Tusindvis af mennesker, der bor ved den sydlige ende af Bui Nationalpark i Ghana, har mistet deres land og adgang til at fiske i floden Sorte Volta, fordi Ghanas regering og et kinesisk firma har bygget et stort vandkraftværk, der påvirker livet og naturen i området. Løfterne om jobs og kompensation, der er blevet givet til lokalsamfundene, er ikke blevet overholdt. Det betyder, at de lokale ikke er i stand til at opretholde deres levevis. Især piger er blevet påvirket, i og med at antallet af teenagegraviditeter er øget, fordi udefrakommende arbejdere har udnyttet dem
I den sydlige ende af Bui Nationalpark i Ghana har det kinesiske firma Sinohydro og den ghanesiske regering bygget et kæmpestort vandkraftværk. Siden projektet indledtes i 2007 har det haft negative konsekvenser for lokalsamfundene.
Ifølge Environmental Justice Atlas er “så mange som 2600 mennesker forflyttet og de har tabt fiskeområder, hjem og jord, og oplever farerne ved udbrud af sneglefeber, som det nye vandkraftværk har medført. Nogle fiskesamfund er blevet forflyttet mange kilomester væk fra fiskeområderne, mens andre er bekymrede over, at deres nye jord er af dårlig dyrkningskvalitet.”
Løfter ikke overholdt
Konstruktionen af vandkraftværket er fundet sted især omkring landbyerne Bui og Jama. Begge steder har folk traditionelt fisket og dyrket jorden, og fået gavn af Sorte Volta og frugtbar jord langs floden, indtil vandkraftværket resulterede i en stor forud for værket og reducerede mængden a vand længere nede af floden.
Bui Power Authority (BPA) organiserede forskellige møder med landsbyerne for at tale om projektet og forklarede dem, at de ville blive forflyttet, få kompensation og blive tilbudt jobs. Men BPA holdt ikke løfterne. Derudover blev kvinderne ekskluderet fra beslutningstagningsprocessen, hvilket Asseyoto fra Dugushna forklarer:
”Før vi kom hertil tog BPA til vores landsby og mødtes med mændene. Men vi, kvinderne, havde intet at skulle have sagt. Så uanset hvad de besluttede med BPA, det er hvad de blev enige med mændene om. De lavede så mange løfter til vores mænd om at de ville give dem jobs og de kunne arbejde ovre på vandkraftværket. Men da de byggede vandkraftværket var det ikke sådan.”
Vandkræftværket medførte oversvømmelse af 20 procent af nationalparken og påvirkede et stort antal vilde dyr og planter. Og det er farligt at opholde sig tæt på vandkraftværket. Asseyto forklarer, hvordan det har påvirket de lokale :
“Nu fisker vi ikke i søen, da det er forbudt. De tillader os ikke at tage derhen. Og på grund af søen er vandet i floden mindsket. Ingen fisk tager derhen. Så nu er problemet, at de lavede løfter, de ikke holdt, så vi lider under det.”

Tab af jobs, mangel på jord og ufrugtbar jord
Selv hvis nogen stadig ville prøve at fiske trods restriktionerne, er nogle af landsbyerne blevet forflyttet så langt væk fra søen, at fiskerne ikke kan praktisere deres profession. Kpakpa Felicia fra Akanyakrom forklarer:
“De unge fiskere vil ikke tage hen og fiske på grund af afstanden. Hvis de vil tage til søen, skal de købe et køretøj, fordi søen er cirka fem kilometer væk. Og det nærmeste sted at fiske er i nærheden af vandkraftværket. Det sted er meget risikabelt, fordi folkene på vandkraftværket kan åbne for sluserne, så der pludselig vil komme en masse vand, der kan dræbe én. Så det er meget farligt for de unge at fiske der.”
Mange, der traditionelt var fiskere og fiskehandlere, har mistet deres arbejde og er blevet tvunget til at skifte profession og blive jordbrugere. Kpakpa Felicia fortæller:
“Fiskere er ikke gode til at dyrke jorden. Deres profession er at være fiskere. De, der er bønder, har erfaring med landbrug. Men nu er fiskerne tvunget til at dyrke jorden. De mangler viden om landbrugspraksisser og for eksempel om regnmønstre. Det gør dem ikke i stand til at få en god høst. Så det har gjort dem fattigere end tidligere.”
