“Før vi blev forflyttet, havde vi adgang til næsten alt”

• 

• 

• 

Lokalsamfundene i Brong-Ahafo-regionen i Ghana plejede at have jorden som livsgrundlag ved at kultivere deres afgrøder med traditionelle metoder på den jord, som de havde arvet fra deres forfædre.

Landsbyboerne fiskede og dyrkede melbananer, palmer, majs, kassava, tomater og andre grøntsager og gjorde brug af skovens produkter for at brødføde sig selv. Derudover kunne de sælge afgrøder såsom kakao, så de kunne betale skolepenge og sørge for arbejde og stabilitet for fremtidige generationer.

“Når det regnede, plejede børnene at følge efter strømmen, og de kunne endda finde guld i jorden. Det her sted har masser af guld,” siger Rosina Yeboah fra Ntotroso.

Så kom den store amerikanske virksomhed, Newmont Gold, for at drive rovdrift på guldet. Med tilladelse fra den ghanesiske regering har virksomheden forflyttet mange landsbyer, og andre kan blive forflyttet når som helst.

Er det de lokale kongers ansvar?

Ghanas regering ejer alle mineralerne og andre ressourcer, og derfor har den autoritet til at godkende, at firmaet kunne overtage jorden. Lokalbefolkningerne kan ikke sige nej til nogen investor, når regeringen giver godkendelse. Der er ikke tale om noget forudgående informeret samtykke. Firmaet skal konsultere lokalsamfundenes konger, før de går i gang, men lokalbefolkningen behøver ikke at blive konsulteret.

“Mændene har flere muligheder end kvinderne. Når det kommer til beslutninger, har mændene mere at skulle sagt end kvinderne,” fortæller Adwoa Adwobi fra Kenyasi. Hun siger, at medmindre du spørger kvinderne, før beslutninger tages, har de overhovedet ikke noget at skulle have sagt. For enhver beslutning gælder, at det er kongerne og de andre mænd, der tager dem.

Kongerne ser ud til at have fået gavn af aftalen med firmaet. Deres huse ser nye og velhavende ud og de har nye biler, mens lokalbefolkningen har mistet sin jord og sit hjem.

Hvordan mistede lokalsamfundene deres jord?

Newmont Gold kom til området i 2006 og forflyttede da lokalsamfund fra deres jord for at udvinde ædelmetallet.

“Before we were relocated – when we had our own land – we had access to nearly everything. Snail in the bush and vegetables. I could go in the forest and pick whatever I wanted. But now no. You cannot have access to the land, you have to purchase land to work on,”Comfort Nyamekye from the resettled village Kenyasi no. 2 explains.

“Før vi blev forflyttet, da vi havde vores eget land, havde vi adgang til næsten alt. Snegle i busken og grønsager. Jeg kunne tage ind i skoven og samle, hvad end jeg havde brug for. Men ikke længere. Du har ikke adgang til området og er nødt til at købe land for at kunne arbejde,”fortæller Comfort Nyamekye fra den forflyttede landsby Kenyasi nr. 2.

De forflyttede landsbyboere har ikke længere deres egen jord, hvilket tvinger nogle til at arbejde på andres landbrug. Mange landsbyboere er endnu ikke blevet officielt forflyttet, men kan ikke bruge jorden eller blive boende. Nu skal de typisk rejse langt for at finde et stykke landbrugsjord, de kan bruge. Rosina forklarer, at hun og andre er nødt til at gå cirka fire kilometer hver vej til et tidligere skovområde, som regeringen ønsker at genplante med teaktræer. De er nødt til at betale for at have adgang til jorden og kan kun dyrke den midlertidigt.

Dermed er lokalbefolkningen overladt til at dyrke den smule land, der er tilbage, såsom vejsider, der ikke vil blive ødelagt af minen. Andre prøver at klare sig ved at være handlende og vandre over lange distancer for at opkøbe afgrøder og sælge dem på fjerne markeder.

“Som landbruger kan du ikke engang arbejde på din egen jord. Når man løber tør for penge, bliver man indimellem nødt til at blive hjemme. Så kan man ikke brødføde sig selv og sin familien,” forklarer Comfort.

