Temaer

Frugtbar jord

Økologiske, genopbyggende metoder, gamle sorter, pløjefri dyrkning uden og brug af pesticider, kan i kombination med græssende dyr i mindre antal og plads til og natur, sørge for en frugtbar dyrkningsjord og større biodiversitet. En jord, der holder på næring og vand, har mere dyre- og planteliv, danner basis for næringsrig mad og bidrager til at bekæmpe og modstå klimaforandringerne

Landbruget spiller en meget vigtig rolle for os alle.Den måde, vi forvalter vores landbrugsjord på, er vigtig, i forhold til om vi alle kan få mad på bordet i fremtiden og spise sundt, nedsætte vores klimaaftryk – hvoraf landbruget i Danmark står for omkring en tredjedel – og få mere dyre- og planteliv i, omkring og uden for landbrugsarealerne, der optager 62 procent af Danmarks samlede areal. (1)

Jordens frugtbare muldlag kan være væk om 60 år

For at landbruget kan opfylde sine forpligtelser, er det nødvendigt, at vi sørger for genopbygning af det organiske materiale i jorden, så jorden holder sig frugtbar, og at vi passer på insektlivet i og rundt om markerne, så vi for eksempel har bier, der kan bestøve planterne. Det organiske materiale i jorden er en vigtig bestanddel af jordens muldlag, der er det øverste jordlag, som vi dyrker vores grøntsager i. Det organiske materiale består overvende af rødder og visne plantedele mm., der omsættes i jorden og giver den en tekstur, der gør den i stand til at binde vand og næring til planterne og mikrolivet i jorden.

Men over hele verden forringes landbrugsjorden, samtidig med at der inddrages mere og mere land til fødevareproduktion. Det skyldes blandt andet, at jordbehandlingen nedbryder det organiske materiale, samtidig med, at man i det industrielle landbrug ikke tilfører nok organisk materiale. Om jordens tilstand har en ledende FN-embedsmand udtalt til Reuters:

”[H]vis ødelæggelsen fortsætter med den nuværende hastighed, vil mulden være væk over hele verden om 60 år.”(2)

Da det netop er det øverste jordlag, der er det frugtbare dyrkningslag, er det afgørende for, om vi kan producere fødevarer fremover. Forskning har peget på, at Storbritannien – et land, som Danmark ofte sammenlignes med – kun har 40 år mere med frugtbar jord, hvis man fortsætter med at udnytte jorden med konventionelt, industrielt landbrug, som vi oplever i dag.(3)

FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) peger på, at medmindre nye tilgange bliver taget i brug, vil mængden af dyrkbart, produktivt land pr. person på globalt plan i 2050 kun være en fjerdedel af niveauet i 1960. FAO peger på, at jorden er central i forhold til at optage atmosfærisk kulstof – det vil sige binde CO₂ – og filtrere vand, og at forringelse af jorden skaber en ond cirkel, hvor der lagres mindre kulstof, kloden bliver varmere, og jorden bliver yderligere forringet. Intensiveret anvendelse af jorden er en markant årsag til forringelse af jorden. 12 millioner hektar mistes hvert år (23 hektar per minut) på grund af tørke og ørkendannelse. Der kunne være dyrket 20 millioner ton korn på det samme areal. (4) Et skiftende klima udsætter desuden jorden for større udsving af regnskyl og temperaturer samt ekstreme vejrfænomener.

Regenerative tilgange kan genopbygge jorden og biodiversiteten

Overordnet set er diverse økologiske metoder – til forskel fra konventionelle, industrielle metoder – regenerative, det vi sige genopbyggende. Det er de i det omfang, de bygger på principperne, der fremgår i nedenstående boks. De regenerative landbrugspraksisser genopbygger jorden og biodiversiteten ved at vægte kompostering, sædskifte, braklægning, ekstensiv græsning, dyrkning af flere forskellige afgrøder sammen, minimal jordbearbejdning og bevarelse af omgivende natur.

Sædskifte vil sige, at man skifter mellem afgrøderne fra år til år, så man ikke har en mark, hvor der kun dyrkes korn igen og igen. Man får optimal værdiskabelse ved at få bidrag fra flere afgrøder samt bevare og forbedre jordens frugtbarhed via kompostering og plantedække, fordi det betyder, at der tilføjes plantematerialer, der kan blive til ny, forbedret jord. Det øger med andre ord jordens organiske materiale. Den sundere jord betyder, at jorden får en bedre evne til at holde på næringsstoffer og vand – og dermed mindre risiko for jorderosion, mindre udvaskning af kvælstof, større biodiversitet og større dyrkningssikkerhed for jordbrugerne. Plantematerialer kan tilbageføre næringsstoffer, så kunstgødning undgås. Der benyttes ingen eller en minimal mængde bekæmpelsesmidler.

Afgrøder, træer og husdyrhold kombineres for at give god synergi og størst mulig produktivitet på de dyrkede arealer. Kombineret med reduceret jordbearbejdning forventes det, at jordens indhold af organiske stoffer kan øges. Det bremser reduktionen i jordens frugtbarhed og udledningen af CO₂.(5)

Se mere om fordelene ved økologi i oversigten nedenfor.

Klima, natur og sundhed lider under det industrielle landbrug

Den animalske produktion udgør tre fjerdedele af EU’s landfodaftryk, det vil sige det landbrugsareal, EU-landene bruger på at dyrke afgrøder, hovedsageligt i form af foder til de ni milliarder dyr, der slagtes i EU om året. Vores aftryk på land er så stort, at vi må importere fødevarer fra lande uden for regionen. Faktisk bruger vi halvanden gange så meget land, som er tilgængeligt inden for EU. (6)

Hovedparten af klimaudledningen fra landbruget er metan og lattergas, der kan knyttes til den animalske overproduktion. Metanemissionerne stammer fra drøvtyggernes fordøjelse og håndteringen af gødning, mens lattergasemissionerne primært er et resultat af kvælstofgødskning med kunstgødning og gylle på markerne til den store foderproduktion. Oven i er klimaaftrykket fra dyreholdet stort, fordi det har et så stort landfodaftryk. Hovedparten af det dyrkede areal i Europa benyttes til produktion af foder – med en jordbehandling, der er med til at nedbryde jordens organiske materiale (og dermed udleder CO₂).

