
Louise Hansen og Anders Hedegaard er økologer på Vester Hedegaard, hvor Anders er syvende generation. Deres økologiske tilgang betyder, at ingen pesticider eller gødning er tilført, og at det eneste, der bliver fjernet fra marken, er kornkernerne. Fordi plantematerialer får lov til at blive i jorden, opbygges næring og organisk materiale i form af kulstof, hvilket betyder mindre CO2 i atmosfæren, at jorden er mere frugtbar, og at der er mere plads til dyre- og plantelivet. Gårdens marker er små og omkranset af grønne læbælter, og markdriften foregår med forholdsvis små maskiner. Senest er der gjort forsøg med pløjefri dyrkning. Denne dyrkningsform betyder, at jorden forbedres, og fremmer opbygning af organisk materiale, fordi man ikke roder rundt i den og presser jorden sammen med store maskiner, så mikrolivet forstyrres. Der er hårdt brug for økologisk og pløjefri dyrkning, for ifølge FN er der på verdensplan kun 60 år tilbage med frugtbar muldjord til at dyrke mad på, hvis ødelæggelsen af jorden fortsætter med den nuværende hastighed.
Læs mere om pløjefri og økologisk dyrkning under temaet “Frugtbar jord“.
Kulturarv baner vej for forsøg med økologisk, pløjefri dyrkning
Samtidig med at de dyrker økologisk, eksperimenterer Anders og Louise med at dyrke pløjefrit, hvilket er en metode med både potentiale og udfordringer.
“Det kan være svært under vores produktionsforhold, fordi det gør, at ukrudtstrykket bliver højere, og kornet får sværere ved at tage over. Vi har prøvet at køre klid – som er rester af de kornkerner, vi har fjernet – tilbage på marken, og vi har kløvergræs i bunden af marken til at lagre og holde på kvælstoffet, der er næring til planterne. Derudover arbejder vi med de gamle kornsorter. De bliver høje, og det hjælper, så vi undgår ukrudt uden at sprøjte. Højt korn lukker af for lyset og begrænser dermed ukrudtsvæksten. Samtidig er de gamle sorter forholdsvis nøjsomme, men giver til gengæld en meget høj bagekvalitet og god smag,” siger Louise. Hun forklarer, at det kan fungere på nogle arealer, men langt fra på alle. Deres erfaring er, at det er et begrænset areal, hvorpå denne metode er mulig.
Louise peger på, at de løbende kan se forbedringer i deres høst:
“Vi har tre år i træk under omskiftelige vejrforhold hvert år haft ny rekord i protein i kornet. Nu har vi brugt nogle år på at nedmulde rigtig meget kulstof, og jeg tror på, at det har en effekt, som man ikke ser fra det ene år til det andet, men det kommer stille og roligt.”
Brug af stenkværn giver høj næring i melet
Anders og Louise dyrker cirka femten sorter, der omsættes til gårdens østrigske stenkværn, og dyrker derudover en del flere sorter til demonstration i deres kornkøkkenhave og til opformering af nye, spændende kornsorter.
“Vi formaler kornet på stenkværnen for at få alle de gode sager med. Vi får således kimen og skaldelene med i melet. Her sidder størstedelen af næringsstofferne og de gode kostfibre. Vi kører det igennem flere gange for at male melet fint nok, til at man kan bage med det 100 procent uden at tilsætte finere industrimel. Det handler om, at jo finere melet males, jo lettere er det at få luft i dejen. Vi kan følge processen, helt fra kernen kommer i jorden og til færdigbagt brød. Det, synes jeg simpelthen, er fedt.”
Louise fortæller, at de har udviklet en særlig årgangsmel for at mindske madspild. Den består af forskellige sorter af korn, der er blevet blandet sammen i mejetærskeren, når man skifter mellem sorter under høstarbejdet. Mellem 400 og 500 kilo blandingskorn bliver således udnyttet til mel og går ikke til spilde.

Solceller og plads til skov og natur
Ud over at eksperimentere med pløjefri dyrkning har gården solceller installeret på taget for at have bæredygtig strømforsyning til mølleriet, korntørringen, gårdens lille savværk og husholdningen.