Ydermere forklarer Nana Akoma fra Achiaakrom, at landbrugene er ejet af mænd, og at det typisk er kvindernes rolle at tage på marked og sælge varerne, mens mændene kan lægge mere energi i landbruget.

“Hvis jeg for eksempel har land, og en kvinde kommer til mig for at arbejde, så vil jeg foretrække en mand, fordi jeg ønsker en person med styrke til at udføre arbejdet og give mig min andel. Så det meste af tiden får mænd flere muligheder for at få adgang til jord gennem forpagtning end kvinder,” siger Nana. Hun fortsætter:

“Hvis man ikke har en mand, så er det svært at få lov til at arbejde i landbruget, fordi gården kræver hårdt fysisk arbejde.”

Mange kvinder er derfor fanget i fattigdom, da de hverken har den fornødne tid eller ressourcer til at arbejde nok til at tjene en ordentlig løn. Deres arbejdsforhold er blevet forværret, og de har ofte ikke nok midler til at understøtte deres børn. Med andre ord har guldminen medbragt et skifte til en pengebaseret økonomi, der ikke er tilstrækkelig til at bevare deres livsgrundlag.

Traditionelle metoder kan bidrage til at passe på jorden

Dem, der stadig har adgang til jord, har plads nok til at lægge jord brak.

“Vi kan ikke rykke afgrøder rundt fra et sted til et andet, som vi plejede. Vi har bare et område til alle afgrøderne,” forklarer Beatrice Owusu fra Kenyasi.

At lægge jorden brak er en måde at holde jorden frugtbar, da det giver jorden tid til at komme sig og genopbygge organisk materiale i form af muld og øget næring, så jorden fortsat kan bruges til at dyrke afgrøder. Dog siger Beatrice, at de fortsat gør brug af sædskifte, hvilket betyder, at de ved hver sæson skifter mellem, hvor de planter såsædene. Det betyder, at de bevarer de forskellige næringsstoffer i jorden. De benytter også flere afgrøder på samme område på samme tid (blandingsafgrøder), så planterne kan få gavn af hinanden.

“En af fordelene er, at den ene afgrøde beskytter den anden. Kassavaen giver skygge til kakaospirer, indtil de er modne. Andre afgrøder beskytter mod blæsten,” forklarer Beatrice.

Rosina forklarer, at de har prøvet at bruge pesticider, men har indset, at det ændrede afgrøderne. Så nu er de stoppet med at bruge pesticider og foretrækker at bruge håndkraft i stedet. Hun forklarer, at jorden allerede er næringsrig, og at de beriger jorden for eksempel ved at lade plantedele rådne på landbrugsjorden (overfladekompostering). Dermed bidrager deres metoder til at opbygge organisk materiale (kulstof), som er jordens næringsrige muld, og det både øger biodiversiteten og mindsker mængden af CO₂, der påvirker klimaet. Comfort mener også, at et øget kemikalieforbrug reducerer næringen i jorden. De gemmer også frø, så de ikke behøver at benytte kommercielle frø hvert år.

Rosina fortæller, at de har brug for frø, kapital og sunde finanser for at være bæredygtige. De har også brug for faciliteter til at forarbejde afgrøderne. Hvis de har finansiering til forarbejdning, kan de håndtere afgrøder, når de ikke kan sælge dem på markedet, og opbevare produkter, så de kan få en bedre pris. De efterspørger desuden oplæring i forhold til at udvide til andre markeder.

Utilstrækkelig finansiel kompensation

Lokalsamfundene endte med at få mindre land, og de fik en mangelfuld finansiel kompensation. Kompensationen stod ikke engang til forhandling, og dermed blev folk nødt til at acceptere beløbet, som regeringen og den multinationale virksomhed tilbød dem.

Beatrice fra Kenyasi nr. 2 forklarer:

“De [Newmont Gold Company] giver dig et hus, og så er det ellers det. De giver dig en lille sum penge, og så må du ellers lede efter arbejde hos nogen, hvis jord ikke er blevet taget, hvor du lejer jord til at dyrke på. Det er et stort problem, at man nu skal betale for jord til jordejerne.

