Gladys plejede at undervise i hjemkundskab. Så blev hun aktivt engageret i de udfordringer, kvinder står over for på landet, og hvordan de modstår undertrykkende investorer og strukturer. Derfor besluttede hun sig for at blive en del af NGO’en ECASARD, som arbejder med kvinder i landbruget og små bønder generelt. ECASARD er medlem af det verdensomspændende netværk Via Campesina, der repræsenterer cirka 200 millioner småbønder verden over. Nu lægger Gladys kræfter i arbejdet for at promovere kvindernes rettigheder i Ghana og Vestafrika generelt.
“Der er et generelt problem med kvinders forhold i Ghana. Der er en masse diskrimination og vold i hjemmet mod kvinder. Problemet er, at mænd har besluttet, at vi kvinder ikke har noget at sige. Når manden taler, så skal vi lytte. Det er på denne måde i mange aspekter af det ghanesiske samfund,” forklarer Gladys. Hun fortsætter:
“I husholdningen for eksempel: Når du som kvinde gifter dig med en mand, så bliver hans ord lov. Manden har magt over alt. Han kan bestemme, om kvinden må besøge sin familie eller ej. Alt, hvad kvinden ønsker at gøre, skal godkendes af manden.”
Gladys siger, at det er på samme måde i politik. Hun udtrykker, at mændene bestemmer på kvindernes vegne, og de er hverken repræsenteret eller med på råd, selv når det kommer til beslutninger, som vedrører dem. Det er det samme med medicin, forklarer hun. Lægerne er mænd. Gladys mener, at den medicin, som lægerne giver, ikke altid er god for kvindernes helbred.
“På gården er det også det samme. Kvinderne arbejder sammen med mændene og tager på markedet for at sælge, men giver alle pengene til mændene. Små jordbrugere, for det meste kvinder, der udgør majoriteten af jordbrugere i Ghana, er hverken set eller værdsat. De er blevet usynliggjort. Men uden dem, ville ingen få nok mad. De brødføder befolkningen,” fastslår Gladys. Hun fortsætter:
“Vi har områder, som er blevet udsat for “land grabbing” foretaget af multinationale virksomheder og regeringen. Regeringen har det formelle ejerskab over alle mineralerne og andre naturressourcer i landet. Derfor kan de give folks land til investorer. Dog skal lokale konger godkende det på vegne af lokalsamfundet, før nogen investor kan gå i gang. Men kongerne skal ikke rådføre sig med folk i lokalsamfundet. Jorden overtages uden forudgående informeret samtykke hos befolkningen,” forklarer Gladys. Derudover siger hun:
“Da man forhandlede om kompensation, tog mændene beslutningerne uden at involvere kvinderne. Der er tale om engangskompensation, og kvinderne er ikke sikre på, at de altid har fået hele den kompensation, som mændene var lovet. Kvinderne havde intet at sige. Lokalsamfundene kan som oftest ikke engang få arbejde i disse virksomheder. De tager folks jord, men de ansætter ikke de unge som lovet. De ansætter folk udefra og siger, at folk fra landet ikke har de fornødne evner.”
Gladys konkluderer:
“Så i dag har kvinderne ikke adgang til deres jord, skov og vand. Hvad kan jeg gøre, hvis min kakaoplantage er blevet taget? Min jord er mit liv. Den skulle have taget sig af mig og fremtidige generationer. Men hvordan er det muligt, hvis min jord bliver beslaglagt til minedrift eller opførelsen af en dæmning? Det er ikke retfærdigt. Kvinderne må stille sig forrest og kæmpe for sig selv og deres rettigheder. Mine- og ressourcelovgivningen i Ghana skal ændres.”
ECASARD’s program for at styrke kvinder
“Kvinder er nødt til at kende deres rettigheder og kæmpe for, hvad der er deres. ECASARD tilbyder dem træning for eksempel i, hvordan de kan repræsentere sig selv på alle niveauer. ECASARD har bistået kvinder i mange sager gennem domstolene. Vi har trænet kvinder, og det har resulteret i, at nogle af dem nu har fået deres ejendomme tilbage, og at deres børn nu går i skole.”
Gladys og ECASARD støtter blandt andet op om de kvinder i Ahafo-regionen, der har mistet deres jord til guldminefirmaet Newmont Gold Corp.
Se vores artikel om kvinder ramt af guldminen i Ahafo: “Før havde vi adgang til stort set alt”.
“Nu vil vi have dem til at gå til Newmont og forhandle igen. Vi vil have dem til at sige: “Hvis I kommer for at tage vores jord fra os, så skal I betale, og I kommer til at betale os for resten af vores liv,”” siger Gladys. Hun forklarer, at som det er i dag, er kompensationen ikke en del af lovgivningen om miner i Ghana. Det vil ECASARD ændre på.