Der er lave niveauer af biodiversitet i 95 procent af alle landbrugsområder, der er blevet undersøgt i en omfattende forskningsundersøgelse af ti forskellige EU-lande spredt over Europa. Selv i landbrugsområder, hvor plante- og dyrelivet ellers forventedes at være højt . (7) Og i store områder i Kina har man oplevet, at man har måttet bestøve med håndkraft, fordi man har udslettet insektlivet i så stort et omfang. (8)

Forskning peger på, at global intensivering af landbruget har betydet, at forbruget af pesticider i 2005 var 37 gange højere end i 1960, hvilket naturligvis har sat sit spor på dyre- og plantelivet. Jorderosion af verdens landbrugsjord er alene mellem 2000 og 2018 forværret med 14 procent. Og overdreven gødskning, herunder med gylle, i landbruget skaber kvælstofforurening både via vandvejene og i form af luftforurening på grund af fordampning fra landbruget. Heder, overdrev, moser mv. ødelægges, hvis de får for meget kvælstof. I havet medfører kvælstoffet algeophobninger og iltsvind.

Der er hårdt brug for, at vi passer på naturen. Ifølge FN mister vi 13 millioner hektar skov hvert år, og cirka 1,6 milliarder mennesker er afhængige af skoven for at opretholde deres levegrundlag. Mennesker er også afhængige af plantebaseret medicin fra naturområderne.

Vil vi forhindre, at økosystemerne kollapser – og vil vi sørge for, at vi har noget at leve af i fremtiden – er der altså behov for et landbrug, der ikke optager for megen plads, og som ikke ødelægger jordens frugtbarhed og miljøet.

Græssende dyr – en løsning for klima, biodiversitet og sundhed

Færre dyr vil betyde, at der vil være mere plads til natur, som kan fungere som kulstoflagre – det vil sige binde CO2 – og dermed bekæmpe klimaforandringerne. Alt i alt er markant reduktion af den animalske produktion altså fundamental for klimaet. Som nævnt ovenfor skaber kvælstofforureningen fra dyrenes gylle og landbrugets optag af land også dårlige vilkår for dyre- og plantelivet. (9)

Det er derimod både gavnligt for klima og biodiversitet at have græssende dyr frem for at bruge arealer til at dyrke foder, specielt på permanente græsarealer, hvor dyrene kan bidrage til opbygning af jorden og binde kulstof. (10) Man bør dog være opmærksom på, at der kun opnås en varig klimagevinst, hvis man ikke genopdyrker græsarealerne, fordi lagringen af kulstof i så fald kan gå tabt.(11)

Pløjefri dyrkning kombineret med regenerative praksisser

Ved pløjefri dyrkning begrænses nedbrydningen af det det organiske materiale og samtidig skaber man gode betingelser for insekter, regnorme, bakterier, svampe og mikroorganismer, som omsætter plantemateriale i jorden og dermed gør, at jorden indeholder mere organisk materiale, som planterne kan vokse i. Det hænger sammen med, at man ikke roder i jorden og dermed forstyrrer jordens mikroliv. Udover at jorden med mere organisk materiale og mikroliv dermed er mere frugtbar, betyder mere organisk materiale, at der kan bindes CO₂.

Meget af den pløjefri dyrkning bliver dog fortsat drevet med store maskiner og masser af pesticider. Denne form for landbrug kaldes “Conservation Agriculture”. Undersøgelser peger på brændstofbesparelser og højere udbytter ved Conservation Agriculture. Men de tekniske løsninger sørger ikke for et regenerativt arbejde med jorden til gavn for miljøet. Forskning har endda peget på en højere koncentration og belastning af pesticider fra pløjefri landbrug. Dermed afgives flere pesticider til vandmiljøet. Omstilling til Conservation Agriculture er dermed ikke løsningen på klima- og biodiversitetskrisen. (12)

Man undgår store, tunge maskiners olieforbrug og sammenpresning af jorden og at bruge sprøjtemidler ved hjælp af flere hænder, det vil sige ved, at der bliver flere mennesker i landbruget. Det kan være vanskeligt at reducere jordbehandlinger i økologisk jordbrug, fordi jordbehandlinger som for eksempel harvning og pløjning har været typiske måder at bekæmpe ukrudt på. Men der findes forskellige måder at mindske ukrudtsvækst og dyrke pløjefrit med økologiske metoder. Gamle kornsorter skaber eksempelvis højt korn, der kan lukke af for lyset, så ukrudtet har sværere betingelser. Der findes andre metoder end konventionelle, hvor der stadig kan dyrkes i større skala. Her pløjer og harver man ikke jorden, men arbejder med overfladekompostering af levende planter eller ukrudt.

Ofte er det små brug, der benytter sig af de mere regenerative praksisser. Det er mere arbejdskrævende, og for at gå i den retning er det nødvendigt, at vi genskaber et landbrug, som flere mennesker kan leve af. Vel at mærke ansvarlige mennesker med en tilstrækkelig kunnen og viden.

Færre store maskiner giver plads til mere natur. Undersøgelser peger på, at små landbrug i højere grad end de store bevarer levende hegn rundt om markerne. Levende hegn – det vil sige små naturarealer rundt om markerne – kan bidrage til, at vi kan passe på dyre- og plantelivet uden om og på markerne, og at der derfor for eksempel også fremover vil være bestøvere til vores afgrøder.

