reclaimthesoil

Akua Sewaa dyrker et stykke jord, som tilhører hendes familie. Hun har arvet jordstykket fra sin mor, der fordelte det mellem medlemmerne af søskendeflokken. Akua råder over et stykke land, som er større end gennemsnitsstørrelsen for ghanesiske jordbrugere, og hun tager sig af jorden blandt andet ved hjælp af den arbejdskraft, hun hyrer.

Hun dyrker blandede afgrøder. Mest tomater, men også afgrøder som yams, cashew og majs. Hun forklarer, at hun benytter sig af braklægning og sædskifte:

“Hvis jeg dyrker denne del af jorden i år, så rykker jeg videre til en anden del næste år. Jeg har mere end rigelig jord at dyrke på.”

Hun siger, at fordelene ved at lægge marker brak er, at det giver jorden styrke: “Det vedligeholder næringen i jorden. Når du kommer tilbage til et stykke land efter fire eller fem år og dyrker det, så får du et meget bedre afkast end ved at dyrke det samme stykke land år efter år.”

Omsorg for landbruget og miljøet

Akua forklarer, at hun dyrker jorden på en traditionel måde: “Jeg gøder med væske lavet ud fra blade fra neemtræet, som jeg fortynder med vand, og aske ved tomaterne. Når du kommer til mine marker, kan du se, at jeg har spredt aske overalt for at bekæmpe skadedyr og for at gøre jorden frugtbar. Jeg bruger traditionelle metoder, da jeg ved, at kemikalier er dårlige for jorden. Jeg bruger traditionelle metoder for at beskytte miljøet.”

Ifølge Akua er der mange fordele ved de traditionelle metoder. Hun fortæller, at det er billigere, at madens kvalitet bliver bedre, at man bevarer næringen i jorden, og at man beskytter miljøet mod skadelige pesticider og inputs.

Akua forklarer, at hun bearbejder jorden på en måde, der holder den frugtbar: “Prøv at se denne vegetation  ⎼ du skal luge den, og så efterlade det for at kompostere på jorden. Det giver næring til jorden. Når jeg luger ud, brænder jeg ikke noget ⎼ jeg efterlader bladene, så de kan kompostere. Derudover laver jeg også min egen kompost.”

Efter at hun har bearbejdet jorden, planter hun sine frø. Det betyder, at hun sår frøene i små krukker og venter på, at de spirer, før hun planter dem i jorden. Akua bruger sine egne frø og efter høsten samler hun de bedste og forbereder og tørrer dem, så hun kan bevare dem til næste sæson.

“Fordelen ved, at jeg bevarer mine frø, er, at jeg får en masse og at kvaliteten er meget høj. Samtidig undgår jeg at købe frø, hvilket er alt for dyrt,” siger Akua.

Til sidst luger hun marken. Det tager cirka tre måneder, og så kan hun betale sit lån tilbage.

• 

• 

Mange udgifter

Akua har en række finansielle udfordringer relateret til sin alder. Da hun er ældre, kan hun ikke luge jorden selv. Derfor bliver hun nødt til at hyre arbejdskraft. Et lån i banken er heller ikke altid den bedste idé, fordi renten er høj. Jordbrugerne risikerer ikke at kunne betale deres lån tilbage.

“Hvis du har dine egne penge, er det bedre at bruge dem, så alt overskuddet er dit. Men på grund af lånet og sommetider renten, kan det blive svært at betale det hele tilbage. Hvis nu det ikke regner, hvordan skal dine afgrøder så få nok vand? Hvis du ikke får nok høst, og hvordan betaler du så lånet tilbage? Det er en stor udfordring.”

“Efter høsten betaler jeg lånet tilbage, og overskuddet bruger jeg så til at tage mig af mine børn og brødføde familien. Hvis man får en stor høst, har man afgrøder at sælge og nok penge til at betale for skolepenge, bygge huse og tage sig af familien,” siger hun.

Akua har otte børn. Hun har dyrket jorden hele livet, og det har gjort hende i stand til at tage sig af familien. Hun har bygget et stort hus. Nogle af hendes børn arbejder i Ghanas hovedstad, Accra. Hun er gammel, men har stadig meget energi, og hun har modtaget priser fra regeringen på grund af sin store viden og landbrugsmetoder. For eksempel hvad angår at holde mængden af skadedyr nede. Hun blevet vurderet som den bedste producent af tomater og yams.

Varierende priser, men efterspørgsel på økologi

“Det er nemt for mig at sælge afgrøderne, fordi folk ved, at det er sundere at spise økologiske produkter, så de opsøger mig, fordi de kender til de gode metoder, jeg bruger på min gård. Som du ser, er der ingen kemikalier på denne gård. Folk kommer derfor langvejs fra for at købe mine ting. Jeg sælger fra gården. Jeg sælger ikke til markederne,” forklarer Akua.

Akua får også bedre priser for sine landbrugsprodukter. For eksempel er hendes tomater af en sort, som holder længe. Den er hårdere, så den ikke rådner så nemt, og den er velsmagende, så folk tilbyder hende en god pris.

Dog siger Akua, at det til tider kan være svært at få den rigtige pris for varerne.

“Under høsten byder de lavere priser for mine cashewnødder, og når man regner udgifter til lønninger og transport med, sælger jeg nogle gange med et underskud,” fastslår Akua.

Klimaforandringer og beskyttelse fra træerne

Produktionen er også truet af klimaforandringerne. “Vejret er ikke det samme. Der er stor forskel på gamle dage og nu. Regnen har ændret sig, og det regner ikke altid, når vi har brug for det,” forklarer Akua. Hun bruger dog traditionelle metoder til at kunstvande markerne. Hun forklarer:

“Der er et vandløb ved navn Tihuri, som også giver navn til dette område. Dette vandløb bliver ikke tørlagt under tørken, og derfor kan arbejderne tage vand fra det. Det er en traditionel form for kunstvanding. Arbejderne fylder tønder med vand og vander tomaterne om aftenen.”

Akua drager også fordel af træerne på sin gård, da de giver skygge. “Når det er varmt, kan man sidde under træet, og det beskytter også planterne og giver dem frisk luft. Hvis der ikke er nogen træer, kan vinden ødelægge alle tomaterne,” siger hun.

Muligheder i landbruget giver kvinder sikkerhed

Landbrug er en profession, der kan give kvinder mulighed for at have et levebrød og være mere selvstændige. I landbruget kan kvinderne både være producenter, købmænd og arbejde med at forarbejde og pakke maden. Kvinder, der ikke har arbejde i landbruget, bliver måske nødt til at migrere og risikerer at skulle gå ind i prostitution, hvor smittefaren for HIV og AIDS er stor. Landbruget kan give dem sikkerhed.

Akua siger, at kvindernes forhold i landbruget kan forbedres, hvis man opfører forarbejdningscentre, hvor kvinder kan samarbejde og hjælpe hinanden for at sørge for at de får løn hver dag og får indspark og finansiel støtte. Det vil gøre landbruget mere attraktivt, og være med til at tilskynde unge til at være med.