“Det er et alvorligt problem, da man bruger de penge, man har fået i kompensation til at hjælpe familien, på at betale husleje, før du forflyttes,” siger Nana.

Et større problem er, at kvinderne er blevet forbigået med hensyn til kompensation for tabet af jord. For udover, at beløbene har været utilstrækkelige, er det mændene, der er blevet givet kompensationen i kraft af deres rolle som familieoverhoveder. Både Beatrice og Rosina har nævnt, at dette sætter kvinderne i en meget svær situation, da mændene ikke har hovedansvaret for børnene. Mange mænd har forladt området for at få bedre muligheder og dermed efterladt kvinderne alene med børnene, som både skal have mad og sendes i skole.

Alvorlige konsekvenser for sundheden og livsgrundlaget

Gladys Adusah fra den ghanesiske NGO, “Ecumenical Association for Sustainable Agriculture and Rural Development” (ECASARD), har forsøgt at støtte lokalsamfundene og forbedre deres situation. Hun forklarer:

“Newmont Gold tog enorme mængder jord fra dem. Nu bliver kvinderne nødt til at rejse langt for at dyrke jorden. Vejene er dårlige, deres floder er ødelagt, og de kan ikke engang benytte lokale urter som medicin, ligesom de gjorde før i tiden. Du kan ikke drikke vandet eller bruge urterne nu på grund af kemikalierne og kviksølvet fra guldminen. Alt rundt om lokalsamfundet — selv den luft, de indånder —  er blevet forurenet. Folk har hud- og øjenproblemer og andre problemer. De får ikke nok mad, og de lider.”

“Hver anden måned lukker de kemikalier ud i vandet,” siger Nana Achiaa fra Manushed.

Minen behandler guldet med cyanid og har haft flere lækager. Det dræber fiskene og har ødelagt adgangen til ferskvand. Det er blevet umuligt at drikke vand fra, fiske eller svømme i, den lokale sø, og Newmont har endda forbudt beboerne at gå inde i det overgivne område. Beatrice forklarer konsekvenserne af kemikalierne og minesprængningerne i området:

“Før, når det regnede, da kunne man drikke vandet. Men nu kan du — på grund af sprængningerne og luftforureningen — se, at hele området bliver usigtbart. Så når det regner, kan man aldrig drikke vandet, da det er forurenet. Når du drikker det og prøver at vaske med det, får du udslæt.”

Forureningen af vandet forstærkes af klimaforandringerne, der også påvirker lokalsamfundene i Ahafo-området.

“Nedbøren har ændret sig drastisk. Før havde vi jævn regn på denne tid af året. Vejret blev køligt. Men dette år og især i august var der kun regn én gang,” siger Beatrice. Fældningen af træer betyder også, at der er mindre vand i jorden.

“Det har fået vores afgrøder til at gå tabt. Før ville det regne, men i årevis har nedbøren ikke været vedvarende. Dette år har været det værste. Der har overhovedet ikke været nok regn,” siger Beatrice.

Komfort bekræfter, at førhen var vejret meget godt, og at regnen kom i rette tid. Hun siger, at ændringerne har været mærkbare de seneste fem år.

“Førhen opbevarede vi vand i tønder og andre beholdere, men på grund af firmaet kommer der støv fuld af kemikalier fra sprængningerne ned i vandet. Så når man opbevarer vandet, bliver det helt sort og ubrugeligt,” forklarer Beatrice. Hun fortsætter:

“Derudover regner det ikke kontinuerligt – regner det i dag, må man måske vente to-tre uger indtil den næste byge. På grund af kemikalierne er det første regnvand sort. Hvis det regner to-tre dage i træk vasker regnen fra anden og tredje dag det dårlige væk. Men det er ofte ikke tilfældet: det regner måske hver anden uge, så kemikalierne, der bruges af firmaet, har meget alvorlige konsekvenser for os.”

Tvungen migration

Manglen på adgang til land, den mangelfulde kompensation, der har ført til fattigdom, og den miljømæssige forurening har tvunget folk til at emigrere for at finde bedre muligheder andetsteds.

