Kvinder

• 

• 

• 

Lokalsamfundene i Brong-Ahafo-regionen i Ghana plejede at have jorden som livsgrundlag ved at kultivere deres afgrøder med traditionelle metoder på den jord, som de havde arvet fra deres forfædre.

Landsbyboerne fiskede og dyrkede melbananer, palmer, majs, kassava, tomater og andre grøntsager og gjorde brug af skovens produkter for at brødføde sig selv. Derudover kunne de sælge afgrøder såsom kakao, så de kunne betale skolepenge og sørge for arbejde og stabilitet for fremtidige generationer.

“Når det regnede, plejede børnene at følge efter strømmen, og de kunne endda finde guld i jorden. Det her sted har masser af guld,” siger Rosina Yeboah fra Ntotroso.

Så kom den store amerikanske virksomhed, Newmont Gold, for at drive rovdrift på guldet. Med tilladelse fra den ghanesiske regering har virksomheden forflyttet mange landsbyer, og andre kan blive forflyttet når som helst.

Er det de lokale kongers ansvar?

Ghanas regering ejer alle mineralerne og andre ressourcer, og derfor har den autoritet til at godkende, at firmaet kunne overtage jorden. Lokalbefolkningerne kan ikke sige nej til nogen investor, når regeringen giver godkendelse. Der er ikke tale om noget forudgående informeret samtykke. Firmaet skal konsultere lokalsamfundenes konger, før de går i gang, men lokalbefolkningen behøver ikke at blive konsulteret.

“Mændene har flere muligheder end kvinderne. Når det kommer til beslutninger, har mændene mere at skulle sagt end kvinderne,” fortæller Adwoa Adwobi fra Kenyasi. Hun siger, at medmindre du spørger kvinderne, før beslutninger tages, har de overhovedet ikke noget at skulle have sagt. For enhver beslutning gælder, at det er kongerne og de andre mænd, der tager dem.

Kongerne ser ud til at have fået gavn af aftalen med firmaet. Deres huse ser nye og velhavende ud og de har nye biler, mens lokalbefolkningen har mistet sin jord og sit hjem.

Hvordan mistede lokalsamfundene deres jord?

Newmont Gold kom til området i 2006 og forflyttede da lokalsamfund fra deres jord for at udvinde ædelmetallet.

“Before we were relocated – when we had our own land – we had access to nearly everything. Snail in the bush and vegetables. I could go in the forest and pick whatever I wanted. But now no. You cannot have access to the land, you have to purchase land to work on,”Comfort Nyamekye from the resettled village Kenyasi no. 2 explains.

“Før vi blev forflyttet, da vi havde vores eget land, havde vi adgang til næsten alt. Snegle i busken og grønsager. Jeg kunne tage ind i skoven og samle, hvad end jeg havde brug for. Men ikke længere. Du har ikke adgang til området og er nødt til at købe land for at kunne arbejde,”fortæller Comfort Nyamekye fra den forflyttede landsby Kenyasi nr. 2.

De forflyttede landsbyboere har ikke længere deres egen jord, hvilket tvinger nogle til at arbejde på andres landbrug. Mange landsbyboere er endnu ikke blevet officielt forflyttet, men kan ikke bruge jorden eller blive boende. Nu skal de typisk rejse langt for at finde et stykke landbrugsjord, de kan bruge. Rosina forklarer, at hun og andre er nødt til at gå cirka fire kilometer hver vej til et tidligere skovområde, som regeringen ønsker at genplante med teaktræer. De er nødt til at betale for at have adgang til jorden og kan kun dyrke den midlertidigt.

Dermed er lokalbefolkningen overladt til at dyrke den smule land, der er tilbage, såsom vejsider, der ikke vil blive ødelagt af minen. Andre prøver at klare sig ved at være handlende og vandre over lange distancer for at opkøbe afgrøder og sælge dem på fjerne markeder.

“Som landbruger kan du ikke engang arbejde på din egen jord. Når man løber tør for penge, bliver man indimellem nødt til at blive hjemme. Så kan man ikke brødføde sig selv og sin familien,” forklarer Comfort.

Ydermere forklarer Nana Akoma fra Achiaakrom, at landbrugene er ejet af mænd, og at det typisk er kvindernes rolle at tage på marked og sælge varerne, mens mændene kan lægge mere energi i landbruget.