“Vi har regnet lidt på det, og vi oplagrer cirka ti gange så megen energi, som vi forbruger, blandt andet fordi vi får strømmen fra solceller på taget. Derudover ligger 20 ud af vores 60 hektarer på gården i skov, både for at lagre kulstof og for at skabe levesteder for dyrene. Og så har vi ti hektar sammenlagt, som er eng og mose, og 3,5 hektar, som er aroniabærplantage,” siger Louise, og Anders fortsætter:
“Det er kun halvdelen af skovens årlige tilvækst, som vi tager ud til brænde og træ til opskæring. Så en del af skoven får mere eller mindre lov til at udvikle sig på naturens præmisser.”
Små marker – mere natur
Ifølge parret er det ikke nødvendigvis mere miljøvenligt at være et lille, frem for et stort landbrug. Men Louise forklarer, at der er en tendens til, at de små brug i højere grad har bevaret naturens åndehuller i form af læbælter. Mange store landbrug har jævnet disse levende hegn med jorden for at få større marker.
“Små marker med læbælter er det bedste, og det ser vi jo typisk ved små landbrug. Men der er små landbrug, som sprøjter lige så meget, som store gør. Så selv om jeg er meget stor fortaler for de små landbrug, er det ikke kun det, at det er småt, der gør det miljøvenligt. Man skal tænke over alt muligt. Hvor får man sin strøm fra? Hvor meget CO2 udleder man? Hvor meget CO2 opsamler man? Hvordan kompenserer man for udledningen? Det er ikke kun et spørgsmål om størrelse,’’ siger Louise. Hun mener dog, at der er behov for, at politikerne støtter op om de små landbrug.
“Gør det nemmere at være småbonde, og gør det lettere at etablere sig som ung landmand, som gerne vil noget andet end storbrug,” anbefaler Louise. I Europa er en tredjedel af alle små landbrug nedlagt mellem 2003 og 2013, og det er fortsat den tendens, vi ser. Også i Danmark. Hovedparten af landbrugerne er over 60 år, men der er også sket en opbremsning i antallet af unge, der tager over. Mellem 2005 og 2013 faldt antallet af unge landbrugere med cirka en tredjedel.
Egentlig vil Louise og Anders helst klare sig uden landbrugsstøtte. Louise forklarer, at som den er nu, støtter den først og fremmest de store landbrug og belønner ikke specielt klima- og miljøvenlig drift. I dag modtager 20 procent af landbrugene i EU 80 procent af landbrugsstøtten. Og tre procent af gårdejerne ejer over halvdelen af EU’s landbrugsland.
“Vi kunne godt tænke os, at landbrugsstøtten blev omlagt, så den blev grønnere. Så i stedet for fast hektarstøtte bør den fordeles sådan, at det ikke er en økonomisk fordel at være et kæmpe industribrug, og sådan, at man også i højere grad belønner grønne tiltag i stedet for bare at fordele grundbeløbet ud fra hektar,” påpeger Louise.

Små og miljøvenlige landbrug bremses af økonomisk struktur
Louise peger på, at de har været heldigere end mange, fordi de har fået muligheden for først at drive slægtsgården og på sigt overtage ejerskabet, når omsætningen kan bære et ejerskifte. Ydermere har det ikke været nødvendigt at låne penge til investeringer i gården.
“Vi har et rigtig godt fundament, fordi vi ikke har været nødt til at låne penge til mølleri osv. Vi har ikke – ligesom mange andre landbrugere – en gigantisk gæld, som vi skal betale tilbage på til at begynde med. Det er ikke banken, der bestemmer, hvad vi skal og ikke skal, og det er en kæmpe fordel,” siger Louise.
Ikke desto mindre er der også mange andre udfordringer for en lille producent på et stort marked, hvor de konventionelle metoder stadig er normen. Louise fortæller: ‘’Strukturen er udformet efter, at man skal være så stor og effektiv som mulig. Der er regler for alt. Om det så er regler for dørsalg eller størrelsen på EU-mærket på bagsiden af posen. Det kan godt være op ad bakke at lave småbrug på et marked, som er designet til de store, tunge drenge.’’
