske metoder. Gamle kornsorter skaber eksempelvis højt korn, der kan lukke af for lyset, så ukrudtet har sværere betingelser. Der findes andre metoder end konventionelle, hvor der stadig kan dyrkes i større skala. Her pløjer og harver man ikke jorden, men arbejder med overfladekompostering af levende planter eller ukrudt.

Ofte er det små brug, der benytter sig af de mere regenerative praksisser. Det er mere arbejdskrævende, og for at gå i den retning er det nødvendigt, at vi genskaber et landbrug, som flere mennesker kan leve af. Vel at mærke ansvarlige mennesker med en tilstrækkelig kunnen og viden.

Færre store maskiner giver plads til mere natur. Undersøgelser peger på, at små landbrug i højere grad end de store bevarer levende hegn rundt om markerne. Levende hegn – det vil sige små naturarealer rundt om markerne – kan bidrage til, at vi kan passe på dyre- og plantelivet uden om og på markerne, og at der derfor for eksempel også fremover vil være bestøvere til vores afgrøder.

Ressourcebevarende, små landbrug kan øge afkastet markant

Forskning peger på, at der er en bedre udnyttelse af jorden og et højere afkast blandt små end blandt større landbrug. De små har også en højere diversitet af afgrøder. Småskalalandbrug under to hektar – hvoraf mange af dem benytter økologiske, regenerative metoder – producerer ifølge nyere forskning 30-40 procent af verdens mad. I forhold til det areal de små landbrug har rådighed over, producerer de det største bidrag af verdens mad. Forskning peger samtidig på, at de allerstørste landbrug har et større tab efter høsten end de små. Blandt andet derfor giver det mening, at støtte op om de mindre landbrug.

Men der er sket en voldsom koncentration i ejerskab over jord, og de små jordbrug under to hektar ejer kun 12 procent af verdens landbrugsjord, selv om de udgør 84 procent af alle verdens jordbrug og altså producerer 30-40 procent af verdens mad. (13)

Mange aktører fra FN har længe slået alarm i forhold til det presserende behov for at vende tilbage til (og udvikle) et mere bæredygtig, naturligt, økologisk madsystem. For eksempel har FN’s kommission for handel og udvikling, UNCTAD, trykt publikationen, “Trade and Environment Review 2013: Wake Up Before It’s Too Late” med bidrag fra mere end 60 eksperter fra hele verden. Hovedpointen i rapporten er, at regenerative, små landbrug er svaret i forhold til at brødføde verden – ikke det konventionelle, industrielle landbrug med dets genmodificerede organismer (GMO), monokultur, pesticider og fabrikslandbrug. (14)

UNCTAD konkluderer, at verdens sikkerhed er på spil og at:

”[Verdens lande] har brug for et paradigmeskift fra a ”grøn revolution” til en tilgang, der drejer sig om ”ægte økologisk intensiverings-tilagang”. Dette indebærer en hurtig og betydelig forandring fra konventionel, monokultur-baseret, industriel produktion, der er meget afhængig af eksterne inputs, til mosaikker af bæredygtige, regenerative produktionssystemer, der også betydeligt forbedrer de små jordbrug produktivitet.”(15)

Rapporten peger på, at globale handelsregler skal reformeres, for at vi kan gå i den retning. Ifølge rapporten er de handelsaftaler, der forhandles ”[…] først og fremmest er designet for at styrke de multinationale og finansielle firmaer i den globale økonomi […]”(16)


Praksisser i økologisk landbrugFordele for miljøet
SædskifteØger jordens sundhed, mindsker ukrudt, insekter og sygdomscyklusser, lagrer kulstof og nitrogen samt øger variationen i produktionen.
Gødning, kompost og grøngødningØger jordens sundhed, mindsker erosion, lagrer kulstof og nitrogen.
Permanent plantedækkeModvirker jordfygning, øger jordens næringsindhold og bidrager til øget produktion.
Ingen brug af kunstgødningMindsker forurening af overfladevand og grundvand, øger jordens sundhed, lagrer kulstof og modvirker i mange tilfælde saltophobninger.
Ingen brug af kunstige pesticiderØger biodiversitet, forbedrer luften, øger jordkvalitet, undgår at skade bestøvere, reducerer omkostninger til køb af kemiske stoffer og mindsker landbrugernes og samfundets udsættelse for giftstoffer.
Plantning af levende hegn, habitatkorridorer, bræmmer, og/eller levesteder for insekterØger biodiversitet, bidrager til biologisk kontrol af skadedyr, udgør levesteder for vilde dyr og planter
Bufferzoner mellem dyrket jord og vandmiljøØger vandkvalitet, øger biodiversitet, modvirker vinderosion.
Kilde: Udarbejdet ud fra Organic Farming for Health and Prosperity. OFRF Executive Summary 2011 (17)

