”Det at dyrke, i forhold til hvad jorden kan bære, og i forhold til at vi får mest muligt ud af jorden uden at udpine den. Det må være det grundlæggende. Og uden at forurene den med alt muligt miljøfremmed,” siger Birgit Bak, der i cirka 25 år har haft det økologiske landbrug, Refshøjgård, 25 km fra Aarhus, med sin mand Erik.
Birgit har fra begyndelsen valgt økologiens vej, fordi hun vægter dyrevelfærd og biologisk mangfoldighed. Hun arbejder derfor med, at deres lille, diverse landbrug udgør en oase, som er med til at beskytte og øge biodiversiteten i agerlandet helt ned til mikroberne i jorden og op til insekter, fugle og pattedyr, samt i forhold til at beskytte vandløbenes liv. Hun peger på, at hendes landbrugsmetoder genopbygger jordens frugtbarhed, ved at hun har mange markskifter, hvor jorden får lov til at hvile lidt, og man flytter rundt på dyrene. Dermed bevares og opbygges kulstof i jorden, så den holdes frugtbar og passer på klimaet. Dette kaldes regenerativt landbrug.
”Vi har kun cirka en femtedel belastning af dyr på vores marker, i forhold til det vi må have. For jeg synes, at det er helt skruet op, alle de dyr vi må have gående lovligt også i den økologiske produktion,” siger hun.
Hun pointerer, at et bæredygtigt landbrug og en sund kost indebærer meget færre husdyr, og at de husdyr, der er, skal indgå som en del af løsningen, samtidig med at de får en ordentlig opvækst:
”Grisene er gode til at hjælpe med at vende jorden og holde rent. Kvæget er rigtig gode til at holde frugtbarheden i jorden, der hvor de græsser, hvis man får dem til at afgræsse på de rigtige tidspunkter, og de ikke får lov til at græsse det hele ned. Man flytter lidt rundt på dem, og så kan man også bruge jorden til korn eller andre afgrøder med nogle års mellemrum,” forklarer hun.
Birgit interesserer sig særligt for biologisk mangfoldighed inden for landbrugsdyr og har som frontløber i Danmark også siddet i Statens Genressourceudvalg. Vi har en lille population af forskellige, gamle racer, som er interessante at bevare for eftertiden. Det samme gælder inden for hele planteområdet. ”Da jeg startede med sortbrogede grise, da var de jo næsten udryddet,” siger Birgit.
Mindre og bedre kød for en sundere krop, sindet og Jorden
Birgit mener, at et af de største problemer ved det konventionelle landbrug er den enorme husdyrproduktion.
”Det er noget forbandet svineri, at vi har så mange husdyr i så lille et land her. Vi eksporterer vores flæskestege over på den anden side af Jorden og importerer sojaen den modsatte vej. Det synes jeg er helt absurd. Og der er jo ikke nogen, der har brug for så meget flæsk,” siger hun.
Hun peger på, at mange spiser for meget kød:
”Så har de ondt i leddene og bindevævet, de har rigtig mange problemer med hjertekarsygdomme og sådan noget. Jeg siger ikke generelt, at man ikke skal spise kød, men man skal moderere sig og sørge for at vide, hvad det er, man putter i munden,” siger Birgit og fortæller, at det er i fedtet fra svinene, at alt skidtet sidder.
”Man skal i hvert fald ikke spise konventionelt svinekød, og man skal stadigvæk spise meget mindre end det, vi spiser i dag,” siger hun og forklarer, hvorfor der er flere usunde, mættede fedtsyrer i det konventionelle kød:
”Du får flere umættede fedtsyrer, jo mere planteføde grisene får. Altså ubearbejdet planteføde. Du får det mættede, hvis de får korn, og hvis de får meget sojaprotein eller andre proteinkilder. De skal have noget protein, for ellers kan de ikke vokse. Men stadigvæk, så skal man ikke spise for meget af det. Det er min helt klare holdning.”