Gladys plejede at undervise i hjemkundskab. Så blev hun aktivt engageret i de udfordringer, kvinder står over for på landet, og hvordan de modstår undertrykkende investorer og strukturer. Derfor besluttede hun sig for at blive en del af NGO’en ECASARD, som arbejder med kvinder i landbruget og små bønder generelt. ECASARD er medlem af det verdensomspændende netværk Via Campesina, der repræsenterer cirka 200 millioner småbønder verden over. Nu lægger Gladys kræfter i arbejdet for at promovere kvindernes rettigheder i Ghana og Vestafrika generelt. 

“Der er et generelt problem med kvinders forhold i Ghana. Der er en masse diskrimination og vold i hjemmet mod kvinder. Problemet er, at mænd har besluttet, at vi kvinder ikke har noget at sige. Når manden taler, så skal vi lytte. Det er på denne måde i mange aspekter af det ghanesiske samfund,” forklarer Gladys. Hun fortsætter:

“I husholdningen for eksempel: Når du som kvinde gifter dig med en mand, så bliver hans ord lov. Manden har magt over alt. Han kan bestemme, om kvinden må besøge sin familie eller ej. Alt, hvad kvinden ønsker at gøre, skal godkendes af manden.” 

Gladys siger, at det er på samme måde i politik. Hun udtrykker, at mændene bestemmer på kvindernes vegne, og de er hverken repræsenteret eller med på råd, selv når det kommer til beslutninger, som vedrører dem. Det er det samme med medicin, forklarer hun. Lægerne er mænd. Gladys mener, at den medicin, som lægerne giver, ikke altid er god for kvindernes helbred. 

“På gården er det også det samme. Kvinderne arbejder sammen med mændene og tager på markedet for at sælge, men giver alle pengene til mændene. Små jordbrugere, for det meste kvinder, der udgør majoriteten af jordbrugere i Ghana, er hverken set eller værdsat. De er blevet usynliggjort. Men uden dem, ville ingen få nok mad. De brødføder befolkningen,” fastslår Gladys. Hun fortsætter:

“Vi har områder, som er blevet udsat for “land grabbing” foretaget af multinationale virksomheder og regeringen. Regeringen har det formelle ejerskab over alle mineralerne og andre naturressourcer i landet. Derfor kan de give folks land til investorer. Dog skal lokale konger godkende det på vegne af lokalsamfundet, før nogen investor kan gå i gang. Men kongerne skal ikke rådføre sig med folk i lokalsamfundet. Jorden overtages uden forudgående informeret samtykke hos befolkningen,” forklarer Gladys. Derudover siger hun:

“Da man forhandlede om kompensation, tog mændene beslutningerne uden at involvere kvinderne. Der er tale om engangskompensation, og kvinderne er ikke sikre på, at de altid har fået hele den kompensation, som mændene var lovet. Kvinderne havde intet at sige. Lokalsamfundene kan som oftest ikke engang få arbejde i disse virksomheder. De tager folks jord, men de ansætter ikke de unge som lovet. De ansætter folk udefra og siger, at folk fra landet ikke har de fornødne evner.” 

Gladys konkluderer:

“Så i dag har kvinderne ikke adgang til deres jord, skov og vand. Hvad kan jeg gøre, hvis min kakaoplantage er blevet taget? Min jord er mit liv. Den skulle have taget sig af mig og fremtidige generationer. Men hvordan er det muligt, hvis min jord bliver beslaglagt til minedrift eller opførelsen af en dæmning? Det er ikke retfærdigt. Kvinderne må stille sig forrest og kæmpe for sig selv og deres rettigheder. Mine- og ressourcelovgivningen i Ghana skal ændres.”

ECASARD’s program for at styrke kvinder

“Kvinder er nødt til at kende deres rettigheder og kæmpe for, hvad der er deres. ECASARD tilbyder dem træning for eksempel i, hvordan de kan repræsentere sig selv på alle niveauer. ECASARD har bistået kvinder i mange sager gennem domstolene. Vi har trænet kvinder, og det har resulteret i, at nogle af dem nu har fået deres ejendomme tilbage, og at deres børn nu går i skole.”

Gladys og ECASARD støtter blandt andet op om de kvinder i Ahafo-regionen, der har mistet deres jord til guldminefirmaet Newmont Gold Corp.

Se vores artikel om kvinder ramt af guldminen i Ahafo: “Før havde vi adgang til stort set alt”.

“Nu vil vi have dem til at gå til Newmont og forhandle igen. Vi vil have dem til at sige: “Hvis I kommer for at tage vores jord fra os, så skal I betale, og I kommer til at betale os for resten af vores liv,”” siger Gladys. Hun forklarer, at som det er i dag, er kompensationen ikke en del af lovgivningen om miner i Ghana. Det vil ECASARD ændre på.

“Hvis firmaer vil opføre en mine eller en dæmning, skal lokalbefolkningen kunne stævne dem for retten og forhandle for bedre kompensation. Fordi der ingen lov er, kan man ikke hive nogen i retten,” siger Gladys. ECASARD kæmper nu sammen med NGO’erne WACAM og IANRA, for at lokalbefolkningen skal give forudgående informeret samtykke til, at deres land kan bruges til minedrift.

Repræsentanter for dem selv

“Jordbrugerne ⎼ især kvinderne  skal repræsenteres på alle de politiske niveauer. De skal med til møder i Accra [Ghanas hovedstad] og tale deres sag. Formulering, planlægning og implementering af politikker er ikke kun for kontorfolk, som ingenting ved om landbrug og aldrig taler med jordbrugere. Eller for mennesker, som bruger overkompliceret sprog, som jordbrugerne og andre almindelige mennesker ikke forstår. De bestemmer på jordbrugernes vegne, og det er ikke godt. Jordbrugere ⎼ inklusive kvinder ⎼ skal repræsenteres både i lokale, regionale og nationale forhandlinger,” siger Gladys. Hun forklarer:

“Vi ønsker ikke, at andre repræsenterer jordbrugerne. Vi ønsker, at de skal repræsentere sig selv, for kun de ved, hvad der påvirker dem, og hvordan de løser deres egne problemer. Hvis de ikke er inviteret, hvordan kan de så fortælle deres historier eller tage del i planlægningen og implementeringen af landbrugspolitik? Hvis ikke man inddrager dem, hvordan kan de så udtrykke sig?”

Gladys understreger, at hvis de var blevet taget med på råd, inden minefirmaet kom til Ahafo, ville lokalsamfundet ikke være gået med til opførelsen af minen. 

“Nu er deres livssituationer forværret. Så de ønsker, at minefirmaet forlader området, og at de kan få deres land tilbage og leve af jorden som før. Og leve i fred og fordragelighed i deres lokalmiljø. Det ville styrke og frigøre dem. De ville kunne kultivere jorden, have træ, som kunne give dem et tag over hovedet, de ville have adgang til floder, vildt, svampe og mange andre fordele fra skoven,” forklarer Gladys.