“Hvis jeg for eksempel har land, og en kvinde kommer til mig for at arbejde, så vil jeg foretrække en mand, fordi jeg ønsker en person med styrke til at udføre arbejdet og give mig min andel. Så det meste af tiden får mænd flere muligheder for at få adgang til jord gennem forpagtning end kvinder,” siger Nana. Hun fortsætter:

“Hvis man ikke har en mand, så er det svært at få lov til at arbejde i landbruget, fordi gården kræver hårdt fysisk arbejde.”

Mange kvinder er derfor fanget i fattigdom, da de hverken har den fornødne tid eller ressourcer til at arbejde nok til at tjene en ordentlig løn. Deres arbejdsforhold er blevet forværret, og de har ofte ikke nok midler til at understøtte deres børn. Med andre ord har guldminen medbragt et skifte til en pengebaseret økonomi, der ikke er tilstrækkelig til at bevare deres livsgrundlag.

Traditionelle metoder kan bidrage til at passe på jorden

Dem, der stadig har adgang til jord, har plads nok til at lægge jord brak.

“Vi kan ikke rykke afgrøder rundt fra et sted til et andet, som vi plejede. Vi har bare et område til alle afgrøderne,” forklarer Beatrice Owusu fra Kenyasi.

At lægge jorden brak er en måde at holde jorden frugtbar, da det giver jorden tid til at komme sig og genopbygge organisk materiale i form af muld og øget næring, så jorden fortsat kan bruges til at dyrke afgrøder. Dog siger Beatrice, at de fortsat gør brug af sædskifte, hvilket betyder, at de ved hver sæson skifter mellem, hvor de planter såsædene. Det betyder, at de bevarer de forskellige næringsstoffer i jorden. De benytter også flere afgrøder på samme område på samme tid (blandingsafgrøder), så planterne kan få gavn af hinanden.

“En af fordelene er, at den ene afgrøde beskytter den anden. Kassavaen giver skygge til kakaospirer, indtil de er modne. Andre afgrøder beskytter mod blæsten,” forklarer Beatrice.

Rosina forklarer, at de har prøvet at bruge pesticider, men har indset, at det ændrede afgrøderne. Så nu er de stoppet med at bruge pesticider og foretrækker at bruge håndkraft i stedet. Hun forklarer, at jorden allerede er næringsrig, og at de beriger jorden for eksempel ved at lade plantedele rådne på landbrugsjorden (overfladekompostering). Dermed bidrager deres metoder til at opbygge organisk materiale (kulstof), som er jordens næringsrige muld, og det både øger biodiversiteten og mindsker mængden af CO₂, der påvirker klimaet. Comfort mener også, at et øget kemikalieforbrug reducerer næringen i jorden. De gemmer også frø, så de ikke behøver at benytte kommercielle frø hvert år.

Rosina fortæller, at de har brug for frø, kapital og sunde finanser for at være bæredygtige. De har også brug for faciliteter til at forarbejde afgrøderne. Hvis de har finansiering til forarbejdning, kan de håndtere afgrøder, når de ikke kan sælge dem på markedet, og opbevare produkter, så de kan få en bedre pris. De efterspørger desuden oplæring i forhold til at udvide til andre markeder.

Utilstrækkelig finansiel kompensation

Lokalsamfundene endte med at få mindre land, og de fik en mangelfuld finansiel kompensation. Kompensationen stod ikke engang til forhandling, og dermed blev folk nødt til at acceptere beløbet, som regeringen og den multinationale virksomhed tilbød dem.

Beatrice fra Kenyasi nr. 2 forklarer:

“De [Newmont Gold Company] giver dig et hus, og så er det ellers det. De giver dig en lille sum penge, og så må du ellers lede efter arbejde hos nogen, hvis jord ikke er blevet taget, hvor du lejer jord til at dyrke på. Det er et stort problem, at man nu skal betale for jord til jordejerne.

“Det er et alvorligt problem, da man bruger de penge, man har fået i kompensation til at hjælpe familien, på at betale husleje, før du forflyttes,” siger Nana.

Et større problem er, at kvinderne er blevet forbigået med hensyn til kompensation for tabet af jord. For udover, at beløbene har været utilstrækkelige, er det mændene, der er blevet givet kompensationen i kraft af deres rolle som familieoverhoveder. Både Beatrice og Rosina har nævnt, at dette sætter kvinderne i en meget svær situation, da mændene ikke har hovedansvaret for børnene. Mange mænd har forladt området for at få bedre muligheder og dermed efterladt kvinderne alene med børnene, som både skal have mad og sendes i skole.