Ressourcebevarende, små landbrug kan øge afkastet markant

Forskning peger på, at der er en bedre udnyttelse af jorden og et højere afkast blandt små end blandt større landbrug. De små har også en højere diversitet af afgrøder. Småskalalandbrug under to hektar – hvoraf mange af dem benytter økologiske, regenerative metoder – producerer ifølge nyere forskning 30-40 procent af verdens mad. I forhold til det areal de små landbrug har rådighed over, producerer de det største bidrag af verdens mad. Forskning peger samtidig på, at de allerstørste landbrug har et større tab efter høsten end de små. Blandt andet derfor giver det mening, at støtte op om de mindre landbrug.

Men der er sket en voldsom koncentration i ejerskab over jord, og de små jordbrug under to hektar ejer kun 12 procent af verdens landbrugsjord, selv om de udgør 84 procent af alle verdens jordbrug og altså producerer 30-40 procent af verdens mad. (13)

Mange aktører fra FN har længe slået alarm i forhold til det presserende behov for at vende tilbage til (og udvikle) et mere bæredygtig, naturligt, økologisk madsystem. For eksempel har FN’s kommission for handel og udvikling, UNCTAD, trykt publikationen, “Trade and Environment Review 2013: Wake Up Before It’s Too Late” med bidrag fra mere end 60 eksperter fra hele verden. Hovedpointen i rapporten er, at regenerative, små landbrug er svaret i forhold til at brødføde verden – ikke det konventionelle, industrielle landbrug med dets genmodificerede organismer (GMO), monokultur, pesticider og fabrikslandbrug. (14)

UNCTAD konkluderer, at verdens sikkerhed er på spil og at:

”[Verdens lande] har brug for et paradigmeskift fra a ”grøn revolution” til en tilgang, der drejer sig om ”ægte økologisk intensiverings-tilagang”. Dette indebærer en hurtig og betydelig forandring fra konventionel, monokultur-baseret, industriel produktion, der er meget afhængig af eksterne inputs, til mosaikker af bæredygtige, regenerative produktionssystemer, der også betydeligt forbedrer de små jordbrug produktivitet.”(15)

Rapporten peger på, at globale handelsregler skal reformeres, for at vi kan gå i den retning. Ifølge rapporten er de handelsaftaler, der forhandles ”[…] først og fremmest er designet for at styrke de multinationale og finansielle firmaer i den globale økonomi […]”(16)

Praksisser i økologisk landbrug	Fordele for miljøet
Sædskifte	Øger jordens sundhed, mindsker ukrudt, insekter og sygdomscyklusser, lagrer kulstof og nitrogen samt øger variationen i produktionen.
Gødning, kompost og grøngødning	Øger jordens sundhed, mindsker erosion, lagrer kulstof og nitrogen.
Permanent plantedække	Modvirker jordfygning, øger jordens næringsindhold og bidrager til øget produktion.
Ingen brug af kunstgødning	Mindsker forurening af overfladevand og grundvand, øger jordens sundhed, lagrer kulstof og modvirker i mange tilfælde saltophobninger.
Ingen brug af kunstige pesticider	Øger biodiversitet, forbedrer luften, øger jordkvalitet, undgår at skade bestøvere, reducerer omkostninger til køb af kemiske stoffer og mindsker landbrugernes og samfundets udsættelse for giftstoffer.
Plantning af levende hegn, habitatkorridorer, bræmmer, og/eller levesteder for insekter	Øger biodiversitet, bidrager til biologisk kontrol af skadedyr, udgør levesteder for vilde dyr og planter
Bufferzoner mellem dyrket jord og vandmiljø	Øger vandkvalitet, øger biodiversitet, modvirker vinderosion.

Kilde: Udarbejdet ud fra Organic Farming for Health and Prosperity. OFRF Executive Summary 2011 (17)

Kilder

NOAH 2017. Landbruget belaster klimaet mere end mange tror. NOAH 2018. En grøn og retfærdig madpolitik
Scientific American 2017. Only 60 Years of Farming Left If Soil Degradation Continues, af Arsenault, C.
The Telegraph 2017. Britain’s soil to become infertile within 40 years due to intensive farming, warns Gove, af Henry Bodkin, oktober 2017
Scientific American 2017. Only 60 Years of Farming Left If Soil Degradation Continues, af Arsenault, C; Murphy, S. (2013). Land Grabs and Fragile Food Systems The Role of Globalization, Institute for Agriculture and Trade Policy; Alan Matthews (2015). The EU has finally agreed to eliminate export subsidies & three cheers!; FN 2020. Sustainably manage forests, combat desertification, halt and reverse land degradation, halt biodiversity loss, læst 25.01.2020
Økologisk Landsforening 2016. Kompostering – mikrobiel carbonisering, af Martin Bech, 30. december 2016; Information 2016. Verdens landbrug må skifte spor, af Jørgen Steen Nielsen, 8. juni 2016; Økologisk Landsforening 2017. Carbon-Farm – bæredygtige dyrkningssystemer i landbruget, af Janne Aalborg Nielsen, 19. august 2017; Henneron, L., et al. 2015. Fourteen years of evidence for positive effects of conservation agriculture and organic farming on soil life, januar 2015, Volume 35, issue 1, pp 169–181
Schutter, L., og Lutter, S. 2016, for Friends of the Earth Europe. Forbrugets reelle pris – EU’s landfodaftryk, oversat til dansk af Natalia Lehrmann, NOAH
Institute for Agroecology and Biodiversity (IFAB) 2015. Landscape Infrastructure and Sustainable Agriculture (LISA)
D. Goulson 2012. Decline of bees forces China’s apple farmers to pollinate by hand, i Chinadialogue
NOAH 2018. En grøn og retfærdig madpolitik
Pira, K., et al. 2017. Paths to a sustainable agricultural system – Pathways to a Nordic agricultural and food system with reduced emissions of greenhouse gases and airpollutants
Powlson D. S.; et al. 2014. Limited potential of no-till agriculture for climate change mitigation, Nature Climate Change 4, vol. 2292, s. 678–683
Landbrugsavisen 2017. Fire gode råd til succes med pløjefri dyrkning; Landbrug og Fødevarer 2019. Ny strategi til pløjefri dyrkning i økologiske jordbrug; Bæredygtigt Landbrug 2013. Højere dyrkningssikkerhed og bedre jord med pløjefri dyrkning; Politiken 2019. Landbrugets klimakinderæg: Sådan kan landbruget trække CO2 ud af atmosfæren, øge biodiversiteten og gøre landbrugsjorden mere robust, af Axelsen, J. A.; Ilsøe, S. og Bjerre, J. T.;
Elias, D., Wang, L. & Jacinthe, PA 2018. A meta-analysis of pesticide loss in runoff under conventional tillage and no-till management, Springer Nature, Environ Monit Assess (2018) 190: 79.
Ricciardi, V., et al. 2018. How much of the world’s food do smallholders produce?
UNCTAD 2013. Trade and Environment Review 2013 – Wake up before it is too late
UNCTAD 2013. Trade and Environment Review 2013 – Wake up before it is too late
UNCTAD 2013. Trade and Environment Review 2013 – Wake up before it is too late
Friends of the Earth Europe 2016. Farming for the Future: Agroecological Solutions to Feed the World