Kpakpa Felicia forklarer, at kvinderne traditionelt var fiskehandlere:
“Når fiskerne havde fanget fiskene, ville vi købe, ryge og sælge dem.VI fik en masse penge fra disse aktiviteter til at støtte vores børns uddannelse. Fordi vores mænd ikke kan fiske, kan vi ikke få penge. Det er derfor, nogle af os er tvunget til at dyrke jorden. Vi gør vores bedste, men det er ikke, hvad vi er vant til.”
Derudover er den jord, de har fået i kompensation, mindre end den, de var nødt til at forlade. Det betyder, at de mangler agerjord, hvilket har gjort det svært at lægge jorden brak og dermed bevare jordens frugtbarhed. Familierne er også stimlet sammen i mindre huse med dårlige faciliteter.
Mary Adwoa Konama fra Bui forklarer, at på grund af forflytningen er “[…] mange mennesker blevet flyttet til dette nye område, og Bui Power Authority har sat en masse forskellige landsbyer sammen. Men jordarealet er for lille. Andre mennesker dyrkede jorden her i forvejen, før vi kom til, og på grund af det er der virkelig mangel på jord, og folk kæmper for at få jord.”
Hun tilføjer:
“Før i tiden boede vi i en anden landsby, hvor der var masser af jord, og vi var i stand til at skifte afgrøderne fra år til år mellem jordområder. For eksempel yams og majs. Men nu – på grund af mangel på land – kan vi ikke skifte mellem de jordstykker, som vi bruger til afgrøderne. Så vi bruger hele tiden jorden til planter, bønner og alting. Men hvis man bruger jorden hele tiden, reduceres frugtbarheden.”
Asseyto observerer det samme fænomen:
“Faktisk mangler vi meget jordareal i vores landsby. Vi havde et meget stort stykke jord i vores landsby derovre. Vi kunne dyrke jorden, som vi ønskede. Men nu har vi et virkelig lille jordstykke, fordi vores tidligere jord er blevet overtaget af BPA. Altid, hvert år, er du nødt til at dyrke på den samme jord, og i år er jorden blevet muggen og mindre frugtbar, så vi kan ikke få en god høst.”

Falske løsninger
På grund af jordarealets størrelse kan jordbrugerne ikke benytte de traditionelle landbrugsmetoder længere. De kan ikke gøre brug af braklægning – et system, hvor afgrøderne skifter område hvert tredje år, og hvor jorden efterlades i et år for at hvile og komme sig. Manglen på jord afstedkommer også mere afhængighed af kunstgødning og andre kunstige inputs og medfører både økonomiske og miljømæssige problemer.
Gladys Adusah fra jordbrugerorganisationen, ECASARD, forklarer mere om denne fælde af falske løsninger, såsom kunstgødning og hybrid-såsæd, til at kompensere for manglen på jord:
“Vi ved, at det er nødvendigt at give jorden cirka tre år, hvor vi lader jorden hvile, så der kan oparbejdes nye næringsstoffer, før vi kommer tilbage til den. Men nu er arealet for lille til at benytte den metode, så jorden er overudnyttet og bliver mindre og mindre frugtbar. Jordbrugerne bruger pesticider og kunstgødning, selv om det ikke er godt, eller de køber hybridfrø. Hvis man bruger kunstgødning, vil den kassava, man planter, blive så hård, at man næsten ikke kan spise den. Hvis du for eksempel vil lave “fufu” af den, er planten så hård, at du har store udfordringer med at pulverisere den. Det skyldes alt sammen kemikalierne. Nu sprøjtes tomaterne, og de bliver meget hurtig røde. Men inden for få dage rådner de.”
Kpakpa Felicia tilføjer:
“Vi har mistet vores frø allerede. Vores tipoldeforældre brugte deres egne frø, men vi kan ikke bruge frøene fra planterne efter høsten, da vi kun bruger de industrielle.”