Forskellige måder at styrke og frigøre kvinder på

Til at begynde med var kvinderne, som ECASARD henvendte sig til, tilbageholdende over for tilbud. Men med tiden og en stigende tillid har kvinderne nu tilsluttet sig organisationens programmer i deres lokalsamfund. ECASARD har flere projekter, der sigter mod at styrke og frigøre kvinderne, blandt andet ud fra feministiske perspektiver for at give kvinderne økonomisk frihed og for at uddanne både kvinder og mænd. Gladys uddyber: 

“Vi har udviklet økonomiske projekter for kvinderne i lokalsamfundet, hvor de producerer sort sæbe og pomade for at tjene penge. Vi støtter dem i at have selvhjælpsgrupper for at foretage fælles opsparinger og optage lån samt i at strukturere, hvordan de bruger gruppernes penge. Det hjælper landsbyerne med at styre deres økonomi, med opsparinger og lån til projekter. Vi prøver også at skaffe dem nye landbrugsjorde og at lære dem at foretage opsparinger, for at de kan gøre sig uafhængige af købmænd.”

Den økonomiske styrkelse og frigørelse kan også kobles sammen med en mere klimavenlig brug af naturressourcer. “Vi har lært dem at lave forbedringer med nye komfurer, som gør, at de bruger meget mindre kul og træ end før i tiden,” siger Gladys.

Gladys forklarer, at de også gennemfører noget undervisning for at uddanne mænd til at tage sig af nogle af kvindernes opgaver:

“Det er ikke nedværdigende opgaver at give sit barn et bad, lave mad, vaske eller udføre andre såkaldte feminine opgaver i husholdningen. Vi ønsker, at de støtter og forstår kvinderne bedre. Mænd bliver nødt til at give kvinder frihed, for at de kan være glade, stærke og selvstændige.”

Gladys forklarer, at der allerede sker et skift i mentaliteten, og at det er ved at blive normalt at hjælpe sin kone, i stedet for at det skal problematiseres. 

“Folk forstår det nu, og de bekymrer sig mindre om det. Vi taler altså også om respekt for sine medmennesker. Typisk skal kvinden lytte, når manden taler. Men kvinder skal også have lov til at tale! Det er tid til, at vi kvinder begynder at tale vores sag, og at vi kæmper for vores rettigheder. Og vide, at ingen andre end os selv vil kæmpe for os. Ingen kan snyde de magtfulde kvinder. Men kvinderne i de små landbrug bliver hele tiden snydt. Og de udgør hovedparten af kvinderne.” 

Derfor hjælper ECASARD kvinderne i landområderne. De fokuserer også på at uddanne dem i bæredygtighed.

“ECASARD arbejder med alle slags emner relateret til landbrug, herunder kvæg, fjerkræ og fiskeri. Fiskere er også en del af vores organisation. Vi fortæller dem, at de ikke skal bruge finmaskede net til at fange fisk, så de ikke fanger fisk, der ikke er modne til at fange. De skal også holde sig fra at bruge kemikalier, som forurener vandet og forgifter fiskene. Den slags er vi imod. Vi har rådgivet jordbrugerne om ikke at dyrke jorden tæt på floderne, da det forurener vandet og skaber erosion. Dette påvirker alle lokalsamfundene, der er langs floden.”

ECASARD promoverer også braklægning og traditionelle, sunde metoder. Gladys forklarer:

“I forhold til jordens frugtbarhed ved vi, at hvis man bruger en mark et år, så skal vi lade den være i mindst tre år, før vi kommer tilbage til den. På den måde får jorden næring. Og hvis man undlader at bruge kemikalier, så holder jorden sig frugtbar. Vi har lært dem den naturlige måde at dyrke jorden. Den traditionelle måde. Den, vores forfædre brugte. Det gjorde dem sunde. Alle deres grøntsager var sunde.” 

“Med hensyn til landbrug prøver ECASARD også at inspirere jordbrugere til nye dyrkningsmetoder. For eksempel teknikker til forarbejdning eller at anskaffe maskiner. Gladys og hendes kolleger underviser i, hvordan man laver sin egen kompost ved at bruge madaffald efter måltider og ved at efterlade græs på jorden for at rådne, når de luger, da forrådnelsen af græsset giver næring til jorden. Det er agroøkologi.” 

“Vi er imod brugen af pesticider. Jordbrugerne lærer at lave væske fra lokale neemtræblade med peber, væske af blade fra papayatræet samt aske. Det kan de sprøjte deres grøntsager med, da det ikke er giftigt,” fastslår Gladys. 

“Vi hjælper dem med at bevare deres frø og beskytte frøene ved at opbevare dem i små krukker, såsom mudderkrukker, som vi dækker med mudder. Frøene kan holde sig til næste sæson, og når det er tid til at så, fjerner man mudderet ved at knuse det og kan dermed få fat i såsæden.”

ECASARD prøver at gøre professionen mere attraktiv for unge mennesker, særligt unge piger, for at give dem beskæftigelse og en grund til at blive i lokalsamfundene. 

“Vi prøver at fortælle dem, at de bør blive i Ghana og gøre jordbrug til deres livsgrundlag. Det vil hjælpe dem. Vi bliver nødt til at gøre landbruget attraktivt ved at tilbyde de unge lån og hjælpe dem med at finde nye landbrugsjorde, tilknytte dem til markedet og forarbejdningen af produkter, de sælger på tværs af jorden, for at de kan få en retfærdig pris. Så vi gør en masse for jordbrugerne. Vi har også et program for de kvindelige jordbrugere, hvor alle kvinderne mødes i oktober og taler deres sag,” fortæller Gladys.

FN’s internationale dag for kvinder på landet

“Den 15. oktober er en stor dag for små landbrug i Ghana og resten af verden. Det er FN’s internationale dag for kvinder på landet. Mere end 70.000 kvinder tager del. Hvad vi i bund og grund gør er en dag med optræning, og vi inviterer interessenter som bankfolk, investorer, politikere, traditionelle ledere, andre kvindelige grupper, trossamfund, donorer og civilsamfundsorganisationer.”

Gladys fortsætter:

“Den 15. oktober er den store samling af masserne. Folk kommer fra hele landet for at vise deres produkter og sælge. Vi bruger medierne til at offentliggøre, hvad vi gør. Jordbrugerne deler erfaringer om deres succeser og udfordringer, deler frø, får nye venner og får priser.”

Igennem prisuddelingen får jordbrugerne at vide, at de er værdsat for deres indsats, og hvad de gør for Ghanas befolkning.