Alvorlige konsekvenser for sundheden og livsgrundlaget

Gladys Adusah fra den ghanesiske NGO, “Ecumenical Association for Sustainable Agriculture and Rural Development” (ECASARD), har forsøgt at støtte lokalsamfundene og forbedre deres situation. Hun forklarer:

“Newmont Gold tog enorme mængder jord fra dem. Nu bliver kvinderne nødt til at rejse langt for at dyrke jorden. Vejene er dårlige, deres floder er ødelagt, og de kan ikke engang benytte lokale urter som medicin, ligesom de gjorde før i tiden. Du kan ikke drikke vandet eller bruge urterne nu på grund af kemikalierne og kviksølvet fra guldminen. Alt rundt om lokalsamfundet — selv den luft, de indånder —  er blevet forurenet. Folk har hud- og øjenproblemer og andre problemer. De får ikke nok mad, og de lider.”

“Hver anden måned lukker de kemikalier ud i vandet,” siger Nana Achiaa fra Manushed.

Minen behandler guldet med cyanid og har haft flere lækager. Det dræber fiskene og har ødelagt adgangen til ferskvand. Det er blevet umuligt at drikke vand fra, fiske eller svømme i, den lokale sø, og Newmont har endda forbudt beboerne at gå inde i det overgivne område. Beatrice forklarer konsekvenserne af kemikalierne og minesprængningerne i området:

“Før, når det regnede, da kunne man drikke vandet. Men nu kan du — på grund af sprængningerne og luftforureningen — se, at hele området bliver usigtbart. Så når det regner, kan man aldrig drikke vandet, da det er forurenet. Når du drikker det og prøver at vaske med det, får du udslæt.”

Forureningen af vandet forstærkes af klimaforandringerne, der også påvirker lokalsamfundene i Ahafo-området.

“Nedbøren har ændret sig drastisk. Før havde vi jævn regn på denne tid af året. Vejret blev køligt. Men dette år og især i august var der kun regn én gang,” siger Beatrice. Fældningen af træer betyder også, at der er mindre vand i jorden.

“Det har fået vores afgrøder til at gå tabt. Før ville det regne, men i årevis har nedbøren ikke været vedvarende. Dette år har været det værste. Der har overhovedet ikke været nok regn,” siger Beatrice.

Komfort bekræfter, at førhen var vejret meget godt, og at regnen kom i rette tid. Hun siger, at ændringerne har været mærkbare de seneste fem år.

“Førhen opbevarede vi vand i tønder og andre beholdere, men på grund af firmaet kommer der støv fuld af kemikalier fra sprængningerne ned i vandet. Så når man opbevarer vandet, bliver det helt sort og ubrugeligt,” forklarer Beatrice. Hun fortsætter:

“Derudover regner det ikke kontinuerligt – regner det i dag, må man måske vente to-tre uger indtil den næste byge. På grund af kemikalierne er det første regnvand sort. Hvis det regner to-tre dage i træk vasker regnen fra anden og tredje dag det dårlige væk. Men det er ofte ikke tilfældet: det regner måske hver anden uge, så kemikalierne, der bruges af firmaet, har meget alvorlige konsekvenser for os.”

Tvungen migration

Manglen på adgang til land, den mangelfulde kompensation, der har ført til fattigdom, og den miljømæssige forurening har tvunget folk til at emigrere for at finde bedre muligheder andetsteds.

“Dette her sted er blevet farligt på grund af forureningen af vandet og andre ting, så mange landsbyboere flytter væk herfra. Selv gamle damer finder på måder at skaffe penge for at leje et værelse i byen,” fortæller Nana Achiaa.

“Den yngre generation føler sig hjælpeløs, fordi den ikke har nogen muligheder her,” siger Nana Achiaa.

Firmaet ansætter kun uddannet arbejdskraft, ikke lokalbefolkningen. Og firmaet har ikke valgt at uddanne lokalbefolkningen. De er kun lejlighedsvis ansat som arbejdere til at hjælpe de professionelle, forklarer Nana Achiaa og Adwoa.

Beatrice fortsætter:

“Firmaet ansætter ikke de unge eller mændene, så de har ikke adgang til penge. De tager ud og arbejder og får nogle penge, og de kommer hjem. Men hvis de ikke tjener penge, ved de, at problemerne derhjemme er så store, og de tænker: “hvorfor skulle jeg dog komme hjem?”. Da bliver de væk.”

Det har ført til, at mange unge mennesker, der ikke har et job eller penge nok til at leje et sted at bo, migrerer i håbet om at få bedre muligheder i byen.