Birgit forklarer, at hendes tanker om, hvordan maden dyrkes og spises, hænger godt sammen med naturmedicin. Inden for naturmedicin handler det meget om at finde årsager frem for at symptombehandle. Hun siger dog, at man kan blive nødt til for eksempel at behandle via urter, hvis folk kommer og har smerter.
”Vi har aldrig haft så mange mennesker med psykiske diagnoser, som vi har i dag. Og du kan føre det hele tilbage til kosten. Man kalder faktisk maven for den anden hjerne. Og det har noget at gøre med, hvad du spiser. For dine bakterier udvikler du i forhold til, hvad det er, der kommer ned gennem maven. Nogle bakterier får du for mange af, hvis du spiser for meget af noget bestemt, for eksempel sukker. Alt hvad der er raffineret. Jo mere rå tingene er, jo bedre har man af det. På nær lige råt kød,” siger hun med et smil.
”Når jeg taler med folk, kan de godt se, at det er da ulogisk for eksempel at spise mad, der er sprøjtet med gift, fordi gift er et kropsfremmed stof, og det, der sker med din krop, det er, at den reagerer på alle tangenter. Og hvis du så bliver ved med at putte gift i den, så bliver den ved med at finde mærkelige steder rundt i kroppen og lagre det op, og til sidst kan kroppen ikke opsummere mere gift og slippe af med det, fordi du bliver ved med at proppe det ind. Og det er egentlig så enkelt. Der er ikke noget hokuspokus i det.”
Birgit har selv lært sig, hvad det vil sige at drive økologisk landbrug. Hun synes, det er problematisk, at økologi og bæredygtighed overvejende anses som sidefag på landbrugsskolerne. Det må ifølge Birgit være det naturlige, landbrugere og landbrugselever skal lære.
”De kommer godt nok på sprøjtekurser, men der lærer de, at de skal overholde reglerne. Det handler da om, at de skal lære, at når du putter det der på marken, så har det nogle konsekvenser,” siger hun og fortsætter:
”De skal lære noget om selve planterne også. De skal lære, at hvis du har en plante, der vokser meget hurtigt ‒ for eksempel hvis du har selekteret kornene til at have en meget stor kerne ‒ så har du selekteret så meget for vækst, at du har selekteret nogle grundlæggende, gavnlige fytonæringsstoffer ud. Det er da vigtigt. Det, jeg siger, er noget, jeg har lært, fordi det interesserer mig. Men det burde da være grundlæggende, at man lærer det naturlige.”
Markedet afspejler ikke omkostninger for miljøet
Birgit peger på, at hun sælger lokalt, fordi man ikke kan tjene nok ved at afsætte til supermarkederne:
”Jeg tror, det største problem i Danmark med supermarkedskæderne er, at vi kun har to store, der ligger i konkurrence med hinanden. De snakker meget om, at de vil sælge lokale fødevarer. Men det, supermarkederne sælger det til ‒ når de også importerer og sådan noget ‒ kan jeg jo ikke engang producere det til, hvis jeg skal have en ansat, jeg ikke skal underbetale, eller have flere ansatte,” siger Birgit, der derfor bevidst har fravalgt at dyrke grøntsager, fordi de priser, som forbrugerne vil købe for, ikke afspejler, at en bæredygtig produktion især af grøntsager er mere arbejdskrævende end en konventionel.
”Det virker absurd på mig, at man importerer fra Spanien ‒ og det er ligegyldigt, om det er konventionelt eller økologisk ‒ i store mængder. Det konkurrerer med vores eget. Og det er ikke, fordi jeg er nationalistisk. Det er først og fremmest miljømæssigt, jeg tænker, at det er absurd.”
Det er ifølge Birgit nemmere at afsætte frugt, da det er lidt dyrere i supermarkederne, mens man med hensyn til grøntsager især skal være stor og specialiseret i at lave gulerødder eller salater eller et eller andet, for at man kan følge de priser, som supermarkederne vil sælge det til. ”I Danmark har vi jo desværre også på nogen måder en økologi, der er baseret på stordrift. Og da kan det godt være svært at komme ind og afsætte, medmindre man vil afsætte direkte til forbrugeren. Fordi det hele tiden er mængde, det handler om. Det synes jeg egentlig er et problem,” siger hun. Hun mener, at de små diverse brug kommer med løsninger, også fordi de kan omstille sig. De kan nemmere have dyrene med i omdrift, uden det bliver en overbelastning af dyr, så det primært bliver at dyrke foder til dyrene. Birgit peger på, at dyr skal være en del af hjælpen til at få et godt landbrug, og samtidig kan de så have en ordentlig opvækst også.