Klima

Landbruget er på en og samme tid en af de største “klimasyndere” og betydeligt påvirket af klimaforandringerne. Dermed er det et win-win-scenarie at omlægge til regenerativ landbrugspraksis, der på samme tid gør landbruget mere modstandsdygtigt over for klimaforandringer og nedsætter udledningerne af drivhusgas fra landbruget. Da mængden af husdyr er hovedårsagen til det høje klimaaftryk, er et skift til en mere plantebaseret diæt nødvendig, for at landbruget kan blive bæredygtigt. Desuden har begrænsning af madspild et stort potentiale for at nedsætte det økologiske fodaftryk.

Hvordan presser klimaforandringerne jordbrugere og dyrkningsjorden?

Det er estimeret, at for hver gang, de globale temperaturer stiger med en grad, nedsættes produktionen af afgrøder med ti procent.(1) I takt med at klimaforandringerne øges, kommer der større udsving i vejret, der kan gøre det sværere at dyrke jorden. Der kan for eksempel være lange perioder med tørke eller lange perioder med intens regn. På trods af en del uenigheder om vejrmodeller, er der enighed om, at der vil være en ulige fordeling af nedbøren, så visse steder vil blive hårdt ramt af tørke. (2) Det betyder, at store landarealer vil have begrænset dyrkbarhed.

Mange af de lande, som især vil være påvirket af klimaforandringer, er i det globale Syd, hvor maden overvejende kommer fra små subsistenslandbrug. Cirka halvdelen af verdens sultne er små bønder, som også inkluderer tre fjerdedele af Afrikas underernærede børn. (3) Det betyder, at de er ekstra sårbare over for klimaforandringer. (4) De lande, der er hårdest ramt, har ellers ikke bidraget meget til den globale opvarmning.

Derfor burde det ikke undre, at ordet klimaflygtninge er blevet en del af vores ordforråd. Ekstremt vejr er med til at bevirke, at millioner af mennesker mister deres levebrød og er nødt til at søge mod grønnere græsgange. Det internationale ressourcepanel under FN’s miljøagentur, har identificeret menneskeskabte ændringer i arealanvendelsen som den største årsag til, at verdens jordoverflade og natur ødelægges. Derfor er det miljøødelæggelser generelt og ikke kun klimaforandringer, der påvirker folks liv. Og det er derfor mere retvisende at tale om miljøflygtninge eller miljøfordrevne end om klimaflygtninge. (5)

Hvordan bidrager landbruget til klimaforandringerne?

Landbrugssektoren er en af de største udledere af drivhusgasser. Sammen med skovbruget er landbrugssektoren ansvarlig for omtrent en fjerdedel af de globale udledninger ifølge en større IPCC rapport fra 2015. Den væsentligste årsag er landbrugets enorme, animalske produktion, der optager enorme arealer til foderproduktion. I Europa alene slagtes årligt ni milliarder dyr, og den animalske produktion optager trefjerdedele af det landbrugsareal, som Europa benytter sig af. (6)

Derfor har lande med høj kødproduktion en stor udledning fra landbruget, blandt andet i Danmark, hvor landbruget “bidrager” med cirka en tredjedel af alle indenlandske udledninger, når alt regnes med i landbrugets klimaopgørelse.(7)

De emissioner, som landbruget i de officielle opgørelser stilles til regnskab for, kommer fra metan, lattergas og i et mindre omfang fra CO₂ primært i forbindelse med kalkning af jorden. De forskellige udledninger er som sagt relateret primært til den animalske produktion; metan især fra drøvtyggeres fordøjelse, og lattergas især fra gødskning med kvælstof på markerne i form af kunstgødning og husdyrgødning.(8)

Her er det værd at bemærke, at for at få et mere nøjagtigt billede af landbrugets klimapåvirkning bør emissioner fra sektorens andel af energiforbruget også inkluderes. Endvidere medregner man ikke landbrugssektorens andel af emissioner fra nedbrydning af organisk materiale i jordbunden i forbindelse med jordbearbejdning. Dermed stilles landbrugssektoren ikke til ansvar for ødelæggelse af kulstoflageret i jorden.