“Du indser, at hele landsbyen er stille. De fleste er rejst og leder efter grønnere græs andetsteds.
Dog kan vi, den ældre del af befolkningen, aldrig forlade stedet. Hvor skal vi tage hen og arbejde? Vi bliver nødt til at blive her og kæmpe,” siger Comfort.

Nogle af dem, der migrerer til byen bliver fanget i slaveri eller prostitution. Det er en stor bekymring, siger Gladys fra ECASARD:

“Jeg bekymrer mig især om de unge piger. De rejser til andre områder, store byer, for at finde arbejde og tjene penge”, siger hun, og Nana forklarer:

“Kvinderne tager ud for at finde ud af, hvor græsset er grønnere, men når de tager til storbyen, henfalder nogle i prostitution. De kommer tilbage med sygdom, HIV og teenagegraviditet, og så dør de. Nogle forældre hører ikke fra deres døtre.”

Situationen er dog ikke nødvendigvis bedre for de unge piger, som bliver, fordi minearbejderne efterspørger prostitution, forklarer Gladys. I Ahafo-området er uønskede graviditeter blandt teenagere steget fra 170 til 180 mellem 2016 og 2017, og antallet af HIV-smittede er mere end fordoblet i samme periode – fra 105 til 225.

Empowerment-grupper for kvinder

Tvunget til at tackle dette overvældende sammensurium af problemer har kvinderne dannet et netværk, og de får gavn af hjælp fra organisationer såsom ECASARD. Organisationen hjælper dem med at råbe op og fortælle om, hvad der foregår i deres område, og forlange miljømæssig, socioøkonomisk og kønsmæssig retfærdighed. ECASARD ønsker, at kvinderne organiserer sig for bedre rettigheder, og presser de lokale konger, politikerne og firmaet til at få ordentlig kompensation, adgang til land, bedre genhusning, uddannelse til piger og arbejdsmuligheder for kvinder. De håber på støtte fra det internationale samfund.

Komfort siger, at der er brug for, at de står sammen og kæmper for en fælles sag, men at de er nødt til at stå sammen. Især kvinderne.

“Vi er gået sammen som en kvindegruppe. Hovedfokusset er på at diskutere og sælge cassava og andre produkter. Kvindegruppen er hjælp til os selv,” siger Adwoa. Beatrice forklarer.

“Vi laver fælles lån og opsparing i landsbyen for at spare sammen til frø og andre ting. Men det er ikke nok.” Hun håber på at få støtte til en frøfond.

“Styrk kvinder finansielt. Hvis du gør det, så kan de også have deres egne landbrug,” siger Beatrice. Comfort konkluderer:

“Vi har brug for støtte til at købe land, så vi kan fortsætte vores eget landbrug. Har vi adgang til land, betyder det, at vi kan arbejde uden begrænsninger og betale vores børns skolepenge.”

Sandra Villumsen tog for nogle år siden en livsændrende beslutning og stoppede på lægestudiet.

“Jeg tænkte: “Hvorfor skal jeg stå og symptombehandle mennesker? De skal ikke være syge i første omgang.” På intet tidspunkt i løbet af uddannelsen lærte jeg, at man skulle prøve at holde raske mennesker raske. Det handlede bare om at behandle syge mennesker. Og den logik forstår jeg ikke,” siger hun. For hende giver det mere mening at producere sund mad, der holder mennesker raske og samtidig regenererer – det vil sige genopbygger – jorden og naturens mangfoldighed.

Fra fødevarefællesskab til højskole

Sandra valgte at gå i en helt anden retning med sit liv. Først færdiggjorde hun en kandidatuddannelse i miljø- og bæredygtighedsvidenskab på Lunds Universitet. Siden har hun arbejdet for foreningen Praktisk Økologi med at udbrede bæredygtighed i haver landet over, og hun har været med i opstartsfasen af Københavns Fødevarefællesskab. Senest har hun valgt at omlægge hele sin livsstil og selv producere sunde, bæredygtige fødevarer på gården Farendløse Mosteri, syd for Ringsted, sammen med andre i form af et producentfællesskab. De har istandsat et mosteri fra 1938 og producerer æblemost og cider fra cirka 650 gamle frugttræer. Derudover bliver der produceret grønsager og honning samt opformeret frø af gamle sorter. De har desuden køer, får og høns, der afgræsser området holistisk, det vil sige flyttes rundt for at genopbygge biodiversiteten. Gården har også sit eget snedkerværksted, som bidrager til fællesskabet på gården.