Kilder
  1. NOAH 2017. Landbruget belaster klimaet mere end mange tror. NOAH 2018. En grøn og retfærdig madpolitik
  2. Scientific American 2017. Only 60 Years of Farming Left If Soil Degradation Continues, af Arsenault, C.
  3. The Telegraph 2017. Britain’s soil to become infertile within 40 years due to intensive farming, warns Gove, af Henry Bodkin, oktober 2017
  4. Scientific American 2017. Only 60 Years of Farming Left If Soil Degradation Continues, af Arsenault, C; Murphy, S. (2013). Land Grabs and Fragile Food Systems The Role of Globalization, Institute for Agriculture and Trade Policy; Alan Matthews (2015). The EU has finally agreed to eliminate export subsidies & three cheers!; FN 2020. Sustainably manage forests, combat desertification, halt and reverse land degradation, halt biodiversity loss, læst 25.01.2020
  5. Økologisk Landsforening 2016. Kompostering – mikrobiel carbonisering, af Martin Bech, 30. december 2016; Information 2016. Verdens landbrug må skifte spor, af Jørgen Steen Nielsen, 8. juni 2016; Økologisk Landsforening 2017. Carbon-Farm – bæredygtige dyrkningssystemer i landbruget, af Janne Aalborg Nielsen, 19. august 2017; Henneron, L., et al. 2015. Fourteen years of evidence for positive effects of conservation agriculture and organic farming on soil life, januar 2015, Volume 35, issue 1, pp 169–181
  6. Schutter, L., og Lutter, S. 2016, for Friends of the Earth Europe. Forbrugets reelle pris – EU’s landfodaftryk, oversat til dansk af Natalia Lehrmann, NOAH
  7. Institute for Agroecology and Biodiversity (IFAB) 2015. Landscape Infrastructure and Sustainable Agriculture (LISA)
  8. D. Goulson 2012. Decline of bees forces China’s apple farmers to pollinate by hand, i Chinadialogue
  9. NOAH 2018. En grøn og retfærdig madpolitik
  10. Pira, K., et al. 2017. Paths to a sustainable agricultural system – Pathways to a Nordic agricultural and food system with reduced emissions of greenhouse gases and airpollutants
  11. Powlson D. S.; et al. 2014. Limited potential of no-till agriculture for climate change mitigation, Nature Climate Change 4, vol. 2292, s. 678–683
  12. Landbrugsavisen 2017. Fire gode råd til succes med pløjefri dyrkning; Landbrug og Fødevarer 2019. Ny strategi til pløjefri dyrkning i økologiske jordbrug; Bæredygtigt Landbrug 2013. Højere dyrkningssikkerhed og bedre jord med pløjefri dyrkning; Politiken 2019. Landbrugets klimakinderæg: Sådan kan landbruget trække CO2 ud af atmosfæren, øge biodiversiteten og gøre landbrugsjorden mere robust, af Axelsen, J. A.; Ilsøe, S. og Bjerre, J. T.;
  13. Elias, D., Wang, L. & Jacinthe, PA 2018. A meta-analysis of pesticide loss in runoff under conventional tillage and no-till management, Springer Nature, Environ Monit Assess (2018) 190: 79.
  14. Ricciardi, V., et al. 2018. How much of the world’s food do smallholders produce?
  15. UNCTAD 2013. Trade and Environment Review 2013 – Wake up before it is too late
  16. UNCTAD 2013. Trade and Environment Review 2013 – Wake up before it is too late
  17. UNCTAD 2013. Trade and Environment Review 2013 – Wake up before it is too late
  18. Friends of the Earth Europe 2016. Farming for the Future: Agroecological Solutions to Feed the World

Klima

Landbruget er på en og samme tid en af de største “klimasyndere” og betydeligt påvirket af klimaforandringerne. Dermed er det et win-win-scenarie at omlægge til regenerativ landbrugspraksis, der på samme tid gør landbruget mere modstandsdygtigt over for klimaforandringer og nedsætter udledningerne af drivhusgas fra landbruget. Da mængden af husdyr er hovedårsagen til det høje klimaaftryk, er et skift til en mere plantebaseret diæt nødvendig, for at landbruget kan blive bæredygtigt. Desuden har begrænsning af madspild et stort potentiale for at nedsætte det økologiske fodaftryk.