“Uden dem kan ingen få mad. Vi dyrker jorden for vores lokalsamfund og familier. Vi sælger kassava, melbananer og andre afgrøder samt kvæg og fisk. Pengene bruges for eksempel til at betale for skolepenge, hospitalsregninger, at bygge huse, at opbygge deres levebrød og tage sig af familien,” forklarer Gladys. Hun mener, at det er vigtigt at støtte op om jordbrugerne, der producerer til det lokale marked og understøtter den lokale økonomi:

“De kommercielle landbrug producerer blot for at sende produkterne til udlandet på det globale marked. Så vi beder regeringen om at støtte de små familielandbrug, der opdrætter nogle få geder og kyllinger og brødføder sig selv og deres lokalsamfund. Regeringen burde støtte de små jordbrugere i at få adgang til markeder, forarbejdningsmaskiner og lån med lav rente. Hvis befolkningen er i stand til at gøre dette, og vi alle er velstrukturerede, så tror jeg ikke, der vil være nogen problemer i Ghana. Jorden er meget frugtbar i Ghana.”

”Det at dyrke, i forhold til hvad jorden kan bære, og i forhold til at vi får mest muligt ud af jorden uden at udpine den. Det må være det grundlæggende. Og uden at forurene den med alt muligt miljøfremmed,” siger Birgit Bak, der i cirka 25 år har haft det økologiske landbrug, Refshøjgård, 25 km fra Aarhus, med sin mand Erik.

Birgit har fra begyndelsen valgt økologiens vej, fordi hun vægter dyrevelfærd og biologisk mangfoldighed. Hun arbejder derfor med, at deres lille, diverse landbrug udgør en oase, som er med til at beskytte og øge biodiversiteten i agerlandet helt ned til mikroberne i jorden og op til insekter, fugle og pattedyr, samt i forhold til at beskytte vandløbenes liv. Hun peger på, at hendes landbrugsmetoder genopbygger jordens frugtbarhed, ved at hun har mange markskifter, hvor jorden får lov til at hvile lidt, og man flytter rundt på dyrene. Dermed bevares og opbygges kulstof i jorden, så den holdes frugtbar og passer på klimaet. Dette kaldes regenerativt landbrug.

”Vi har kun cirka en femtedel belastning af dyr på vores marker, i forhold til det vi må have. For jeg synes, at det er helt skruet op, alle de dyr vi må have gående lovligt også i den økologiske produktion,” siger hun.

Hun pointerer, at et bæredygtigt landbrug og en sund kost indebærer meget færre husdyr, og at de husdyr, der er, skal indgå som en del af løsningen, samtidig med at de får en ordentlig opvækst:

”Grisene er gode til at hjælpe med at vende jorden og holde rent. Kvæget er rigtig gode til at holde frugtbarheden i jorden, der hvor de græsser, hvis man får dem til at afgræsse på de rigtige tidspunkter, og de ikke får lov til at græsse det hele ned. Man flytter lidt rundt på dem, og så kan man også bruge jorden til korn eller andre afgrøder med nogle års mellemrum,” forklarer hun.

Birgit interesserer sig særligt for biologisk mangfoldighed inden for landbrugsdyr og har som frontløber i Danmark også siddet i Statens Genressourceudvalg. Vi har en lille population af forskellige, gamle racer, som er interessante at bevare for eftertiden. Det samme gælder inden for hele planteområdet. ”Da jeg startede med sortbrogede grise, da var de jo næsten udryddet,” siger Birgit.

Mindre og bedre kød for en sundere krop, sindet og Jorden

Birgit mener, at et af de største problemer ved det konventionelle landbrug er den enorme husdyrproduktion.

”Det er noget forbandet svineri, at vi har så mange husdyr i så lille et land her. Vi eksporterer vores flæskestege over på den anden side af Jorden og importerer sojaen den modsatte vej. Det synes jeg er helt absurd. Og der er jo ikke nogen, der har brug for så meget flæsk,” siger hun.

Hun peger på, at mange spiser for meget kød:

”Så har de ondt i leddene og bindevævet, de har rigtig mange problemer med hjertekarsygdomme og sådan noget. Jeg siger ikke generelt, at man ikke skal spise kød, men man skal moderere sig og sørge for at vide, hvad det er, man putter i munden,” siger Birgit og fortæller, at det er i fedtet fra svinene, at alt skidtet sidder.

”Man skal i hvert fald ikke spise konventionelt svinekød, og man skal stadigvæk spise meget mindre end det, vi spiser i dag,” siger hun og forklarer, hvorfor der er flere usunde, mættede fedtsyrer i det konventionelle kød:

”Du får flere umættede fedtsyrer, jo mere planteføde grisene får. Altså ubearbejdet planteføde. Du får det mættede, hvis de får korn, og hvis de får meget sojaprotein eller andre proteinkilder. De skal have noget protein, for ellers kan de ikke vokse. Men stadigvæk, så skal man ikke spise for meget af det. Det er min helt klare holdning.”

Birgit forklarer, at hendes tanker om, hvordan maden dyrkes og spises, hænger godt sammen med naturmedicin. Inden for naturmedicin handler det meget om at finde årsager frem for at symptombehandle. Hun siger dog, at man kan blive nødt til for eksempel at behandle via urter, hvis folk kommer og har smerter.

”Vi har aldrig haft så mange mennesker med psykiske diagnoser, som vi har i dag. Og du kan føre det hele tilbage til kosten. Man kalder faktisk maven for den anden hjerne. Og det har noget at gøre med, hvad du spiser. For dine bakterier udvikler du i forhold til, hvad det er, der kommer ned gennem maven. Nogle bakterier får du for mange af, hvis du spiser for meget af noget bestemt, for eksempel sukker. Alt hvad der er raffineret. Jo mere rå tingene er, jo bedre har man af det. På nær lige råt kød,” siger hun med et smil.

”Når jeg taler med folk, kan de godt se, at det er da ulogisk for eksempel at spise mad, der er sprøjtet med gift, fordi gift er et kropsfremmed stof, og det, der sker med din krop, det er, at den reagerer på alle tangenter. Og hvis du så bliver ved med at putte gift i den, så bliver den ved med at finde mærkelige steder rundt i kroppen og lagre det op, og til sidst kan kroppen ikke opsummere mere gift og slippe af med det, fordi du bliver ved med at proppe det ind. Og det er egentlig så enkelt. Der er ikke noget hokuspokus i det.”

Birgit har selv lært sig, hvad det vil sige at drive økologisk landbrug. Hun synes, det er problematisk, at økologi og bæredygtighed overvejende anses som sidefag på landbrugsskolerne. Det må ifølge Birgit være det naturlige, landbrugere og landbrugselever skal lære.

”De kommer godt nok på sprøjtekurser, men der lærer de, at de skal overholde reglerne. Det handler da om, at de skal lære, at når du putter det der på marken, så har det nogle konsekvenser,” siger hun og fortsætter:

”De skal lære noget om selve planterne også. De skal lære, at hvis du har en plante, der vokser meget hurtigt ‒ for eksempel hvis du har selekteret kornene til at have en meget stor kerne ‒ så har du selekteret så meget for vækst, at du har selekteret nogle grundlæggende, gavnlige fytonæringsstoffer ud. Det er da vigtigt. Det, jeg siger, er noget, jeg har lært, fordi det interesserer mig. Men det burde da være grundlæggende, at man lærer det naturlige.”