“Hvis firmaer vil opføre en mine eller en dæmning, skal lokalbefolkningen kunne stævne dem for retten og forhandle for bedre kompensation. Fordi der ingen lov er, kan man ikke hive nogen i retten,” siger Gladys. ECASARD kæmper nu sammen med NGO’erne WACAM og IANRA, for at lokalbefolkningen skal give forudgående informeret samtykke til, at deres land kan bruges til minedrift.
Repræsentanter for dem selv
“Jordbrugerne ⎼ især kvinderne skal repræsenteres på alle de politiske niveauer. De skal med til møder i Accra [Ghanas hovedstad] og tale deres sag. Formulering, planlægning og implementering af politikker er ikke kun for kontorfolk, som ingenting ved om landbrug og aldrig taler med jordbrugere. Eller for mennesker, som bruger overkompliceret sprog, som jordbrugerne og andre almindelige mennesker ikke forstår. De bestemmer på jordbrugernes vegne, og det er ikke godt. Jordbrugere ⎼ inklusive kvinder ⎼ skal repræsenteres både i lokale, regionale og nationale forhandlinger,” siger Gladys. Hun forklarer:
“Vi ønsker ikke, at andre repræsenterer jordbrugerne. Vi ønsker, at de skal repræsentere sig selv, for kun de ved, hvad der påvirker dem, og hvordan de løser deres egne problemer. Hvis de ikke er inviteret, hvordan kan de så fortælle deres historier eller tage del i planlægningen og implementeringen af landbrugspolitik? Hvis ikke man inddrager dem, hvordan kan de så udtrykke sig?”
Gladys understreger, at hvis de var blevet taget med på råd, inden minefirmaet kom til Ahafo, ville lokalsamfundet ikke være gået med til opførelsen af minen.
“Nu er deres livssituationer forværret. Så de ønsker, at minefirmaet forlader området, og at de kan få deres land tilbage og leve af jorden som før. Og leve i fred og fordragelighed i deres lokalmiljø. Det ville styrke og frigøre dem. De ville kunne kultivere jorden, have træ, som kunne give dem et tag over hovedet, de ville have adgang til floder, vildt, svampe og mange andre fordele fra skoven,” forklarer Gladys.
Forskellige måder at styrke og frigøre kvinder på
Til at begynde med var kvinderne, som ECASARD henvendte sig til, tilbageholdende over for tilbud. Men med tiden og en stigende tillid har kvinderne nu tilsluttet sig organisationens programmer i deres lokalsamfund. ECASARD har flere projekter, der sigter mod at styrke og frigøre kvinderne, blandt andet ud fra feministiske perspektiver for at give kvinderne økonomisk frihed og for at uddanne både kvinder og mænd. Gladys uddyber:
“Vi har udviklet økonomiske projekter for kvinderne i lokalsamfundet, hvor de producerer sort sæbe og pomade for at tjene penge. Vi støtter dem i at have selvhjælpsgrupper for at foretage fælles opsparinger og optage lån samt i at strukturere, hvordan de bruger gruppernes penge. Det hjælper landsbyerne med at styre deres økonomi, med opsparinger og lån til projekter. Vi prøver også at skaffe dem nye landbrugsjorde og at lære dem at foretage opsparinger, for at de kan gøre sig uafhængige af købmænd.”
Den økonomiske styrkelse og frigørelse kan også kobles sammen med en mere klimavenlig brug af naturressourcer. “Vi har lært dem at lave forbedringer med nye komfurer, som gør, at de bruger meget mindre kul og træ end før i tiden,” siger Gladys.
Gladys forklarer, at de også gennemfører noget undervisning for at uddanne mænd til at tage sig af nogle af kvindernes opgaver:
“Det er ikke nedværdigende opgaver at give sit barn et bad, lave mad, vaske eller udføre andre såkaldte feminine opgaver i husholdningen. Vi ønsker, at de støtter og forstår kvinderne bedre. Mænd bliver nødt til at give kvinder frihed, for at de kan være glade, stærke og selvstændige.”
Gladys forklarer, at der allerede sker et skift i mentaliteten, og at det er ved at blive normalt at hjælpe sin kone, i stedet for at det skal problematiseres.
“Folk forstår det nu, og de bekymrer sig mindre om det. Vi taler altså også om respekt for sine medmennesker. Typisk skal kvinden lytte, når manden taler. Men kvinder skal også have lov til at tale! Det er tid til, at vi kvinder begynder at tale vores sag, og at vi kæmper for vores rettigheder. Og vide, at ingen andre end os selv vil kæmpe for os. Ingen kan snyde de magtfulde kvinder. Men kvinderne i de små landbrug bliver hele tiden snydt. Og de udgør hovedparten af kvinderne.”
Derfor hjælper ECASARD kvinderne i landområderne. De fokuserer også på at uddanne dem i bæredygtighed.