Hvordan presser klimaforandringerne jordbrugere og dyrkningsjorden?

Det er estimeret, at for hver gang, de globale temperaturer stiger med en grad, nedsættes produktionen af afgrøder med ti procent.(1) I takt med at klimaforandringerne øges, kommer der større udsving i vejret, der kan gøre det sværere at dyrke jorden. Der kan for eksempel være lange perioder med tørke eller lange perioder med intens regn. På trods af en del uenigheder om vejrmodeller, er der enighed om, at der vil være en ulige fordeling af nedbøren, så visse steder vil blive hårdt ramt af tørke. (2) Det betyder, at store landarealer vil have begrænset dyrkbarhed.

Mange af de lande, som især vil være påvirket af klimaforandringer, er i det globale Syd, hvor maden overvejende kommer fra små subsistenslandbrug. Cirka halvdelen af verdens sultne er små bønder, som også inkluderer tre fjerdedele af Afrikas underernærede børn. (3) Det betyder, at de er ekstra sårbare over for klimaforandringer. (4) De lande, der er hårdest ramt, har ellers ikke bidraget meget til den globale opvarmning.

Derfor burde det ikke undre, at ordet klimaflygtninge er blevet en del af vores ordforråd. Ekstremt vejr er med til at bevirke, at millioner af mennesker mister deres levebrød og er nødt til at søge mod grønnere græsgange. Det internationale ressourcepanel under FN’s miljøagentur, har identificeret menneskeskabte ændringer i arealanvendelsen som den største årsag til, at verdens jordoverflade og natur ødelægges. Derfor er det miljøødelæggelser generelt og ikke kun klimaforandringer, der påvirker folks liv. Og det er derfor mere retvisende at tale om miljøflygtninge eller miljøfordrevne end om klimaflygtninge. (5)

Hvordan bidrager landbruget til klimaforandringerne?

Landbrugssektoren er en af de største udledere af drivhusgasser. Sammen med skovbruget er landbrugssektoren ansvarlig for omtrent en fjerdedel af de globale udledninger ifølge en større IPCC rapport fra 2015. Den væsentligste årsag er landbrugets enorme, animalske produktion, der optager enorme arealer til foderproduktion. I Europa alene slagtes årligt ni milliarder dyr, og den animalske produktion optager trefjerdedele af det landbrugsareal, som Europa benytter sig af. (6)

Derfor har lande med høj kødproduktion en stor udledning fra landbruget, blandt andet i Danmark, hvor landbruget “bidrager” med cirka en tredjedel af alle indenlandske udledninger, når alt regnes med i landbrugets klimaopgørelse.(7)

De emissioner, som landbruget i de officielle opgørelser stilles til regnskab for, kommer fra metan, lattergas og i et mindre omfang fra CO2 primært i forbindelse med kalkning af jorden. De forskellige udledninger er som sagt relateret primært til den animalske produktion; metan især fra drøvtyggeres fordøjelse, og lattergas især fra gødskning med kvælstof på markerne i form af kunstgødning og husdyrgødning.(8)

Her er det værd at bemærke, at for at få et mere nøjagtigt billede af landbrugets klimapåvirkning bør emissioner fra sektorens andel af energiforbruget også inkluderes. Endvidere medregner man ikke landbrugssektorens andel af emissioner fra nedbrydning af organisk materiale i jordbunden i forbindelse med jordbearbejdning. Dermed stilles landbrugssektoren ikke til ansvar for ødelæggelse af kulstoflageret i jorden.

I klimaregnskabet for landbruget i Danmark og Europa forholder man sig heller ikke til de store udenlandske udledninger fra produktionen af den importerede soja og diverse fødevarer samt en hel masse andre produkter og produktionsmidler såsom kunstgødning, pesticider og landbrugsmaskiner. (9)

Emissioner fra jordbearbejdning og arealoptag i udlandet tæller ikke med i landbrugets klimaregnskab

Emissioner og kulstofoptag med tilknytning til “arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug” opgøres ifølge FN’s klimaregnskabsregler (UNFCCC’s regnskabsregler) under FN i det, man kalder LULUCF-sektoren (Land Use, Land Use Change and Forestry).