I klimaregnskabet for landbruget i Danmark og Europa forholder man sig heller ikke til de store udenlandske udledninger fra produktionen af den importerede soja og diverse fødevarer samt en hel masse andre produkter og produktionsmidler såsom kunstgødning, pesticider og landbrugsmaskiner. (9)

Emissioner fra jordbearbejdning og arealoptag i udlandet tæller ikke med i landbrugets klimaregnskab

Emissioner og kulstofoptag med tilknytning til “arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug” opgøres ifølge FN’s klimaregnskabsregler (UNFCCC’s regnskabsregler) under FN i det, man kalder LULUCF-sektoren (Land Use, Land Use Change and Forestry).

Inden for Danmarks grænser drejer det sig især om kulstofoptag i skovene og om emissioner fra landbrugsjorden som følge af nedbrydning af jordens organiske materiale. Landbruget bidrager således til mere CO₂ i luften. Men det indgår ikke i landbrugssektorens klimaregnskab, som derfor kommer til at se pænere ud, end det egentlig er. (10)

Landbrugssektoren optager allerede en stor del af Danmarks areal, men der inddrages ikke længere yderligere jord til landbrug, tværtimod afsættes der nu landbrugsjord i Danmark til natur. Ikke desto mindre er den globale efterspørgsel på foder fortsat høj og stigende, hvilket skaber yderligere pres på verdens natur og kulstoflagre. Eksempelvis har man forventet, at verdenshandlen med foderkorn vil stige med 25 procent mellem 2018 og 2028. (11)

Så for at få et komplet billede af landbrugets påvirkning af klima og natur, bør man også forholde sig til emissionerne i forbindelse med det importerede foder og andre produkter.

Med andre ord: Hvis vi skaber mere natur i Danmark, vil det gå ud over naturen i udlandet og øge emissionerne der, så længe vores animalske produktion fortsætter med at være så stor. Det vil heller ikke hjælpe klimaet.

EU’s fodaftryk fra landbruget er allerede 1,5 gange så stort som det landbrugsareal, der er tilgængeligt inden for EU. Det betyder, at en masse landbrugsprodukter bliver importeret. For eksempel “beslaglægger” Danmark et areal på størrelse med Sjælland og Falster i Sydamerika for at kunne fodre Danmarks husdyr med soja. Det til trods for, at vi bruger over 60 procent af vores areal til landbrug, og 80 procent af dette til at dyrke foder til husdyr. (12)

Landbrugssektoren er kendt for at være en primær årsag til afskovning og ødelæggelse af de naturlige græsarealer. Kendte eksempler er skovbrandene i Amazonas i 2019 og afskovning i Indonesien, der også har oplevet voldsomme skovbrande de seneste år. Brandene har blandt andet været kædet sammen med landbruget. (13)

Landbruget fremprovokerer afskovning, fordi det fortsat udvides, og jagten efter nye landbrugsarealer derfor kolliderer med eksisterende skov. Særligt de animalske produkter kræver enorme landområder. Desuden vil der yderligere være behov for at optage ny jord i takt med det industrielle landbrugs udpining af den nuværende landbrugsjord.

I regenerativt jordbrug arbejder man derimod på at bibeholde og opbygge det organiske materiale i jorden – og dermed forbedre jordens evne til at holde på vand og næringsstoffer.

Det er vigtigt, da det er svært at genskabe det organiske materiale og en god næringsbalance i jorden, når først den er tabt. Faktisk står det så skidt til, at FN’s landbrugsagentur (FAO), har givet konventionelt landbrug en udløbsdato på 60 år, hvis landbruget fortsætter som hidtil. (14)

I Danmark udgør skove kun 14,5 procent af arealet, fordi landbruget har fået lov til at have en så dominerende rolle og optager mere end 60 procent af arealet. (15)

Politisk har man vedtaget planer om, at Danmarks skove skal udgøre 20-25 procent af arealet i slutningen af det 21. århundrede. (16) Det vil ske via inddragelse af landbrugsjord. Men så længe man i det globale Nord fortsætter den store animalske produktion og det store forbrug, vil udvidelse af skovarealerne blot betyde, at man skal importere endnu mere fra udlandet til skade for andre landes natur. Oven i importerer Europa og Danmark også i stigende grad biomasse (det vil sige biologisk materiale som for eksempel træ) til energi fra udlandet, (17) som vi på grund af FN-regler kan bogføre som havende nul udledninger, på trods af at afbrændingen af træ udleder mere CO₂ end kul. (18)

I Danmark udpines naturen allerede til det yderste: På grund af den stigende rolle afbrænding af træ spiller i vores energisystem, får meget få af de væltede træer og meget lidt andet såkaldt dødt ved lov til at blive liggende og danne grundlag for biodiversitet og kulstoflagring. (19) Når vores totale klimaregnskab og økologiske fodaftryk regnes med, altså det som kræves for at understøtte danskernes forbrug, bliver titlen som “foregangsland” tvivlsom. (20)

For at gøre os til et reelt foregangsland bliver vi nødt til at mindske vores produktion og forbrug af kød betydeligt, samtidig med at vi udvider mængden af skovdække med høj biodiversitet.
Der er meget snak om den såkaldte “CO₂-indfangnings”-teknologi, men træer er utvivlsomt den bedste “teknologi”, vi har, til at binde CO₂, og samtidig er træerne grundlag for biodiversitet. (21)

Selv om emnet for denne tekst er klimaforandringerne, er det vigtigt, at man tænker holistisk i sine løsninger for ikke at kompromittere andre af planetens grænser. Her er både tilstanden i biodiversiteten og næringen i jorden vurderet som værende meget kritiske af ledende forskere inden for det, man kalder “earth system science”. (22)

Hvordan kan landbrugsmetoder mindske klimaforandringerne?