Markedet afspejler ikke omkostninger for miljøet

Birgit peger på, at hun sælger lokalt, fordi man ikke kan tjene nok ved at afsætte til supermarkederne:

”Jeg tror, det største problem i Danmark med supermarkedskæderne er, at vi kun har to store, der ligger i konkurrence med hinanden. De snakker meget om, at de vil sælge lokale fødevarer. Men det, supermarkederne sælger det til ‒ når de også importerer og sådan noget ‒ kan jeg jo ikke engang producere det til, hvis jeg skal have en ansat, jeg ikke skal underbetale, eller have flere ansatte,” siger Birgit, der derfor bevidst har fravalgt at dyrke grøntsager, fordi de priser, som forbrugerne vil købe for, ikke afspejler, at en bæredygtig produktion især af grøntsager er mere arbejdskrævende end en konventionel.

”Det virker absurd på mig, at man importerer fra Spanien ‒ og det er ligegyldigt, om det er konventionelt eller økologisk ‒ i store mængder. Det konkurrerer med vores eget. Og det er ikke, fordi jeg er nationalistisk. Det er først og fremmest miljømæssigt, jeg tænker, at det er absurd.”

Det er ifølge Birgit nemmere at afsætte frugt, da det er lidt dyrere i supermarkederne, mens man med hensyn til grøntsager især skal være stor og specialiseret i at lave gulerødder eller salater eller et eller andet, for at man kan følge de priser, som supermarkederne vil sælge det til. ”I Danmark har vi jo desværre også på nogen måder en økologi, der er baseret på stordrift. Og da kan det godt være svært at komme ind og afsætte, medmindre man vil afsætte direkte til forbrugeren. Fordi det hele tiden er mængde, det handler om. Det synes jeg egentlig er et problem,” siger hun. Hun mener, at de små diverse brug kommer med løsninger, også fordi de kan omstille sig. De kan nemmere have dyrene med i omdrift, uden det bliver en overbelastning af dyr, så det primært bliver at dyrke foder til dyrene. Birgit peger på, at dyr skal være en del af hjælpen til at få et godt landbrug, og samtidig kan de så have en ordentlig opvækst også.

”Jeg ved godt, at man siger, at økologi ikke altid er klimavenlig, men det, der kan gøre økologien klimavenlig, er de diverse brug, hvor man har sædskifte. Hvor det hele ikke handler om at dyrke korn til dyr. Nu sidder jeg og siger, at jeg ikke orker at dyrke grøntsager. Men der vil være nogen, der vil være super gode til det. Vi skal have nogle flere af den slags brug, i stedet for at vi skal importere fra Spanien eller andre lande,” siger Birgit.

De små gårde, der ikke har store dyrefabrikker, men færre dyr, har dog også svært ved at afsætte til supermarkederne. Birgit og hendes mands landbrug er 26 hektar, hvilket er lille i dagens Danmark.

”Nu er jeg ikke mælkebonde. Men den lille mælkebonde har også svært ved at afsætte sin mælk til mejerierne. Medmindre det er de små mejerier, som der dog er begyndt at komme nogen af. Det er simpelthen et spørgsmål om, at der er for lidt til, at det kan betale sig. Mine varer koster mere, fordi de er ”håndlavede”, det vil sige, jeg lægger nogle flere manuelle timer i noget af det. Og så har jeg ikke mængden,” forklarer hun og henviser til forskellen på, hvor meget man kan producere pr. time pr. hektar, og at de små, regenerative landbrug er oppe imod nogen, der producerer med store maskiner. Hun peger på, at de store landbrug med store maskiner også har deres pris. Løsningen må være, at priserne skal afspejle miljøpåvirkningen:

”Man kan jo lægge nogle afgifter på det, der forurener. Det var da en begyndelse. Så det kan mærkes. Det kan jo ikke passe, at det, der forurener mest, er det, der er billigst, når du kommer til køledisken. Det er ulogisk. Fordi det er de handelsaftaler, der er. At man fragter noget langt fra, i stedet for at sørge for at det kan betale sig for forbrugeren rent faktisk at spise det, der ikke skal fragtes ret langt,” fastslår hun og uddyber:

”Jeg synes, det ideelle vil være, at vi laver mad til vores nærområder, altså til vores eget land og til landene omkring os, og så lave lidt udveksling. Vi skal jo ikke fratage hinanden alt, hvad der er rart og dejligt. Jeg ville ønske, at folk rent faktisk ville betale prisen for miljøvenlige, sunde fødevarer. Det er der bare ikke mange, der vil,” siger hun og peger på, at supermarkederne også handler i forhold til forbrugernes efterspørgsel.

”Selv den økologiske forbruger kan ikke gennemskue, om noget er udenlandsk eller dansk. Og de kigger meget på prisen. Familier kigger også meget på, at de kan få det hele et sted.”

Lokale markeder har brug for organisering i byerne

”Forbrugere og borgerne kan støtte op om os ved at handle med os. Hovedparten af den danske befolkning – om de er studerende eller hvad – har råd til at leve 100 procent økologisk. Er der nogen, jeg faktisk sælger meget til, så er det studerende. De forstår bare, hvordan de kan holde balance i tingene. Så selvfølgelig kan det lade sig gøre,” siger Birgit, men konstaterer, at gårdbutikkerne ikke når godt nok ud til folk:

”Jeg har prøvet at have rigtig mange forskellige købmandsvarer i min gårdbutik, men der er for lidt omsætning i det forstået på den måde, at det går for langsomt, så man må kassere for meget,” forklarer hun. Hovedparten af hendes kunder er fra byområder, så at sælge lokalt er også relativt.

“Folk kommer typisk fra udkanten af Aarhus og bestiller i forvejen eller kommer forbi. Så det er ikke helt lokalt, men heller ikke internationalt,” siger hun. Hun peger på et potentiale i at have nogle steder, hvor vi samler varerne:

”Det er der jo allerede forskellige ideer oppe omkring. Men vi skal have massiv opbakning fra borgerne, før vi kan gøre ret meget mere end det, der bliver gjort i dag. Det drejer sig også om åbningstider. Det er ikke nok kun at have åbent fredag og lørdag. Jeg skal ikke snakke, for jeg har også som regel kun åbent fredag og lørdag, og når folk ringer, hvis de skal bruge noget. Men vi skal også tænke over, at vi har varen i udbud, når forbrugeren rent faktisk har brug for det.”

Det kræver efter Birgits mening noget mere overordnet styring at få den slags løsninger op at køre, så vi ikke farer rundt som lemminger.

Fælles ejerskab kan fremme regenerative landbrug

Der er flere ting, som man ifølge Birgit gør manuelt i de små landbrug, men hun mener godt, at man kan skalere tankerne op – eller udbrede dem i større omfang ‒ og så stadigvæk gøre det mere bæredygtigt end de nuværende store, konventionelle landbrug. Det kan man gøre ved, at nye, der begynder selv, går flere sammen og opkøber landbrugsarealer, og ved, at man deles om maskiner i det omfang, det er nødvendigt.