”Jeg ved godt, at man siger, at økologi ikke altid er klimavenlig, men det, der kan gøre økologien klimavenlig, er de diverse brug, hvor man har sædskifte. Hvor det hele ikke handler om at dyrke korn til dyr. Nu sidder jeg og siger, at jeg ikke orker at dyrke grøntsager. Men der vil være nogen, der vil være super gode til det. Vi skal have nogle flere af den slags brug, i stedet for at vi skal importere fra Spanien eller andre lande,” siger Birgit.
De små gårde, der ikke har store dyrefabrikker, men færre dyr, har dog også svært ved at afsætte til supermarkederne. Birgit og hendes mands landbrug er 26 hektar, hvilket er lille i dagens Danmark.
”Nu er jeg ikke mælkebonde. Men den lille mælkebonde har også svært ved at afsætte sin mælk til mejerierne. Medmindre det er de små mejerier, som der dog er begyndt at komme nogen af. Det er simpelthen et spørgsmål om, at der er for lidt til, at det kan betale sig. Mine varer koster mere, fordi de er ”håndlavede”, det vil sige, jeg lægger nogle flere manuelle timer i noget af det. Og så har jeg ikke mængden,” forklarer hun og henviser til forskellen på, hvor meget man kan producere pr. time pr. hektar, og at de små, regenerative landbrug er oppe imod nogen, der producerer med store maskiner. Hun peger på, at de store landbrug med store maskiner også har deres pris. Løsningen må være, at priserne skal afspejle miljøpåvirkningen:
”Man kan jo lægge nogle afgifter på det, der forurener. Det var da en begyndelse. Så det kan mærkes. Det kan jo ikke passe, at det, der forurener mest, er det, der er billigst, når du kommer til køledisken. Det er ulogisk. Fordi det er de handelsaftaler, der er. At man fragter noget langt fra, i stedet for at sørge for at det kan betale sig for forbrugeren rent faktisk at spise det, der ikke skal fragtes ret langt,” fastslår hun og uddyber:
”Jeg synes, det ideelle vil være, at vi laver mad til vores nærområder, altså til vores eget land og til landene omkring os, og så lave lidt udveksling. Vi skal jo ikke fratage hinanden alt, hvad der er rart og dejligt. Jeg ville ønske, at folk rent faktisk ville betale prisen for miljøvenlige, sunde fødevarer. Det er der bare ikke mange, der vil,” siger hun og peger på, at supermarkederne også handler i forhold til forbrugernes efterspørgsel.
”Selv den økologiske forbruger kan ikke gennemskue, om noget er udenlandsk eller dansk. Og de kigger meget på prisen. Familier kigger også meget på, at de kan få det hele et sted.”
Lokale markeder har brug for organisering i byerne
”Forbrugere og borgerne kan støtte op om os ved at handle med os. Hovedparten af den danske befolkning – om de er studerende eller hvad – har råd til at leve 100 procent økologisk. Er der nogen, jeg faktisk sælger meget til, så er det studerende. De forstår bare, hvordan de kan holde balance i tingene. Så selvfølgelig kan det lade sig gøre,” siger Birgit, men konstaterer, at gårdbutikkerne ikke når godt nok ud til folk:
”Jeg har prøvet at have rigtig mange forskellige købmandsvarer i min gårdbutik, men der er for lidt omsætning i det forstået på den måde, at det går for langsomt, så man må kassere for meget,” forklarer hun. Hovedparten af hendes kunder er fra byområder, så at sælge lokalt er også relativt.