Sandra er en ildsjæl i forhold til at bidrage til omstillingen af Danmarks madsystem. Hun vægter formidling, i forhold til hvordan flere små, bæredygtige jordbrug kan udbredes. Derfor har hun i efteråret 2019 været med til at opstarte netværket Regenerativt Jordbrug, der primært består af unge jordbrugere, der er gået i gang med at etablere små jordbrug, hvor de benytter sig af regenerative metoder. Regenerative metoder handler om at genopbygge jorden, det vil sige forbedre jordens tilstand, så vi også har en frugtbar, næringsrig muld fremover. Det gøres ved at undgå jordbearbejdning, øge mikrolivet, binde kulstof og skabe høj diversitet. Det handler også om at passe på miljøet og menneskers sundhed ved at producere skånsomt og uden kemi og store maskiner, der ødelægger jordens struktur.

“Vi kan se, at der ikke er nogen af de eksisterende landbrugsorganisationer, der tager den dagsorden op, selv om de alle sammen er interesserede i den, fordi det er der, de unge er,” siger Sandra.

Hun er også inde over den nye linje på Jyderup Højskole, der hedder “Det Lille Jordbrug”. Hensigten er at oplære unge, der ønsker at dyrke jorden regenerativt.

Sandra har ikke taget nogen landbrugsuddannelse, men er vokset op på en gård, hvor forældrene drev deltidsjordbrug. Fra hun var 15 til 27 år, blev hun med jævne mellemrum oplært af TV-guruen Camilla Plum, der boede i nærheden af, hvor Sandra voksede op. Camilla har været med til at bane vejen for økologiens opblomstring i Danmark siden 1990’erne ved at være et forbillede i forhold til at dyrke jorden efter økologiske principper og med gamle sorter, der er tilpasset lokale forhold.

“Det har været et rigtig vigtigt sted for mig. Det er et sted, der var virkelig inspirerende, både praktisk og politisk,” siger Sandra.

Oplæringen har været med til at sætte skub i Sandras interesse for jordbrug og at passe på naturen og folkesundheden. Det betyder, at hun siden selv har tilegnet sig viden om og praktisk erfaring med regenerativt jordbrug. Hun mener ikke, at landbrugs- og gartneruddannelserne tilfredsstiller alle de unges interesser. Hun ville ikke have lært om regenerativt jordbrug på de normale landbrugs- og gartnerskoler.

“På uddannelserne skal man igennem tre år, hvor man er dybt frustreret, fordi man ikke lærer om det, man gerne vil arbejde med, eller det er bare mega op ad bakke at få godkendt praktikplads på de små, alsidige jordbrug. Mange unge vil noget andet end de store, industrielle landbrug og vil gerne prøve kræfter med at etablere deres egne små, regenerative jordbrug,” siger hun og fortæller, at Jyderup Højskoles praktik på de små regenerative brug kan give de unge en idé om, hvorvidt de selv vil tage skridtet. Hun mener, at Jyderup Højskole udfylder et hul og kan inspirere eksisterende landbrugsuddannelser til at tænke i nye baner. Der er så småt ved at ske ændringer på visse landbrugsuddannelser, senest ZBS-landbrugsuddannelse i Slagelse, der i august 2019 besluttede sig for at være Danmarks anden økologiske landbrugsskole ud over Kalø Økologiske Landbrugsskole på Djursland.

Stort afkast per areal og jordforbedring

Alternative praktikordninger kan ud over at give de unge oplæring i regenerativt jordbrug også bidrage til, at de små jordbrug får flere, tiltrængte hænder. Arbejdet foregår med håndkraft, små maskiner og recirkulering af plantemateriale i form af kompost ‒ for at passe på jorden. Disse produktioner er mere effektive i forhold til afkast per areal, men er mere arbejdskrævende – det vil sige mindre produktive i form af afkast per person – end industrielle landbrug, der benytter store, energislugende maskiner, brændstof, pesticider og kunstgødning.