Inden for Danmarks grænser drejer det sig især om kulstofoptag i skovene og om emissioner fra landbrugsjorden som følge af nedbrydning af jordens organiske materiale. Landbruget bidrager således til mere CO2 i luften. Men det indgår ikke i landbrugssektorens klimaregnskab, som derfor kommer til at se pænere ud, end det egentlig er. (10)

Landbrugssektoren optager allerede en stor del af Danmarks areal, men der inddrages ikke længere yderligere jord til landbrug, tværtimod afsættes der nu landbrugsjord i Danmark til natur. Ikke desto mindre er den globale efterspørgsel på foder fortsat høj og stigende, hvilket skaber yderligere pres på verdens natur og kulstoflagre. Eksempelvis har man forventet, at verdenshandlen med foderkorn vil stige med 25 procent mellem 2018 og 2028. (11)

Så for at få et komplet billede af landbrugets påvirkning af klima og natur, bør man også forholde sig til emissionerne i forbindelse med det importerede foder og andre produkter.

Med andre ord: Hvis vi skaber mere natur i Danmark, vil det gå ud over naturen i udlandet og øge emissionerne der, så længe vores animalske produktion fortsætter med at være så stor. Det vil heller ikke hjælpe klimaet.

EU’s fodaftryk fra landbruget er allerede 1,5 gange så stort som det landbrugsareal, der er tilgængeligt inden for EU. Det betyder, at en masse landbrugsprodukter bliver importeret. For eksempel “beslaglægger” Danmark et areal på størrelse med Sjælland og Falster i Sydamerika for at kunne fodre Danmarks husdyr med soja. Det til trods for, at vi bruger over 60 procent af vores areal til landbrug, og 80 procent af dette til at dyrke foder til husdyr. (12)

Landbrugssektoren er kendt for at være en primær årsag til afskovning og ødelæggelse af de naturlige græsarealer. Kendte eksempler er skovbrandene i Amazonas i 2019 og afskovning i Indonesien, der også har oplevet voldsomme skovbrande de seneste år. Brandene har blandt andet været kædet sammen med landbruget. (13)

Landbruget fremprovokerer afskovning, fordi det fortsat udvides, og jagten efter nye landbrugsarealer derfor kolliderer med eksisterende skov. Særligt de animalske produkter kræver enorme landområder. Desuden vil der yderligere være behov for at optage ny jord i takt med det industrielle landbrugs udpining af den nuværende landbrugsjord.

I regenerativt jordbrug arbejder man derimod på at bibeholde og opbygge det organiske materiale i jorden – og dermed forbedre jordens evne til at holde på vand og næringsstoffer.

Det er vigtigt, da det er svært at genskabe det organiske materiale og en god næringsbalance i jorden, når først den er tabt. Faktisk står det så skidt til, at FN’s landbrugsagentur (FAO), har givet konventionelt landbrug en udløbsdato på 60 år, hvis landbruget fortsætter som hidtil. (14)

I Danmark udgør skove kun 14,5 procent af arealet, fordi landbruget har fået lov til at have en så dominerende rolle og optager mere end 60 procent af arealet. (15)

Politisk har man vedtaget planer om, at Danmarks skove skal udgøre 20-25 procent af arealet i slutningen af det 21. århundrede. (16) Det vil ske via inddragelse af landbrugsjord. Men så længe man i det globale Nord fortsætter den store animalske produktion og det store forbrug, vil udvidelse af skovarealerne blot betyde, at man skal importere endnu mere fra udlandet til skade for andre landes natur. Oven i importerer Europa og Danmark også i stigende grad biomasse (det vil sige biologisk materiale som for eksempel træ) til energi fra udlandet, (17) som vi på grund af FN-regler kan bogføre som havende nul udledninger, på trods af at afbrændingen af træ udleder mere CO2 end kul. (18)

I Danmark udpines naturen allerede til det yderste: På grund af den stigende rolle afbrænding af træ spiller i vores energisystem, får meget få af de væltede træer og meget lidt andet såkaldt dødt ved lov til at blive liggende og danne grundlag for biodiversitet og kulstoflagring. (19) Når vores totale klimaregnskab og økologiske fodaftryk regnes med, altså det som kræves for at understøtte danskernes forbrug, bliver titlen som “foregangsland” tvivlsom. (20)

For at gøre os til et reelt foregangsland bliver vi nødt til at mindske vores produktion og forbrug af kød betydeligt, samtidig med at vi udvider mængden af skovdække med høj biodiversitet.
Der er meget snak om den såkaldte “CO2-indfangnings”-teknologi, men træer er utvivlsomt den bedste “teknologi”, vi har, til at binde CO2, og samtidig er træerne grundlag for biodiversitet. (21)

Selv om emnet for denne tekst er klimaforandringerne, er det vigtigt, at man tænker holistisk i sine løsninger for ikke at kompromittere andre af planetens grænser. Her er både tilstanden i biodiversiteten og næringen i jorden vurderet som værende meget kritiske af ledende forskere inden for det, man kalder “earth system science”. (22)

Hvordan kan landbrugsmetoder mindske klimaforandringerne?