“Folk kommer typisk fra udkanten af Aarhus og bestiller i forvejen eller kommer forbi. Så det er ikke helt lokalt, men heller ikke internationalt,” siger hun. Hun peger på et potentiale i at have nogle steder, hvor vi samler varerne:
”Det er der jo allerede forskellige ideer oppe omkring. Men vi skal have massiv opbakning fra borgerne, før vi kan gøre ret meget mere end det, der bliver gjort i dag. Det drejer sig også om åbningstider. Det er ikke nok kun at have åbent fredag og lørdag. Jeg skal ikke snakke, for jeg har også som regel kun åbent fredag og lørdag, og når folk ringer, hvis de skal bruge noget. Men vi skal også tænke over, at vi har varen i udbud, når forbrugeren rent faktisk har brug for det.”
Det kræver efter Birgits mening noget mere overordnet styring at få den slags løsninger op at køre, så vi ikke farer rundt som lemminger.
Fælles ejerskab kan fremme regenerative landbrug
Der er flere ting, som man ifølge Birgit gør manuelt i de små landbrug, men hun mener godt, at man kan skalere tankerne op – eller udbrede dem i større omfang ‒ og så stadigvæk gøre det mere bæredygtigt end de nuværende store, konventionelle landbrug. Det kan man gøre ved, at nye, der begynder selv, går flere sammen og opkøber landbrugsarealer, og ved, at man deles om maskiner i det omfang, det er nødvendigt.
”I vores størrelse landbrug har vi nok mere manuelt arbejde. Men ellers så kan man jo, hvis man er mange små, have nogen maskinfællesskaber og sådan noget. Vi har da en gang haft en mejetærsker. Det har vi ikke mere. I stedet har vi en, der høster for os. Og det er da langt det nemmeste, billigste og mest bæredygtige.”
De små landbrug er ifølge Birgit mere bæredygtige end de store monokulturlandbrug, fordi de er meget mere omstillingsparate, og de kan udnytte de potentialer, jorden har, uden at udpine.
”Fordi vi har muligheder for at lave nogle ændringer og rotationer rundt omkring på markerne og også tilpasse os den efterspørgsel, der er. Det kan du ikke, hvis du har et stort svinebrug, hvor du mange hektar med korn, fordi du skal have foder til dine grise. Det kan du ikke bare lige lave om på, vel?”
Det er dog ifølge Birgit ikke nemt for unge, der gerne vil i gang med landbrug, at starte op på egen hånd:
”Jeg tror ikke, at du som ung landmand ‒ og slet ikke, hvis du vil den vej, jeg snakker om – kan gå ned og låne på dit blanke. Hvis du skal overtage – det kan man jo se med de store bedrifter – så har de jo ofte skift fra far til søn og sådan noget, altså generationsskifte. Da kan de godt af en eller anden grund låne en masse penge i jorden og murstenene og sådan noget. Men jeg tror, det bliver svært at låne til 25 hektar, hvis du ikke har noget i forvejen,” siger Birgit, der peger på, at mange af landbrugene er blevet store og meget dyre, og at bygningerne ‒ det vil sige de små gårde ‒ også ofte er væk, fordi man har satset på store landbrug, der har overtaget arealerne. Hun kan derfor godt forstå, at mange unge begynder at gå sammen om at opkøbe jorden som andelslandbrug.
”Der er desværre en masse svinebrug her i området stadigvæk, og det betyder, at priserne bliver holdt oppe, fordi de har brug for areal til at putte deres gylle ud på. Og det gør det sværere at købe som ung, nyuddannet landmand,” siger hun og forklarer, at det tit er nogen, der ringer fra den økologiske landbrugsskole, som fortæller, at de har svært ved at finde praktikplads og også spekulerer rigtig meget over, hvordan de selv skal kunne få jord under neglene. Birgit peger på, at opbakning via en jordbrugsfond kan være med til at hjælpe de unge til at komme i gang. Hun synes, at de skal råbe offentligheden op og gøre opmærksom på, at de er her.
Mange kvinder vil være økologer
Birgit mener, at det, at der er flere mænd end kvinder i landbruget, kan hænge sammen med, at det på mange måder før i tiden har været meget hårdt fysisk, hvor man i dag dog har nogle maskiner.