Som nævnt kort ovenfor, kan de rigtige landbrugsmetoder bidrage til at sænke vores overordnede økologiske fodaftryk. Konkret betyder det, at vi skifter til regenerative metoder, som recirkulerer næringsstoffer og opbygger jordens pulje af organisk materiale frem for at udpine den.
Derved bindes kulstof i mulden, og dens evne til at holde på vand og næringsstoffer forbedres.

Læs mere under temaet Frugtbar jord.

Det ville samtidig gøre os mindre afhængige af importeret fosfor, (23) fra autokratiske lande som Marokko, der har den største koncentration af grundstoffet fosfor, hovedsageligt placeret i det besatte område, Vestsahara. (24) Ligesom med importen af olie har landbrugsimporten dermed også geopolitisk bagside.

Der er også blevet spekuleret i, at såkaldt “laboratoriemad” snart kan erstatte en væsentlig del af landbrugets kød-, mælke- og kornproduktion. Det kan potentielt frigive en masse landareal til skov og anden natur. (25) Det ville være en fundamental ændring af vores madproduktion, der ikke ville være helt ukontroversiel, og som udløser en række sociale, juridiske og etiske spørgsmål.

Hvad er grænserne for teknologien, og hvor bliver vi nødt til at ændre vaner?

Ligesom med andre miljø- og klimaspørgsmål, er teknologien alene ikke i stand til at “redde” os. Selv om et skift til regenerative metoder er essentielt for at genopbygge vores udpinte jord, er det lige så essentielt, at vi ændrer vores madvaner. Som sagt er reduktionen af vores kødforbrug nødvendig for at nedsætte landbrugets emissioner og give plads til mere skov og anden natur, som kan optage CO₂ og give os mere biodiversitet. Derudover bliver vi nødt til at udvikle systemer, som kan reducere madspild, der lige nu udgør 10 procent af vores samlede emissioner, da vi spilder 25-30 procent af vores mad. (26)

En “lokalisering” af vores madproduktion ville også nedsætte vores globale, økologiske aftryk og herunder desuden nedsætte emissionerne fra transportsektoren. Det ville give os en større demokratisk kontrol med landbruget, særligt hvis det er suppleret med en stigning i antallet af kooperative landbrug.

Nye reguleringer, som fremmer lokalt forbrug, burde erstatte det nuværende handelsregime, som tillader, at vores kost er uafhængig af de lokale årstider og ikke medregner de miljø- og klimamæssige konsekvenser af vores forbrug. Det nuværende handelssystem tvinger fattige bønder i det globale Syd til at konkurrere mod hinanden om eksporten til de velstående forbrugere i det globale Nord.

Læs mere på vores temaside Madsuverænitet.

Europas bioenergipolitik er ikke grøn

Den stigende efterspørgsel på bioenergi – for eksempel fra afbrænding af træ – er en generel tendens i Europa, hvilket nu betyder, at hundreder af forskere har slået alarm på grund af skepsis i forhold til bioenergis bæredygtighed. (27) Den øgede efterspørgsel på biologiske materialer sætter verden over naturen under pres. I forhold til klimaet er dette kritisk. Beskyttelsen og udvidelsen af verdens skovdække og andre naturområder, og dermed verdens kulstoflagre, er afgørende, hvis vi skal begrænse vores emissioner betydeligt.

Ikke desto mindre promoverer EU øget brug af bioenergi med sit klimamål, hvilket øger efterspørgslen på land og skovområder til energiforbrug. Mellem 2004 og 2016 fordobledes EU’s forbrug af såkaldt vedvarende energi fra 8,5 procent i 2004 til 15 procent i 2016. (28) To tredjedele er dog biomasse (mest træ til elektricitet og opvarmning, men også biogas, biobrændstoffer og såkaldt ”vedvarende affald”). (29)

Danmark er et af de europæiske lande, der er mest ivrigt efter at benytte bioenergi og fremstår af den årsag forfejlet som et foregangsland for miljøet. Det har resulteret i, at danske firmaer blandt andet har importeret træ fra Ghana, der allerede har mistet det meste af sin urskov. (30) Skovene i Ghana er under stigende pres også på grund af anden efterspørgsel på ressourcer såsom landbrug og minedrift. Derfor er Ghanas dække af oprindelig skov reduceret med 60 procent fra 2017 til 2018 – nærmest udelukkende fra landets beskyttede områder. (31)

EU’s klimamål og fælles landbrugspolitik har også promoveret brugen af afgrøder som biobrændstof, hvilket optager store områder af land. Derudover afbrændes halm fra gårde som “bioenergi” i stedet for at benyttes som foder og til at indfange CO₂ ved at opbevare kulstof i form af organisk materiale i jorden. Derudover promoverer EU’s landbrugspolitik øget brug af biogas – især fra gylle – gennem overproduktion af dyr og brug af halm som energi. Alt dette kaldes “grøn vækst” – som om vækst er grøn. (32)