“Vi høster da meget per areal. Men der bliver også lagt mange arbejdstimer i det. For eksempel det at plukke æblerne og beskære æbletræerne. Alt foregår med håndkraft. I andre typer plantager ville du beskære med maskiner og plukke på vogn. Du ville ikke gå rundt eller skulle op på stige og klatre. Det går betydeligt hurtigere,” siger Sandra. Dog giver hvert af Sandras træer betydeligt mere, fordi de er større. Hun uddyber:

“Du kan producere betydeligt mere per areal i en tæt beplantet plantage med svagtvoksende stammer, der er konventionelt dyrket. Det er små, tynde, produktive træer, der står helt tæt. Økologer kan også producere mere i sådan et system. Men du har langt større etablerings- og driftsomkostninger, fordi træerne skal bindes op, og de skal vandes, fordi rødderne er tæt på jordoverfladen, og de tørrer hurtigt ud,” siger Sandra. Det kræver en stor investering i vandingsanlæg og opbinding, og at de holdes ukrudtsfri for at trives.

Sandra fortæller, at der ikke er mange gamle plantager tilbage længere, som den i Farendløse. Da vi trådte ind i EF i 1970’erne, omlagde man støtten, fordi man mente, at det ville være mest effektivt at producere al frugt i Sydeuropa. Derfor gav man støtte til de nordeuropæiske frugtproducenter til at fælde deres plantager og støtte til de sydeuropæiske til at etablere plantager.

“Grønsagerne dyrker vi på en meget mere intensiv måde. Hvis du dyrker en almindelig, konventionel mark med korn, så er din omsætning per hektar cirka 10.000 kroner. En grønsagsmark, der er drevet efter “market garden style”, som er den metode, vi benytter os af, kan man omsætte for en halv million per halve hektar, fordi afkastet er så højt. Men der bliver også lagt meget mere arbejdskraft i den. Du skal i hvert fald være to fuldtidsansatte per hektar i en velanlagt “market garden”. Vi dyrker meget intensivt og med en kæmpestor diversitet af afgrøder.  Der er absolut ikke plads til en traktor,” siger Sandra og forklarer, at de i stedet bruger en lille tohjulet minitraktor med rotorharve og fræser, som ikke vejer særligt meget og ikke sammenpresser jorden og dermed ødelægger dens struktur. Jorden trives også bedre, hvis man undgår at vende den.

Den reducerede jordbearbejdning bidrager til, at jorden binder mere kulstof, og at der dermed er mindre CO₂ i atmosfæren. På Farendløse behandles det genstridige rodukrudt de første fem år med sort plast, der ligger på marken vinter til forår. Når man løfter det op i det sene forår, er der en bar jord nedenunder.

“Vi prøver at have gang i bedene hele tiden ved at plante nyt, når vi har høstet en afgrøde, og dermed bruge jordarealet op til fire gange i løbet af en sæson. Det gør, at vi skal vande mindre og kan holde noget af ukrudtet væk. Vi forbedrer også jorden ved at tilføre rigtig meget organisk materiale, som er det, mikrolivet, og i sidste ende afgrøderne, lever af. Vi komposterer planterester og bruger også heste-, kanin- og komøg til at lægge ud under plastmaterialet om efteråret for at danne ny muld til næste år,” forklarer Sandra. 

På marken benytter de sig også af sædskifte, der er vigtigt for at undgå sygdom i planterne. Desuden er de på Farendløse gået i gang med at bruge planteekstrakter og effektive mikroorganismer, som kan tilføre ekstra liv til jorden. Det er fermenterede – det vil sige gærede – ekstrakter af for eksempel kulsukker, brandnælder, padderokke og lucerne. Det er en måde at bringe liv tilbage på og også bringe jorden i bedre balance uden at bruge de traditionelle strømaterialer.

• 

• 

Gældfrihed via producentfællesskab

De syv beboere på gården har ikke mange udgifter, fordi de er fælles om udgifterne til driften af gården, så vidt muligt spiser den mad, de selv producerer, låner redskaber, køber ting brugt og investerer hen ad vejen.

“Vi er jo flere om at betale af på gælden, hvilket gør, at det er sjovere at have en gæld. Indtil videre har vi et tiårigt lån. Så vi betaler rigtig meget af, fordi vi gerne vil være gældfrie så hurtigt som muligt,” siger Sandra. Samtidig har de valgt at opsplitte deres produktioner under hver deres virksomhed. Hun fortæller:

“Vi begyndte med én stor virksomhed, hvor alt skulle koordineres igennem, og det blev hurtigt kompliceret. Så fandt vi frem til, at virksomhedsstrukturen jo faktisk er en rigtig smart konstruktion i forhold til beslutningsprocesser og ansvar. Der er et klart ejerskab og et klart juridisk og økonomisk ansvar. Så vi er endt med mange små virksomheder, men uden at afvige fra den oprindelige tanke om tæt samarbejde.”