Som nævnt kort ovenfor, kan de rigtige landbrugsmetoder bidrage til at sænke vores overordnede økologiske fodaftryk. Konkret betyder det, at vi skifter til regenerative metoder, som recirkulerer næringsstoffer og opbygger jordens pulje af organisk materiale frem for at udpine den.
Derved bindes kulstof i mulden, og dens evne til at holde på vand og næringsstoffer forbedres.

Læs mere under temaet Frugtbar jord.

Det ville samtidig gøre os mindre afhængige af importeret fosfor, (23) fra autokratiske lande som Marokko, der har den største koncentration af grundstoffet fosfor, hovedsageligt placeret i det besatte område, Vestsahara. (24) Ligesom med importen af olie har landbrugsimporten dermed også geopolitisk bagside.

Der er også blevet spekuleret i, at såkaldt “laboratoriemad” snart kan erstatte en væsentlig del af landbrugets kød-, mælke- og kornproduktion. Det kan potentielt frigive en masse landareal til skov og anden natur. (25) Det ville være en fundamental ændring af vores madproduktion, der ikke ville være helt ukontroversiel, og som udløser en række sociale, juridiske og etiske spørgsmål.

Hvad er grænserne for teknologien, og hvor bliver vi nødt til at ændre vaner? 

Ligesom med andre miljø- og klimaspørgsmål, er teknologien alene ikke i stand til at “redde” os. Selv om et skift til regenerative metoder er essentielt for at genopbygge vores udpinte jord, er det lige så essentielt, at vi ændrer vores madvaner. Som sagt er reduktionen af vores kødforbrug nødvendig for at nedsætte landbrugets emissioner og give plads til mere skov og anden natur, som kan optage CO2 og give os mere biodiversitet. Derudover bliver vi nødt til at udvikle systemer, som kan reducere madspild, der lige nu udgør 10 procent af vores samlede emissioner, da vi spilder 25-30 procent af vores mad. (26)

En “lokalisering” af vores madproduktion ville også nedsætte vores globale, økologiske aftryk og herunder desuden nedsætte emissionerne fra transportsektoren. Det ville give os en større demokratisk kontrol med landbruget, særligt hvis det er suppleret med en stigning i antallet af kooperative landbrug.

Nye reguleringer, som fremmer lokalt forbrug, burde erstatte det nuværende handelsregime, som tillader, at vores kost er uafhængig af de lokale årstider og ikke medregner de miljø- og klimamæssige konsekvenser af vores forbrug. Det nuværende handelssystem tvinger fattige bønder i det globale Syd til at konkurrere mod hinanden om eksporten til de velstående forbrugere i det globale Nord.

Læs mere på vores temaside Madsuverænitet.

Europas bioenergipolitik er ikke grøn

Den stigende efterspørgsel på bioenergi – for eksempel fra afbrænding af træ – er en generel tendens i Europa, hvilket nu betyder, at hundreder af forskere har slået alarm på grund af skepsis i forhold til bioenergis bæredygtighed. (27) Den øgede efterspørgsel på biologiske materialer sætter verden over naturen under pres. I forhold til klimaet er dette kritisk. Beskyttelsen og udvidelsen af verdens skovdække og andre naturområder, og dermed verdens kulstoflagre, er afgørende, hvis vi skal begrænse vores emissioner betydeligt.

Ikke desto mindre promoverer EU øget brug af bioenergi med sit klimamål, hvilket øger efterspørgslen på land og skovområder til energiforbrug. Mellem 2004 og 2016 fordobledes EU’s forbrug af såkaldt vedvarende energi fra 8,5 procent i 2004 til 15 procent i 2016. (28) To tredjedele er dog biomasse (mest træ til elektricitet og opvarmning, men også biogas, biobrændstoffer og såkaldt ”vedvarende affald”). (29)