Kilder

NOAH 2018. En grøn og retfærdig madpolitik
Carbon Brief 2018. What climate models tells us about future rainfall
NOAH 2016. Klima- og miljøfordrevne ‒ og Europas ansvar
Carbon Brief 2018. What climate models tells us about future rainfall
NOAH 2016. Klima- og miljøfordrevne ‒ og Europas ansvar
NOAH 2017. Forbrugets reelle pris ‒ EU’s landfodaftryk
NOAH 2020. Handlingsplan for arealanvendelse i det åbne land
NOAH 2020. Handlingsplan for arealanvendelse i det åbne land
NOAH 2020. Handlingsplan for arealanvendelse i det åbne land
NOAH 2020. Handlingsplan for arealanvendelse i det åbne land
Landbrug og Fødevarer 2018. Økonomisk analyse: Verdenshandlen med foderkorn ventes at stige med 25 pct. på ti år
Globalnyt 2018. Ny rapport: Dansk import af soja går hårdt ud over Latinamerikas skove; NOAH 2018. En grøn og retfærdig madpolitik
National Geographic 2017. Amazon fires cause deforestation
Scientific American 2014. Only 60 years of farming left if soil degradation continues
Københavns Universitet 2019. Nye tal viser, at det danske skovareal ikke øges længere, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, 25. februar
Miljø- og Fødevareministeriet 2018. Danmarks nationale skovprogram; Dansk Naturfredningsforening 2017. Sådan ligger landet ‒ Tal om landbruget
Danmarks Statistik 2019. Danmark producerer rekord meget biomasse og mere af det kommer fra importeret træ
Videnskab.dk 2019. Vi brænder de træer der skulle hente co2 ud af atmosfæren
Nord-Larsen et. al 2018. Skovstatistik 2018
Danmarks statistik 2019. Mere CO2 fra afbrænding af biomasse
European Environmental Bureau 2019. Decoupling Debunked
Stockholm resilience center 2015. The Planetary Boundaries
Københavns Universitet. Fosfor – fremtidens guld
Jyllandsposten 2014. Uafhængighed af Marokkansk fosfor. Af Sommer, S. G. et al. Den 23.06.2014; Global Aktion 2015. P for Plyndring: Det store fosfat-tyveri
George Monbiot 2020. Lab-grown food will soon destroy farming and save the planet
IPCC 2019. Climate Change and Land
EURACTIV 2018. Letter of scientists on use of forest biomass for bioenergy
EuroStat http://appsso.eurostat.ec.europa.eu/nui/show.do?dataset=nrg_ind_335a&lang=en
Europa-Kommissionen 2017. EU energy in figures, Statistical pocketbook 2017, figur 2.1.3, side 43.
NOAH 2015. Opgør med myterne om bioenergi: Bioenergi ‒ EU’s klimamål på afveje ‒ om bioenergis konsekvenser for klima, natur og det globale syd
Mongabay 2019. ‘We have cut them all’: Ghana struggles to protect its last old-growth forests. Af Awudu Salami Sulemana Yoda, 28. August 2019
NOAH 2018. En grøn og retfærdig madpolitik

Madsuverænitet

Madsuverænitet betyder befolkningers ret til sund og kulturelt passende mad, der produceres med bæredygtige metoder, og retten til at definere deres egne mad- og landbrugssystemer. Det handler om at producere det, folk har behov for, og ikke for profit. Storindustrielt landbrug dominerer verdens madproduktion med store konsekvenser for miljøet til følge. Det betyder også, at det meste af verdens befolkning har mistet kontrollen over madsystemet. Støtter man små, agroøkologiske landbrug, støtter man også madsuverænitet

Cirka 84 procent af verdens landbrug er på mindre end to hektarer, og små landbrug producerer mellem 30 og 40 procent af verdens mad, selv om de blot kontrollerer 12 procent af verdens landbrugsjord. (1) Mange af dem benytter metoder, der er mere miljøvenlige og genopbyggende for naturen. Det betyder, at små landbrug er mere effektive end de storindustrielle, samtidig med at de er mindre skadelige for naturen.

Det storindustrielle landbrug dominerer verdens madsystem gennem deres ejerskab af det meste af verdens landbrugsjord. Det har fejlet, når det kommer til at brødføde verdens befolkning. Cirka 925 millioner mennesker verden over er underernæret, mens cirka 688,5 millioner er berørt af betydelig madusikkerhed. FN’s fødevare- og landbrugsorganisation, FAO, estimeret, at cirka en tredjedel af verdens mad samtidig går til spilde. (2)

Madsuverænitet ‒ en alternativ vision for landbruget

Som reaktion på den stigende privatisering af vores madsystemer og det storindustrielle landbrugs svigt i forhold til at sørge for sund, bæredygtig mad til hovedparten af verdens befolkning, har jordbrugere verden over dannet organisationen La Via Campesina (LVC), der betyder “Bondens vej”. LVC er verdens største græsrodsbevægelse, der forener mere end 200 millioner småbønder og oprindelige folk for at promovere en alternativ vision for, hvordan mad produceres og forbruges.

De kæmper for en demokratisk restrukturering af mad- og landbrugssystemet, som kan tage kontrollen over land, vand, frø og andre naturressourcer tilbage til de mennesker, som producerer og forbruger maden. Det vil sige befolkningen frem for nogle få virksomheder. Derudover promoverer LVC landbrugsmetoder, som er mere blide over for klima og miljø. Alt i alt kaldes dette for madsuverænitet. (3)

Madsuverænitet er baseret på principper om lokal medbestemmelse og lokal viden og promoverer diverse, agroøkologiske landbrugsmetoder tilpasset den lokale kontekst.
Derfor er madsuverænitet også ideen om at decentralisere magten i madsystemet og anerkende traditionel, kontekstuel viden, der kan bruges til at beskytte lokale økosystemer og til at sørge for sund mad.

Agroøkologi

Agroøkologi er et bredt begreb, der kan bruges til at beskrive landbrugsmetoder, baseret på økologiske principper, der anvendes til at dyrke jorden på bæredygtig vis, uden eksterne inputs såsom pesticider.