Sandra forklarer, at de lever og arbejder i et fællesskab, hvor det er vigtigt, at man fungerer godt sammen. Nogle af virksomhederne deler produktionsfaciliteter, og ideen er, at alle virksomhederne spiller sammen.

“Man har sin egen økonomi og produktion, men man har et fælles ansvar for at hjælpe hinanden, få produktionerne til at spille sammen og kommunikere om, hvad det er for nogle ønsker, man har,” siger Sandra. Ved at have sin egen virksomhed på Farendløse kan man lære en masse om at drive et alsidigt jordbrug, om at indgå i et forpligtende fællesskab, finde ud af, om det er noget, man vil basere resten af sit liv på ‒ uden at binde sig tungt økonomisk. Gården blev købt til en overkommelig pris ved en tvangsauktion, og den er ejet som et anpartsselskab.

“Vores vision har været at lægge ejerskabet af gården over i en fond, for at sikre at der ikke var personlige interesser, som kunne gå imod visionen for gården,” siger Sandra. Tanken har været, at man kan købe flere gårde op i den fond lokalt og i området, sådan at der kan skabes en synergi mellem gårdene med et mejeri det ene sted, et mølleri et andet sted og et slagteri et tredje sted.

“Vi er startet op uden særlig mange penge, så vi bruger vores netværk, låner os frem og køber ting brugt. Det gør, at nogle ting går lidt langsommere, fordi man er nødt til at nøjes med det, der er. Men det kan man også komme rigtig langt med. Det er et særligt liv både at skulle have en løn under fattigdomsgrænsen og arbejde hele tiden. Men det er også en livsstil og et valg at tage, og jeg synes ikke, at det er et dårligt et. Tværtimod ‒ det er jo en kæmpe frihed at kunne gøre det,” siger hun.

Lovgivningen spænder ben, men direkte salg fungerer

“Selv om der er meget snak om lokale fødevarer, er der også mange ting, der ikke er gearet til det endnu. Altså at få distribueret varerne, få dem ud de rigtige steder, få de rigtige priser for dem og få dem afsat, når det er nu, de skal afsættes,” fastslår Sandra.

Hun mener, at der bør være andre kontrolinstanser og krav til store og små erhvervsproduktioner, der sælger lokalt. Landbrugene skal betale for kontrol og tests for at skabe sporbarhed, i forhold til hvis der er problemer med varerne, for eksempel hvis de er inficerede. Hvis man sælger direkte, har man en anden sporbarhed, fordi folk ved, hvor det kommer fra. Det er noget andet, hvis det kommer langvejs fra, eller hvis man sælger det til Kina, og det havner ude i 200.000 butikker.

Sandra peger på, at der er stærke økonomiske, politiske og erhvervsinteresser i forhold til at blive ved med at holde fast i, at det er de store brug, der er vejen frem, fordi vi er så optagede af eksport.

“Jeg ved godt, at der er nogle begrænsninger rent EU-lovgivningsmæssigt i forhold til at snakke om en national forsyningsstrategi. Men jeg ved, at man i Sverige er kommet lidt rundt om EU-lovgivningen,” siger hun. Om EU’s støtteordning siger Sandra, at de har fravalgt den for at være uafhængige af støtten:

“Støtte er noget, man giver til noget midlertidigt, der ikke kan stå, og nu er den blevet mega permanent. Skal man prøve at behandle et sygt system, eller skal man prøve at gøre et system rask og holde det raskt?”

Forudbestilte varer, der sælges direkte til kunderne, er efter Sandras mening det, der kan få økonomien til at løbe rundt. Ellers går hele fortjenesten til distributører.

De er heldige, at mosteriet har en historie, og at folk i området fortæller hinanden om stedet. Nu afsætter de til en del lokale brugser, helsekost- og gårdbutikker. Derudover har de samarbejdet med restauranter i København, og de har nu også fået succes med at få opbakning blandt private forbrugere. Sandra håber, at den udvikling fortsætter. Det er vigtigt, at flere støtter op om lokale producenter og køber direkte. Potentielt vil de også lave events og middage på gården, hvilket de kan bruge til at afsætte deres varer og formidle deres virke.

• 

• 

Klima, biodiversitet og vandingsfri tomater

Sandra fortæller, at de har kunnet mærke klimaforandringerne med tørken i 2018.