”I vores størrelse landbrug har vi nok mere manuelt arbejde. Men ellers så kan man jo, hvis man er mange små, have nogen maskinfællesskaber og sådan noget. Vi har da en gang haft en mejetærsker. Det har vi ikke mere. I stedet har vi en, der høster for os. Og det er da langt det nemmeste, billigste og mest bæredygtige.”

De små landbrug er ifølge Birgit mere bæredygtige end de store monokulturlandbrug, fordi de er meget mere omstillingsparate, og de kan udnytte de potentialer, jorden har, uden at udpine.

”Fordi vi har muligheder for at lave nogle ændringer og rotationer rundt omkring på markerne og også tilpasse os den efterspørgsel, der er. Det kan du ikke, hvis du har et stort svinebrug, hvor du mange hektar med korn, fordi du skal have foder til dine grise. Det kan du ikke bare lige lave om på, vel?”

Det er dog ifølge Birgit ikke nemt for unge, der gerne vil i gang med landbrug, at starte op på egen hånd:

”Jeg tror ikke, at du som ung landmand ‒ og slet ikke, hvis du vil den vej, jeg snakker om – kan gå ned og låne på dit blanke. Hvis du skal overtage – det kan man jo se med de store bedrifter – så har de jo ofte skift fra far til søn og sådan noget, altså generationsskifte. Da kan de godt af en eller anden grund låne en masse penge i jorden og murstenene og sådan noget. Men jeg tror, det bliver svært at låne til 25 hektar, hvis du ikke har noget i forvejen,” siger Birgit, der peger på, at mange af landbrugene er blevet store og meget dyre, og at bygningerne ‒ det vil sige de små gårde ‒ også ofte er væk, fordi man har satset på store landbrug, der har overtaget arealerne. Hun kan derfor godt forstå, at mange unge begynder at gå sammen om at opkøbe jorden som andelslandbrug.

”Der er desværre en masse svinebrug her i området stadigvæk, og det betyder, at priserne bliver holdt oppe, fordi de har brug for areal til at putte deres gylle ud på. Og det gør det sværere at købe som ung, nyuddannet landmand,” siger hun og forklarer, at det tit er nogen, der ringer fra den økologiske landbrugsskole, som fortæller, at de har svært ved at finde praktikplads og også spekulerer rigtig meget over, hvordan de selv skal kunne få jord under neglene. Birgit peger på, at opbakning via en jordbrugsfond kan være med til at hjælpe de unge til at komme i gang. Hun synes, at de skal råbe offentligheden op og gøre opmærksom på, at de er her.

Mange kvinder vil være økologer

Birgit mener, at det, at der er flere mænd end kvinder i landbruget, kan hænge sammen med, at det på mange måder før i tiden har været meget hårdt fysisk, hvor man i dag dog har nogle maskiner.

”Det er jo kultur, for du har jo også foreninger af kvinder – altså landbokvinder. Og de fastholder sig selv i den der moderrolle, at de er den medhjælpende hustru, som sørger for, at der er mad på bordet til karlen og til far. Det er også derude, der blev lavet nogle husmoderforeninger og sådan noget. Så der er meget kulturelt i det. Nu lyder det måske nedværdigende, men det har jo haft sin tid. Det har måske stadig sin tid, for det eksisterer jo stadigvæk,” siger hun.

”Jeg tror, at det er fordi, man ikke griber det, og så selvfølgelig kunne man godt forestille sig, at det måske har været sværere at låne i banken som kvinde end som mand. Især hvis du måske oven i købet kom som selvstændig kvinde uden mand. Det tror jeg. Men det er jo kun en gisning,” forklarer Birgit. Hun mener, at kvinder kan bidrage til landbruget ved at gøre nogle andre observationer end mænd og derved oparbejde erfaringer, som mændene kan tage ved lære af, ligesom kvinderne også kan lære af deres mandlige kolleger.

”Da vi flyttede herop, var det mig, der sagde økologi. Mange kvinder er nok mere følelsesmennesker. Jo mere, vi bliver økologiske og miljø- og naturbevidste, des flere kvinder tror jeg også, der kommer ind. Det kan jeg også se, når jeg får henvendelser. Mange, jeg taler med fra den økologiske landbrugsskole, er piger.”

Birgit mener stadig, at det er op ad bakke med at få flere kvindelige landbrugere, fordi økologien stadig har udfordringer. Men hun mener, at kvinder kan få bedre muligheder, ved at der bliver samarbejdet mere.

”Jeg tænker på det der med at lave jordbrug på en anden måde. Altså via jordbrugsfonde, og at man er flere om det og og sådan noget. Ved at oprette nogle kollektive landbrug kan man bedre etablere økologiske landbrug og dermed bedre kunne udnytte pigernes potentiale,” siger hun.

• 

• 

Klimaforandringerne skal takles nu

Behovet for, at vi tager kampen op mod klimaforandringerne, kan Birgit allerede mærke nu:

”Sidste år – det vil sige i 2018 – var jeg ved at blive vanvittig af den tørke. Det var så forfærdeligt. Og det kunne vi mærke allerede her i foråret igen. Og ellers har vi jo haft endeløse år med masser af vand,” siger hun og fortsætter:

”Der er ikke noget, der er, som da mormor var barn. Det er der sgu ikke. Jeg synes, at man kan mærke det. Altså de der vejrekstremer, vi har haft de senere år. Så ekstreme udsving har vi ikke haft førhen.”

Hun kommer med et eksempel på, at hendes rabarber kun har haft en kort sæson i 2018, og at hun faktisk aldrig før har oplevet, at de er begyndt at hænge, fordi der var tørke.

”Jeg bliver nødt til at tilpasse mine afgrøder efter det og så blive ved med at have det diverse landbrug med græs og kløver samt kvælstof- og CO₂-bindende afgrøder. Og derudover har jeg kun sommerkuld. Det vil sige, at grisene er født om foråret og slagtet om efteråret, fordi så sparer vi noget på miljøet ved ikke at fodre smågrise eller slagtesvin om vinteren. Da kan de nemlig æde cirka dobbelt så meget pr. kilo kød. Så da er det vigtigt, at det bare er forældredyrene, der går rundt, for de kan næsten leve af grønt alene hen over vinteren,” siger hun.

Derudover mener Birgit, at man kan tænke mere over, hvor meget man bruger maskiner. Eksempelvis antal gange, man kører over en mark for at rense for støtteplanter alias ukrudt. Det vil sige nogle færre jordbehandlingsomgange. Hun mener dog, at det skal vægtes imod, hvor meget mindre man får ud af det, når man så høster afgrøderne. For så skal der måske dyrkes noget et andet sted. Det er hele tiden en afbalancering.