Små, agroøkologiske landbrug kan give madsuverænitet

En stigende mængde forskning viser, at agroøkologiske landbrugssystemer, inklusive økologisk landbrug, sagtens kan brødføde den voksende globale befolkning, samtidig med at generere økonomiske, sundhedsmæssige og miljømæssige fordele. Ved at forbedre jordens tilstand, konservere vand og beskytte biodiversiteten, skaber økologiske metoder langt mere resiliens end de industrielle landbrug over for klimaforandringerne. (4)

Forskning peger også på, at små landbrug er mere effektive og ressourcebevarende end de store landbrug, da de typisk har flere afgrøder per areal og ofte dyrker en forskellige afgrøder på samme areal (intercropping) og de bruger meget få eksterne inputs (hvis overhovedet nogen). Ydermere, fordi de små, agroøkologiske landbrugsmetoder er arbejds- og vidensintensive frem for input-intensive, kan de bidrage væsentligt til beskæftigelse og inklusiv økonomisk udvikling på landet. Forskning peger også på, at de allerstørste landbrug desuden har et større tab efter høsten end de små. (5)

Industrien dominerer ‒ stor miljøødelæggelse

Mens jorden i stigende grad er på få aktørers hænder, ses samme tendens i andre dele af “fødekæden”. I dag er det en håndfuld store virksomheder, som styrer store dele af den industrielle fødekæde og spænder fra gødning, pesticider, kvæggenetik og maskineri til forarbejdning og distribution. (6) Faktisk er det kun kontrollerer fire virksomheder, der kontrollerer det meste af den internationale handel inden for frø, gødning og pesticider. (7)

At en lille gruppe virksomheder kontrollerer, hvad vi spiser, og hvordan maden er produceret, giver os ikke kun et demokratisk underskud, men også miljøproblemer. Agroindustrien promoverer et eksportorienteret, kapital-intensivt industrielt landbrug, der er baseret på specialisering inden for få afgrøder, dyrket på en monokulturel måde, og har brug for mange inputs udefra i form af et stort maskineri, kemiske gødningsmetoder og pesticider og andre eksterne inputs. Da denne form for landbrug ofte er eksportorienteret, tager den kun lidt højde for lokalbefolkningens ernæringsmæssige og kulturelle behov.

Det industrielle landbrug har store konsekvenser for miljøet og klimaet såsom udpining af landbrugsjorden, tab af biodiversitet og drivhusgasudledninger. Forskning peger på, at cirka en tredjedel af vores udledninger kommer fra det industrielle madsystem. (8) Ydermere har den stigende brug af kemikalier i landbruget, som er afhængige af fossile brændstoffer, skabt en negativ spiral, der har skabt større resistens hos skadedyrene, hvilket igen kræver brug af en større mængde kemikalier. (9) Derudover har forskning vist, at industrielle monokulturer gør afgrøderne mere sårbare over for klimaforandringernes effekter. (10)

Læs mere om miljø og klima under temaerne Frugtbar jord og Klima.

At samle frø bevarer diversiteten

Et resultat af ekspansion af det storindustrielle landbrug er kommercialiseringen af frøene, og et tilhørende fald i diversiteten af frø. Diversitet blandt frø er vigtigt, når det kommer til at vedligeholde den lokale biodiversitet og i forhold til at opbygge resiliens over for klimaforandringerne, hvilket er afgørende for at opretholde jordbrugernes livsgrundlag. Sidstnævnte er særligt vigtigt for de små landbrug, men oprindelige og lokale frø er også ofte en vigtig del af et lokalsamfunds kulturer. Det er derfor en vigtig del af begrebet madsuverænitet at have en divers blanding af frø, der gemmes og deles.

I Danmark har vi for eksempel organisationen Frøsamlerne, som i praksis arbejder med diversitet af frø. De organiserer 911 medlemmer rundt om i landet, som arbejder frivilligt med at finde, samle, registrere og gemme plantesorter, der er værd at bevare. De arbejder for at øge brugen af sjældne planter blandt deres medlemmer og for at øge viden om frødiversitet, -produktion og -opbevaring blandt den bredere befolkning i Danmark. (11)

I Ghana støtter ECASARD ‒ La Via Campesina Ghana ‒ også de små jordbrugere i at organisere samling af frø. Over hele verden støtter La Via Campesina små jordbrugere og viser gennem deres hverdagsaktiviteter en retning for et mere retfærdigt og bæredygtigt madsystem. At støtte din lille, lokale, agroøkologiske jordbruger er en måde at støtte den global kamp for madsuverænitet.

Kilder

Ricciardi, Ramankutty, Mehrabi, Jarvis and Chookolingo 2018. How much of the world’s food do smallholders produce?
FAO 2020. Food Loss and Food Waste; FAO, IFAD, UNICEF, WFP and WHO 2017. The State of Food Security and Nutrition in the World 2017. Building resilience for peace and food security. Rome, FAO
Forum for Food Sovereignty, Nyéléni 2007. Declaration of Nyéléni
Friends of the Earth U.S. 2016: Farming for the Future: Organic and Agroecological Solutions to Feed the World. Skrevet af Cook, Hamerschlag og Klein
Altieri et al. 2012. Nourishing the World Sustainably. Scaling up Agroecology; Ricciardi, V., et al. 2018. How much of the world’s food do smallholders produce?
Friends of the Earth International (2019). Power Concentration in the Global Food System.
Howard 2019. Global Seed Industry Changes Since 2013
IPPC (Intergovernmental Panel on Climate Change) 2019. Special Report on Climate Change and Land; Vermeulen, Campbell and Ingram (2012). Climate Change and Food Systems. Annual Review of Environment and Resources, vol. 37:195-222
Gliessman 2014. Agroecology: The Ecology of Sustainable Food Systems. 3. udgave
Friends of the Earth U.S. 2016. Farming for the Future: Organic and Agroecological Solutions to Feed the World, skrevet af Cook, Hamerschlag and Klein 2016.
Frøsamlerne 2019. Om foreningen. Se www.froesamlerne.dk/foreningen/om-foreningen