Danmark er et af de europæiske lande, der er mest ivrigt efter at benytte bioenergi og fremstår af den årsag forfejlet som et foregangsland for miljøet. Det har resulteret i, at danske firmaer blandt andet har importeret træ fra Ghana, der allerede har mistet det meste af sin urskov. (30) Skovene i Ghana er under stigende pres også på grund af anden efterspørgsel på ressourcer såsom landbrug og minedrift. Derfor er Ghanas dække af oprindelig skov reduceret med 60 procent fra 2017 til 2018 – nærmest udelukkende fra landets beskyttede områder. (31)

EU’s klimamål og fælles landbrugspolitik har også promoveret brugen af afgrøder som biobrændstof, hvilket optager store områder af land. Derudover afbrændes halm fra gårde som “bioenergi” i stedet for at benyttes som foder og til at indfange CO2 ved at opbevare kulstof i form af organisk materiale i jorden. Derudover promoverer EU’s landbrugspolitik øget brug af biogas – især fra gylle – gennem overproduktion af dyr og brug af halm som energi. Alt dette kaldes “grøn vækst” – som om vækst er grøn. (32)


Kilder
  1. NOAH 2018. En grøn og retfærdig madpolitik
  2. Carbon Brief 2018. What climate models tells us about future rainfall
  3. NOAH 2016. Klima- og miljøfordrevne ‒ og Europas ansvar
  4. Carbon Brief 2018. What climate models tells us about future rainfall
  5. NOAH 2016. Klima- og miljøfordrevne ‒ og Europas ansvar
  6. NOAH 2017. Forbrugets reelle pris ‒ EU’s landfodaftryk
  7. NOAH 2020. Handlingsplan for arealanvendelse i det åbne land
  8. NOAH 2020. Handlingsplan for arealanvendelse i det åbne land
  9. NOAH 2020. Handlingsplan for arealanvendelse i det åbne land
  10. NOAH 2020. Handlingsplan for arealanvendelse i det åbne land
  11. Landbrug og Fødevarer 2018. Økonomisk analyse: Verdenshandlen med foderkorn ventes at stige med 25 pct. på ti år
  12. Globalnyt 2018. Ny rapport: Dansk import af soja går hårdt ud over Latinamerikas skove; NOAH 2018. En grøn og retfærdig madpolitik
  13. National Geographic 2017. Amazon fires cause deforestation
  14. Scientific American 2014. Only 60 years of farming left if soil degradation continues
  15. Københavns Universitet 2019. Nye tal viser, at det danske skovareal ikke øges længere, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, 25. februar
  16. Miljø- og Fødevareministeriet 2018. Danmarks nationale skovprogram; Dansk Naturfredningsforening 2017. Sådan ligger landet ‒ Tal om landbruget
  17. Danmarks Statistik 2019. Danmark producerer rekord meget biomasse og mere af det kommer fra importeret træ
  18. Videnskab.dk 2019. Vi brænder de træer der skulle hente co2 ud af atmosfæren
  19. Nord-Larsen et. al 2018. Skovstatistik 2018
  20. Danmarks statistik 2019. Mere CO2 fra afbrænding af biomasse
  21. European Environmental Bureau 2019. Decoupling Debunked
  22. Stockholm resilience center 2015. The Planetary Boundaries
  23. Københavns Universitet. Fosfor – fremtidens guld
  24. Jyllandsposten 2014. Uafhængighed af Marokkansk fosfor. Af Sommer, S. G. et al. Den 23.06.2014; Global Aktion 2015. P for Plyndring: Det store fosfat-tyveri
  25. George Monbiot 2020. Lab-grown food will soon destroy farming and save the planet
  26. IPCC 2019. Climate Change and Land
  27. EURACTIV 2018. Letter of scientists on use of forest biomass for bioenergy
  28. EuroStat http://appsso.eurostat.ec.europa.eu/nui/show.do?dataset=nrg_ind_335a&lang=en
  29. Europa-Kommissionen 2017. EU energy in figures, Statistical pocketbook 2017, figur 2.1.3, side 43.
  30. NOAH 2015. Opgør med myterne om bioenergi: Bioenergi ‒ EU’s klimamål på afveje ‒ om bioenergis konsekvenser for klima, natur og det globale syd
  31. Mongabay 2019. ‘We have cut them all’: Ghana struggles to protect its last old-growth forests. Af Awudu Salami Sulemana Yoda, 28. August 2019
  32. NOAH 2018. En grøn og retfærdig madpolitik
  • Go to page 1
  • Go to page 2
  • Go to Next Page »

NOAH · Nørrebrogade 39, 1. tv. 2200 København N · noah@noah.dk · Copyright © 2020–2023 by NOAH. All rights reserved.

  • Dansk