“Tørken gjorde, at grønsagsdyrkningen var det mest frustrerende projekt, jeg længe har stået i. Vi blev mindet om, at vi er nødt til at arbejde med løsninger hele tiden, og det kan ikke gå hurtigt nok. Det er endnu en god grund til, at vi skal arbejde med frø og de gamle, genetiske ressourcer. For at sikre os, at der er nogle andre sorter til rådighed fremover,” siger Sandra og forklarer, at de sorter, der er i frøkatalogerne, er fremavlet til, at man har adgang til nok vand og næring i jorden, mens sorter fra tidligere tider kan være mere tørkeresistente eller eksempelvis kan klare sig bedre i våde områder. De er selekteret på nogle andre præmisser end det, vi har selekteret på i dag, som handler om, at de skal vokse hurtigt, se flotte ud og holde længe i køledisken.

“Men du ved jo aldrig, om det bliver en våd eller tør sæson. Så det handler jo også om at have sorter, der ikke bare er tørke- eller vandresistente, men også kan trives under mere normale forhold, altså har en bred genetik og er tilpasningsdygtige,” siger Sandra. Hun fortæller, at Danmark tidligere har været førende i verden inden for frøavl, men at meget af den viden er gået tabt over de seneste årtier, fordi man ikke har værdsat diversitet.

“Der har været mere end 600 æblesorter, der var tilgængelige, og nu er der måske 25 hovedsorter tilbage, man kan købe i handelen. Men der er et netværk omkring foreningen Frøsamlerne, der mobiliserer deres medlemmer i forhold til at indsamle gamle sorter. De er obs på, når der er et hus, der bliver sat til salg, som har været ejet af nogle ældre mennesker, eller de kigger på de gamle præstegårde og kirkegårde. Altså steder, hvor der traditionelt har været værnet om væksterne,” siger hun.

Sandra har prøvet et vandingsfrit system til tomaterne i drivhuset.

“Det ser faktisk ud som om, de har det rigtig godt. Det er et hokuspokus-eksperiment fra en gammel russisk dame, som vi har tilpasset lidt. Først har vi sået grøngødning i det tidlige forår. Så har vi fræset det ned og sprayet nogle effektive mikroorganismer udover, som omsætter det rigtig hurtigt, og så har vi gravet et hul til planten og puttet gåsedun og fåreuld ned i, og tilført fem liter vand og så sat planten ned, dækket til med aviser og så puttet tang over,” siger Sandra og specificerer:

“En ting er, at ulden holder rigtig meget på vandet, og så selvfølgelig det, at jorden er dækket. Gåsedunene tilfører kisel ‒ silicium ‒ som er svampesygdomsforebyggende. Svampesygdomme er noget af det, planterne kan blive angrebet af, hvis de mangler vand eller er pressede og stressede i nogle perioder. Og så det, at man ikke vander planterne oppe fra gør, at deres rødder ikke søger op, men ned. Så de går ned og finder vandet selv.” Hun fortæller, at det er alle sådan nogle små ting, de går og fifler med. Men hvis man hele tiden laver sådan nogle eksperimenter, tager man også nogle risici, i forhold til at det også godt kan gå galt, eller at udbyttet mindskes.

Tag Jorden tilbage

“Vi prøver at balancere mellem at være tro mod os selv og ikke blive grebet af, at vi skal leve op til omverdenens forventninger om, hvad en økonomi, et arbejde og et liv er. Men vi skal samtidig heller ikke distancere os så meget fra noget, som andre folk kan se sig selv i. Vi prøver at finde en model, som gør, at flere vil turde springe ud i det. Fordi i sidste ende er det jo derfor, vi bliver ved med at gøre det, vi gør,” siger Sandra og peger på, at vi skal købe små gårde op, inden de bliver opkøbt af de store, eller de ryger ind i en boligkategori, der betyder, at boligskatterne gør det endnu dyrere at have sin egen lille produktion. Hun har et opråb til politikerne:

“Vores unge er angstprægede og stressede. Der er bare grundlæggende nogle værdier, der er skredet fuldstændig, i forhold til hvordan vi behandler hinanden og vores omgivelser. Altså, hvad det er for nogle mennesker, vi skal have ud af det her, hvad det er for nogle mennesker, vi skal have til at passe på naturen og jorden. Hvis de kæmper så meget med sig selv, får vi dem aldrig til at kæmpe for naturen og for klimaet,” siger Sandra. Hun fastslår:

“Vi skal gøre jorden og jordbruget interessant for de unge, lokke flere ud, lade dem lytte til frøer og fugle, se foranderligheden, mærke jorden, forstå, at vi kan gøre så meget selv, og opleve, at der er noget, der er værd at leve for.”