“ECASARD arbejder med alle slags emner relateret til landbrug, herunder kvæg, fjerkræ og fiskeri. Fiskere er også en del af vores organisation. Vi fortæller dem, at de ikke skal bruge finmaskede net til at fange fisk, så de ikke fanger fisk, der ikke er modne til at fange. De skal også holde sig fra at bruge kemikalier, som forurener vandet og forgifter fiskene. Den slags er vi imod. Vi har rådgivet jordbrugerne om ikke at dyrke jorden tæt på floderne, da det forurener vandet og skaber erosion. Dette påvirker alle lokalsamfundene, der er langs floden.”
ECASARD promoverer også braklægning og traditionelle, sunde metoder. Gladys forklarer:
“I forhold til jordens frugtbarhed ved vi, at hvis man bruger en mark et år, så skal vi lade den være i mindst tre år, før vi kommer tilbage til den. På den måde får jorden næring. Og hvis man undlader at bruge kemikalier, så holder jorden sig frugtbar. Vi har lært dem den naturlige måde at dyrke jorden. Den traditionelle måde. Den, vores forfædre brugte. Det gjorde dem sunde. Alle deres grøntsager var sunde.”
“Med hensyn til landbrug prøver ECASARD også at inspirere jordbrugere til nye dyrkningsmetoder. For eksempel teknikker til forarbejdning eller at anskaffe maskiner. Gladys og hendes kolleger underviser i, hvordan man laver sin egen kompost ved at bruge madaffald efter måltider og ved at efterlade græs på jorden for at rådne, når de luger, da forrådnelsen af græsset giver næring til jorden. Det er agroøkologi.”
“Vi er imod brugen af pesticider. Jordbrugerne lærer at lave væske fra lokale neemtræblade med peber, væske af blade fra papayatræet samt aske. Det kan de sprøjte deres grøntsager med, da det ikke er giftigt,” fastslår Gladys.
“Vi hjælper dem med at bevare deres frø og beskytte frøene ved at opbevare dem i små krukker, såsom mudderkrukker, som vi dækker med mudder. Frøene kan holde sig til næste sæson, og når det er tid til at så, fjerner man mudderet ved at knuse det og kan dermed få fat i såsæden.”
ECASARD prøver at gøre professionen mere attraktiv for unge mennesker, særligt unge piger, for at give dem beskæftigelse og en grund til at blive i lokalsamfundene.
“Vi prøver at fortælle dem, at de bør blive i Ghana og gøre jordbrug til deres livsgrundlag. Det vil hjælpe dem. Vi bliver nødt til at gøre landbruget attraktivt ved at tilbyde de unge lån og hjælpe dem med at finde nye landbrugsjorde, tilknytte dem til markedet og forarbejdningen af produkter, de sælger på tværs af jorden, for at de kan få en retfærdig pris. Så vi gør en masse for jordbrugerne. Vi har også et program for de kvindelige jordbrugere, hvor alle kvinderne mødes i oktober og taler deres sag,” fortæller Gladys.
FN’s internationale dag for kvinder på landet
“Den 15. oktober er en stor dag for små landbrug i Ghana og resten af verden. Det er FN’s internationale dag for kvinder på landet. Mere end 70.000 kvinder tager del. Hvad vi i bund og grund gør er en dag med optræning, og vi inviterer interessenter som bankfolk, investorer, politikere, traditionelle ledere, andre kvindelige grupper, trossamfund, donorer og civilsamfundsorganisationer.”
Gladys fortsætter:
“Den 15. oktober er den store samling af masserne. Folk kommer fra hele landet for at vise deres produkter og sælge. Vi bruger medierne til at offentliggøre, hvad vi gør. Jordbrugerne deler erfaringer om deres succeser og udfordringer, deler frø, får nye venner og får priser.”
Igennem prisuddelingen får jordbrugerne at vide, at de er værdsat for deres indsats, og hvad de gør for Ghanas befolkning.
“Uden dem kan ingen få mad. Vi dyrker jorden for vores lokalsamfund og familier. Vi sælger kassava, melbananer og andre afgrøder samt kvæg og fisk. Pengene bruges for eksempel til at betale for skolepenge, hospitalsregninger, at bygge huse, at opbygge deres levebrød og tage sig af familien,” forklarer Gladys. Hun mener, at det er vigtigt at støtte op om jordbrugerne, der producerer til det lokale marked og understøtter den lokale økonomi:
“De kommercielle landbrug producerer blot for at sende produkterne til udlandet på det globale marked. Så vi beder regeringen om at støtte de små familielandbrug, der opdrætter nogle få geder og kyllinger og brødføder sig selv og deres lokalsamfund. Regeringen burde støtte de små jordbrugere i at få adgang til markeder, forarbejdningsmaskiner og lån med lav rente. Hvis befolkningen er i stand til at gøre dette, og vi alle er velstrukturerede, så tror jeg ikke, der vil være nogen problemer i Ghana. Jorden er meget frugtbar i Ghana.”