Louise Hansen og Anders Hedegaard er økologer på Vester Hedegaard, hvor Anders er syvende generation. Deres økologiske tilgang betyder, at ingen pesticider eller gødning er tilført, og at det eneste, der bliver fjernet fra marken, er kornkernerne. Fordi plantematerialer får lov til at blive i jorden, opbygges næring og organisk materiale i form af kulstof, hvilket betyder mindre CO₂ i atmosfæren, at jorden er mere frugtbar, og at der er mere plads til dyre- og plantelivet. Gårdens marker er små og omkranset af grønne læbælter, og markdriften foregår med forholdsvis små maskiner. Senest er der gjort forsøg med pløjefri dyrkning. Denne dyrkningsform betyder, at jorden forbedres, og fremmer opbygning af organisk materiale, fordi man ikke roder rundt i den og presser jorden sammen med store maskiner, så mikrolivet forstyrres. Der er hårdt brug for økologisk og pløjefri dyrkning, for ifølge FN er der på verdensplan kun 60 år tilbage med frugtbar muldjord til at dyrke mad på, hvis ødelæggelsen af jorden fortsætter med den nuværende hastighed.

Læs mere om pløjefri og økologisk dyrkning under temaet “Frugtbar jord“.

Kulturarv baner vej for forsøg med økologisk, pløjefri dyrkning

Samtidig med at de dyrker økologisk, eksperimenterer Anders og Louise med at dyrke pløjefrit, hvilket er en metode med både potentiale og udfordringer.

“Det kan være svært under vores produktionsforhold, fordi det gør, at ukrudtstrykket bliver højere, og kornet får sværere ved at tage over. Vi har prøvet at køre klid – som er rester af de kornkerner, vi har fjernet – tilbage på marken, og vi har kløvergræs i bunden af marken til at lagre og holde på kvælstoffet, der er næring til planterne. Derudover arbejder vi med de gamle kornsorter. De bliver høje, og det hjælper, så vi undgår ukrudt uden at sprøjte. Højt korn lukker af for lyset og begrænser dermed ukrudtsvæksten. Samtidig er de gamle sorter forholdsvis nøjsomme, men giver til gengæld en meget høj bagekvalitet og god smag,” siger Louise. Hun forklarer, at det kan fungere på nogle arealer, men langt fra på alle. Deres erfaring er, at det er et begrænset areal, hvorpå denne metode er mulig.

Louise peger på, at de løbende kan se forbedringer i deres høst:

“Vi har tre år i træk under omskiftelige vejrforhold hvert år haft ny rekord i protein i kornet. Nu har vi brugt nogle år på at nedmulde rigtig meget kulstof, og jeg tror på, at det har en effekt, som man ikke ser fra det ene år til det andet, men det kommer stille og roligt.”

Brug af stenkværn giver høj næring i melet

Anders og Louise dyrker cirka femten sorter, der omsættes til gårdens østrigske stenkværn, og dyrker derudover en del flere sorter til demonstration i deres kornkøkkenhave og til opformering af nye, spændende kornsorter.

“Vi formaler kornet på stenkværnen for at få alle de gode sager med. Vi får således kimen og skaldelene med i melet. Her sidder størstedelen af næringsstofferne og de gode kostfibre. Vi kører det igennem flere gange for at male melet fint nok, til at man kan bage med det 100 procent uden at tilsætte finere industrimel. Det handler om, at jo finere melet males, jo lettere er det at få luft i dejen. Vi kan følge processen, helt fra kernen kommer i jorden og til færdigbagt brød. Det, synes jeg simpelthen, er fedt.”

Louise fortæller, at de har udviklet en særlig årgangsmel for at mindske madspild. Den består af forskellige sorter af korn, der er blevet blandet sammen i mejetærskeren, når man skifter mellem sorter under høstarbejdet. Mellem 400 og 500 kilo blandingskorn bliver således udnyttet til mel og går ikke til spilde.

Solceller og plads til skov og natur

Ud over at eksperimentere med pløjefri dyrkning har gården solceller installeret på taget for at have bæredygtig strømforsyning til mølleriet, korntørringen, gårdens lille savværk og husholdningen.

“Vi har regnet lidt på det, og vi oplagrer cirka ti gange så megen energi, som vi forbruger, blandt andet fordi vi får strømmen fra solceller på taget. Derudover ligger 20 ud af vores 60 hektarer på gården i skov, både for at lagre kulstof og for at skabe levesteder for dyrene. Og så har vi ti hektar sammenlagt, som er eng og mose, og 3,5 hektar, som er aroniabærplantage,” siger Louise, og Anders fortsætter:

“Det er kun halvdelen af skovens årlige tilvækst, som vi tager ud til brænde og træ til opskæring. Så en del af skoven får mere eller mindre lov til at udvikle sig på naturens præmisser.”

Små marker – mere natur

Ifølge parret er det ikke nødvendigvis mere miljøvenligt at være et lille, frem for et stort landbrug. Men Louise forklarer, at der er en tendens til, at de små brug i højere grad har bevaret naturens åndehuller i form af læbælter. Mange store landbrug har jævnet disse levende hegn med jorden for at få større marker.

“Små marker med læbælter er det bedste, og det ser vi jo typisk ved små landbrug. Men der er små landbrug, som sprøjter lige så meget, som store gør. Så selv om jeg er meget stor fortaler for de små landbrug, er det ikke kun det, at det er småt, der gør det miljøvenligt. Man skal tænke over alt muligt. Hvor får man sin strøm fra? Hvor meget CO₂ udleder man? Hvor meget CO₂ opsamler man? Hvordan kompenserer man for udledningen? Det er ikke kun et spørgsmål om størrelse,’’ siger Louise. Hun mener dog, at der er behov for, at politikerne støtter op om de små landbrug.

“Gør det nemmere at være småbonde, og gør det lettere at etablere sig som ung landmand, som gerne vil noget andet end storbrug,” anbefaler Louise. I Europa er en tredjedel af alle små landbrug nedlagt mellem 2003 og 2013, og det er fortsat den tendens, vi ser. Også i Danmark. Hovedparten af landbrugerne er over 60 år, men der er også sket en opbremsning i antallet af unge, der tager over. Mellem 2005 og 2013 faldt antallet af unge landbrugere med cirka en tredjedel.

Egentlig vil Louise og Anders helst klare sig uden landbrugsstøtte. Louise forklarer, at som den er nu, støtter den først og fremmest de store landbrug og belønner ikke specielt klima- og miljøvenlig drift. I dag modtager 20 procent af landbrugene i EU 80 procent af landbrugsstøtten. Og tre procent af gårdejerne ejer over halvdelen af EU’s landbrugsland.

“Vi kunne godt tænke os, at landbrugsstøtten blev omlagt, så den blev grønnere. Så i stedet for fast hektarstøtte bør den fordeles sådan, at det ikke er en økonomisk fordel at være et kæmpe industribrug, og sådan, at man også i højere grad belønner grønne tiltag i stedet for bare at fordele grundbeløbet ud fra hektar,” påpeger Louise.

Små og miljøvenlige landbrug bremses af økonomisk struktur

Louise peger på, at de har været heldigere end mange, fordi de har fået muligheden for først at drive slægtsgården og på sigt overtage ejerskabet, når omsætningen kan bære et ejerskifte. Ydermere har det ikke været nødvendigt at låne penge til investeringer i gården.