Tre firmaer kontrollerer 60 procent af verdens kommercielle frø og landbrugskemikalier
Hybrider er industrielt fremstillede frø, der opstår, når to rene “linier” bliver krydset med hinanden. De fremstilles på en måde, så de såsæd som afstedkommer af hybridplanterne kan benyttes som såsæd ikke kan anvendes til såning, hvilket gør landbrugerne afhængige af at købe hvert år. Det betyder, at såsædsfirmaerne tjener styrtende. De har monopol på og kontrol med frøene og tjener styrtende sammen med den biokemiskeindustri og olieindustrien på det industrielle landbrug. Tre megaselskaber kontrollerer nu 60 % af det globale marked for kommercielle frø og landbrugskemikalier.
Kilder:
Foreningen for Biodynamisk Jordbrug 2020. O, F1-hybrider. Forædlingsteknikker i grønsagsavl og ders indflydelse på fødevarekvaliteten
Nanna Clifforth 2019. Tre virksomheder ejer landbruget
Gladys fortsætter:
“Vi er nødt til at beskytte vores frø, da frøene fra de oprindelige planter frø kan plantes igen. Vi ønsker ikke, at de forsvinder i systemet. Det er den oprindelige mad, som vi spiser. Vi ønsker ikke hybridfrø, som man kan så, men ikke bevare frøene fra. Du kan ikke bevare såsæden fra hybridplanterne, så du kan bruge den til at så næste år. Insekterne dør på grund af nogle af de frø, vi bruger. Det er ikke godt for dem. Vi skal beskytte ethvert levende væsen på denne Jord og sørge for et rent miljø.”
Konsekvenser for miljøet
Oven i de andre problemer oplever lokalsamfundene konsekvenser af klimaforandringerne på deres jord. Gladys forklarer, hvordan træer er blevet fældet for at give mere plads til vandkraftværket og produktionen af trækul fra træ. Derfor er der ikke flere træer til at beskytte jorden, så vinden ødelægger folks landbrug. Derudover har regnmønstret ændret sig, så lokalsamfundene ikke længere kan producere, som de gjorde før. De kan ikke høste så meget som før i tiden. Fordi mennesket har ødelagt miljøet, er de nødt til at bruge kemikalier i landbruget. De praktiserer landbrug ikke langt fra floden, så vandet bliver nu forurenet, og kvæget dør. Gladys fastslår:
“Derudover – fordi de har fældet træerne, på grund af afskovning, er kvinderne nødt til at gå rigtig langt for at finde brænde. Og de bærer det på deres hoved. Det er meget tungt og påvirker deres ryg og skuldre.”
Konstruktionen af vandkraftværket har også påvirket dyre- og plantelivet i området. Som forklaret af Environmental Justice Atlas:
“Vandkraftværket oversvømmede en fjerdedel af Bui Nationalpark, der er hjem for en af to populationer af sorte flodheste i Ghana, og sjældne arter af aber, løver, bøfler, firben, antiloper og leoparder. Det ændrede vandløb forventes også at have negative konsekvenser for de 46 arter af fisk, der er økonomisk vigtige for lokalsamfundene.”

Fattigdom og migration
Manglen på jord og arbejde har gjort folk fattige og efterladt de unge uden beskæftigelse. Nogle af dem er migreret til byerne eller andre lande, fordi de håber, at græsset der er grønnere.
“Du får et lille jordstykke til at brødføde din familie, og i stedet for a få et job fik vi intet. Vi er efterladt uden opmærksomhed, og vi ved ikke, hvad vi nu skal gøre. De unge tager til Ivory Coast, og nogle af pigerne tager væk fra landsbyen og til Ivory Coast, hvor de prostituerer sig. Og de unge tager også til Nigeria eller Gambia,” siger Asseyto.
“De unge lader de ældre være alene tilbage i landsbyerne. Alle de unge, der migrerer, prøver at få bedre muligheder, men der er ikke nok jobs til dem, så mange ender med at udføre tvungen prostitution, røveri eller anden kriminalitet, og nogle kommer tilbage til lokalsamfundet og dør, efter de er blevet syge med aids,” siger Gladys.
Styrkede bånd
Kvinderne prøver at organisere sig og samarbejde. Som Abake Felicia siger:
“Vi har oprettet en gruppe for at organisere og hjælpe os selv. For eksempel er alle kvinderne taget til én kvindes jordstykke og har arbejdet sammen. Så vi hjælper hinanden. Og vi bidrager til og støtter mentalt hinanden, når der er udfordringer. Den lille smule ekstra vi får, giver vi til gruppen for at understøtte hinanden.”