“Dette her sted er blevet farligt på grund af forureningen af vandet og andre ting, så mange landsbyboere flytter væk herfra. Selv gamle damer finder på måder at skaffe penge for at leje et værelse i byen,” fortæller Nana Achiaa.

“Den yngre generation føler sig hjælpeløs, fordi den ikke har nogen muligheder her,” siger Nana Achiaa.

Firmaet ansætter kun uddannet arbejdskraft, ikke lokalbefolkningen. Og firmaet har ikke valgt at uddanne lokalbefolkningen. De er kun lejlighedsvis ansat som arbejdere til at hjælpe de professionelle, forklarer Nana Achiaa og Adwoa.

Beatrice fortsætter:

“Firmaet ansætter ikke de unge eller mændene, så de har ikke adgang til penge. De tager ud og arbejder og får nogle penge, og de kommer hjem. Men hvis de ikke tjener penge, ved de, at problemerne derhjemme er så store, og de tænker: “hvorfor skulle jeg dog komme hjem?”. Da bliver de væk.”

Det har ført til, at mange unge mennesker, der ikke har et job eller penge nok til at leje et sted at bo, migrerer i håbet om at få bedre muligheder i byen.

“Du indser, at hele landsbyen er stille. De fleste er rejst og leder efter grønnere græs andetsteds.
Dog kan vi, den ældre del af befolkningen, aldrig forlade stedet. Hvor skal vi tage hen og arbejde? Vi bliver nødt til at blive her og kæmpe,” siger Comfort.

Nogle af dem, der migrerer til byen bliver fanget i slaveri eller prostitution. Det er en stor bekymring, siger Gladys fra ECASARD:

“Jeg bekymrer mig især om de unge piger. De rejser til andre områder, store byer, for at finde arbejde og tjene penge”, siger hun, og Nana forklarer:

“Kvinderne tager ud for at finde ud af, hvor græsset er grønnere, men når de tager til storbyen, henfalder nogle i prostitution. De kommer tilbage med sygdom, HIV og teenagegraviditet, og så dør de. Nogle forældre hører ikke fra deres døtre.”

Situationen er dog ikke nødvendigvis bedre for de unge piger, som bliver, fordi minearbejderne efterspørger prostitution, forklarer Gladys. I Ahafo-området er uønskede graviditeter blandt teenagere steget fra 170 til 180 mellem 2016 og 2017, og antallet af HIV-smittede er mere end fordoblet i samme periode – fra 105 til 225.

Empowerment-grupper for kvinder

Tvunget til at tackle dette overvældende sammensurium af problemer har kvinderne dannet et netværk, og de får gavn af hjælp fra organisationer såsom ECASARD. Organisationen hjælper dem med at råbe op og fortælle om, hvad der foregår i deres område, og forlange miljømæssig, socioøkonomisk og kønsmæssig retfærdighed. ECASARD ønsker, at kvinderne organiserer sig for bedre rettigheder, og presser de lokale konger, politikerne og firmaet til at få ordentlig kompensation, adgang til land, bedre genhusning, uddannelse til piger og arbejdsmuligheder for kvinder. De håber på støtte fra det internationale samfund.

Komfort siger, at der er brug for, at de står sammen og kæmper for en fælles sag, men at de er nødt til at stå sammen. Især kvinderne.

“Vi er gået sammen som en kvindegruppe. Hovedfokusset er på at diskutere og sælge cassava og andre produkter. Kvindegruppen er hjælp til os selv,” siger Adwoa. Beatrice forklarer.

“Vi laver fælles lån og opsparing i landsbyen for at spare sammen til frø og andre ting. Men det er ikke nok.” Hun håber på at få støtte til en frøfond.

“Styrk kvinder finansielt. Hvis du gør det, så kan de også have deres egne landbrug,” siger Beatrice. Comfort konkluderer:

“Vi har brug for støtte til at købe land, så vi kan fortsætte vores eget landbrug. Har vi adgang til land, betyder det, at vi kan arbejde uden begrænsninger og betale vores børns skolepenge.”