“Vi har et rigtig godt fundament, fordi vi ikke har været nødt til at låne penge til mølleri osv. Vi har ikke – ligesom mange andre landbrugere – en gigantisk gæld, som vi skal betale tilbage på til at begynde med. Det er ikke banken, der bestemmer, hvad vi skal og ikke skal, og det er en kæmpe fordel,” siger Louise.

Ikke desto mindre er der også mange andre udfordringer for en lille producent på et stort marked, hvor de konventionelle metoder stadig er normen. Louise fortæller: ‘’Strukturen er udformet efter, at man skal være så stor og effektiv som mulig. Der er regler for alt. Om det så er regler for dørsalg eller størrelsen på EU-mærket på bagsiden af posen. Det kan godt være op ad bakke at lave småbrug på et marked, som er designet til de store, tunge drenge.’’

Louise peger på, at deres mel er meget dyrere at producere end det konventionelle. Det kan nogle steder være en udfordring at få det afsat i supermarkederne til den pris, de ønsker, fordi forbrugerne typisk vil vælge de billigere produkter.  

“Vi er hele tiden nødt til at tænke på, hvordan vi kan optimere uden at gå på kompromis med de værdier, vi har for klimaet. Det skal være småt og af god kvalitet, og det skal være fra jord til bord. Det er rigeligt arbejde til to, men vi skal jo selvfølgelig have omsætningen til at følge med. Det er nok den største udfordring lige nu sammen med udbyttet på markerne, der bliver forholdsvis lavt på grund af de sorter, vi bruger, og den måde, vi dyrker på,” siger Louise, der peger på, at de ved at sælge direkte til kunden lettere kan få folk til at betale en bedre pris for varen.

“Vi sælger mel i syv lokale butikker – det vil sige Superbrugser, MENYer og et par købmænd. Vi sælger blot bedre og tjener mere ved direkte salg til kunderne. Da de lokale supermarkeder ikke er så gode til at sælge vores produkter, som vi selv er, foregår hovedparten af vores omsætning via direkte salg til kunderne,” siger Louise, og hun forklarer, at det er vigtigt at kommunikere produkternes historie og kvalitet for at skabe incitament for folk til at betale en smule ekstra i forhold masseproducerede, konventionelle produkter.

Direkte afsætning og klimakamp med potentiale i byerne

“Vi sælger primært via økologiske, lokale fødevaremarkeder og noget, der hedder “Det lokale marked”, som er en internetportal, hvor folk kan bestille lokale varer og komme og hente varerne selv,” siger Louise, der står for parrets hjemmeside og kommende webshop. 

“Det lokale marked” udspringer af det, der tidligere hed “Madsamling”, der lavede en platform for markeder, der samlede lokale fødevarer på et sted,” siger hun. Louise og Anders synes, at det bliver for dyrt i længden med de mange markeder og lignende, som vil have en procentdel af omsætningen, for at de må være der og sælge deres varer. Det betyder, at de faktisk takker nej til en del markeder. Men de har valgt at blive ved med at støtte Det Lokale Marked, fordi de stadig tror på konceptet, selv om de synes, at det er lidt trægt at starte op. Louise mener dog stadig, at potentialet er i byerne, og peger på, at hovedparten af gårdens Facebook-følgere er i de større byer.

“Vi skal bredere ud. Klimavenlighed og økologi begynder i storbyerne, herude på landet går det lidt langsommere,’’ siger hun og forklarer, at forbrugerne skal være villige til at betale mere for mad, fordi det koster mere at passe på miljøet. Klimaforandringerne er allerede mærkbare. Louise peger på en tendens til meget lange perioder med ensartet vejr på grund af klimaforandringer. Lidt ligesom i andre lande, hvor man har regntid og tørtid. Vejret er samtidig mere uforudsigeligt.

 “Vi oplevede et ekstremt vådt år i 2017, og det var ekstremt tørt i 2018. Du kan samtidig ikke vide – når du sår vintersæden i september eller vårsæden optimalt set i begyndelsen af april – hvilket vejr det bliver i årets løb. I 2018 oplevede vi jo den her helt vanvittige tørke, og den påvirkede selvfølgelig også os, selv om nogle af vores sorter virkede ret modstandsdygtige i forhold til forventningen. Vi fik super god kvalitet, men 40 procent mindre, end vi ville få på en normal høst,” siger Louise. De jorde, der er for dårlige til korndyrkning, har i stedet været oplagte til at plante skov eller aroniabærplanter på.

Essentielt med samarbejde og godt netværk

Louise fortæller, at arbejdsdelingen på gården er ligeligt fordelt mellem hende og Anders, og at nøglen til at få hverdagen til at hænge sammen ligger i måden, de komplementerer hinanden på.

“Jeg er nok den teknisk mest avancerede af os. Jeg har handelsskolebaggrund og har arbejdet 13 år i telebranchen, før jeg kom hertil. Men ting som idéudvikling, salg, historie, bagning og produktudvikling er vi 100 procent fælles om. I det fysiske arbejde er der noget, jeg ikke er i stand til, og det er så Anders’ opgaver. Det skifter altså lidt, hvem der er i medhjælperrollen. Her hos os er fællesskab nøgleordet,’’ siger Louise. 

Hun peger på, at årsagen til, at vi oplever, at der er flere mænd, der arbejder med landbrug, kan være, at der er tradition for, at landbrugene går fra far til søn, og at kvinderne ofte mere har været medhjælpende i marken og ellers stået for det huslige. Anders forklarer:

“Min oldemor var mejersker og drev et lille gårdmejeri, og min farmor fodrede på karle, piger og børn og stod sådan set for hele husholdningen. Farmor boede i køkkenet, da jeg var knægt. Derfor kan man som sådan sige, at kvinderne altid har været vigtige i landbruget.” 

Sammen deltager parret i diverse netværksarrangementer for at møde andre landbrugere og udforske deres interesse i bæredygtig produktudvikling. Blandt andet deltager de på Nordisk Kornseminar og Europæisk Kornfestival. De fortæller, at der er gode muligheder for lære kollegers kompetencer og erfaringer inden for afsætning af produkter, udvikling af nye kornsorter m.m. På den måde kan de få gode ideer og sparring til udvikling af deres eget landbrug. Det er også noget, de bruger meget i deres lokale netværk, fortæller Louise.

“Vi har nicheproducenter i lokalområdet, som vi samarbejder med, og så støtter vi hinanden ved at erfaringsudveksle. Vi prøver at se, hvordan vi kan lave fælles måder at distribuere varerne på. Det er hele tiden i fælles udvikling. Uden dette samarbejde kunne vi heller ikke gøre det, vi gør,” siger Louise.

 Anders istemmer, at lokalt samarbejde og netværk er fundamentalt for deres liv med landbrug. “Livet på landet behøver ikke at være en ensom tilværelse, hvor man går rundt i sine egne gummistøvlefodspor og aldrig ser et øje. Tværtimod kan man have mindst lige så mange møder og samarbejder, som der ville være i et hvilket som helst andet job i en større virksomhed.”

• 

•