”Det er jo kultur, for du har jo også foreninger af kvinder – altså landbokvinder. Og de fastholder sig selv i den der moderrolle, at de er den medhjælpende hustru, som sørger for, at der er mad på bordet til karlen og til far. Det er også derude, der blev lavet nogle husmoderforeninger og sådan noget. Så der er meget kulturelt i det. Nu lyder det måske nedværdigende, men det har jo haft sin tid. Det har måske stadig sin tid, for det eksisterer jo stadigvæk,” siger hun.
”Jeg tror, at det er fordi, man ikke griber det, og så selvfølgelig kunne man godt forestille sig, at det måske har været sværere at låne i banken som kvinde end som mand. Især hvis du måske oven i købet kom som selvstændig kvinde uden mand. Det tror jeg. Men det er jo kun en gisning,” forklarer Birgit. Hun mener, at kvinder kan bidrage til landbruget ved at gøre nogle andre observationer end mænd og derved oparbejde erfaringer, som mændene kan tage ved lære af, ligesom kvinderne også kan lære af deres mandlige kolleger.
”Da vi flyttede herop, var det mig, der sagde økologi. Mange kvinder er nok mere følelsesmennesker. Jo mere, vi bliver økologiske og miljø- og naturbevidste, des flere kvinder tror jeg også, der kommer ind. Det kan jeg også se, når jeg får henvendelser. Mange, jeg taler med fra den økologiske landbrugsskole, er piger.”
Birgit mener stadig, at det er op ad bakke med at få flere kvindelige landbrugere, fordi økologien stadig har udfordringer. Men hun mener, at kvinder kan få bedre muligheder, ved at der bliver samarbejdet mere.
”Jeg tænker på det der med at lave jordbrug på en anden måde. Altså via jordbrugsfonde, og at man er flere om det og og sådan noget. Ved at oprette nogle kollektive landbrug kan man bedre etablere økologiske landbrug og dermed bedre kunne udnytte pigernes potentiale,” siger hun.
Klimaforandringerne skal takles nu
Behovet for, at vi tager kampen op mod klimaforandringerne, kan Birgit allerede mærke nu:
”Sidste år – det vil sige i 2018 – var jeg ved at blive vanvittig af den tørke. Det var så forfærdeligt. Og det kunne vi mærke allerede her i foråret igen. Og ellers har vi jo haft endeløse år med masser af vand,” siger hun og fortsætter:
”Der er ikke noget, der er, som da mormor var barn. Det er der sgu ikke. Jeg synes, at man kan mærke det. Altså de der vejrekstremer, vi har haft de senere år. Så ekstreme udsving har vi ikke haft førhen.”
Hun kommer med et eksempel på, at hendes rabarber kun har haft en kort sæson i 2018, og at hun faktisk aldrig før har oplevet, at de er begyndt at hænge, fordi der var tørke.
”Jeg bliver nødt til at tilpasse mine afgrøder efter det og så blive ved med at have det diverse landbrug med græs og kløver samt kvælstof- og CO2-bindende afgrøder. Og derudover har jeg kun sommerkuld. Det vil sige, at grisene er født om foråret og slagtet om efteråret, fordi så sparer vi noget på miljøet ved ikke at fodre smågrise eller slagtesvin om vinteren. Da kan de nemlig æde cirka dobbelt så meget pr. kilo kød. Så da er det vigtigt, at det bare er forældredyrene, der går rundt, for de kan næsten leve af grønt alene hen over vinteren,” siger hun.
Derudover mener Birgit, at man kan tænke mere over, hvor meget man bruger maskiner. Eksempelvis antal gange, man kører over en mark for at rense for støtteplanter alias ukrudt. Det vil sige nogle færre jordbehandlingsomgange. Hun mener dog, at det skal vægtes imod, hvor meget mindre man får ud af det, når man så høster afgrøderne. For så skal der måske dyrkes noget et andet sted. Det er hele tiden en afbalancering.