Louise peger på, at deres mel er meget dyrere at producere end det konventionelle. Det kan nogle steder være en udfordring at få det afsat i supermarkederne til den pris, de ønsker, fordi forbrugerne typisk vil vælge de billigere produkter.
“Vi er hele tiden nødt til at tænke på, hvordan vi kan optimere uden at gå på kompromis med de værdier, vi har for klimaet. Det skal være småt og af god kvalitet, og det skal være fra jord til bord. Det er rigeligt arbejde til to, men vi skal jo selvfølgelig have omsætningen til at følge med. Det er nok den største udfordring lige nu sammen med udbyttet på markerne, der bliver forholdsvis lavt på grund af de sorter, vi bruger, og den måde, vi dyrker på,” siger Louise, der peger på, at de ved at sælge direkte til kunden lettere kan få folk til at betale en bedre pris for varen.
“Vi sælger mel i syv lokale butikker – det vil sige Superbrugser, MENYer og et par købmænd. Vi sælger blot bedre og tjener mere ved direkte salg til kunderne. Da de lokale supermarkeder ikke er så gode til at sælge vores produkter, som vi selv er, foregår hovedparten af vores omsætning via direkte salg til kunderne,” siger Louise, og hun forklarer, at det er vigtigt at kommunikere produkternes historie og kvalitet for at skabe incitament for folk til at betale en smule ekstra i forhold masseproducerede, konventionelle produkter.

Direkte afsætning og klimakamp med potentiale i byerne
“Vi sælger primært via økologiske, lokale fødevaremarkeder og noget, der hedder “Det lokale marked”, som er en internetportal, hvor folk kan bestille lokale varer og komme og hente varerne selv,” siger Louise, der står for parrets hjemmeside og kommende webshop.
“Det lokale marked” udspringer af det, der tidligere hed “Madsamling”, der lavede en platform for markeder, der samlede lokale fødevarer på et sted,” siger hun. Louise og Anders synes, at det bliver for dyrt i længden med de mange markeder og lignende, som vil have en procentdel af omsætningen, for at de må være der og sælge deres varer. Det betyder, at de faktisk takker nej til en del markeder. Men de har valgt at blive ved med at støtte Det Lokale Marked, fordi de stadig tror på konceptet, selv om de synes, at det er lidt trægt at starte op. Louise mener dog stadig, at potentialet er i byerne, og peger på, at hovedparten af gårdens Facebook-følgere er i de større byer.
“Vi skal bredere ud. Klimavenlighed og økologi begynder i storbyerne, herude på landet går det lidt langsommere,’’ siger hun og forklarer, at forbrugerne skal være villige til at betale mere for mad, fordi det koster mere at passe på miljøet. Klimaforandringerne er allerede mærkbare. Louise peger på en tendens til meget lange perioder med ensartet vejr på grund af klimaforandringer. Lidt ligesom i andre lande, hvor man har regntid og tørtid. Vejret er samtidig mere uforudsigeligt.
“Vi oplevede et ekstremt vådt år i 2017, og det var ekstremt tørt i 2018. Du kan samtidig ikke vide – når du sår vintersæden i september eller vårsæden optimalt set i begyndelsen af april – hvilket vejr det bliver i årets løb. I 2018 oplevede vi jo den her helt vanvittige tørke, og den påvirkede selvfølgelig også os, selv om nogle af vores sorter virkede ret modstandsdygtige i forhold til forventningen. Vi fik super god kvalitet, men 40 procent mindre, end vi ville få på en normal høst,” siger Louise. De jorde, der er for dårlige til korndyrkning, har i stedet været oplagte til at plante skov eller aroniabærplanter på.
Essentielt med samarbejde og godt netværk
Louise fortæller, at arbejdsdelingen på gården er ligeligt fordelt mellem hende og Anders, og at nøglen til at få hverdagen til at hænge sammen ligger i måden, de komplementerer hinanden på.
“Jeg er nok den teknisk mest avancerede af os. Jeg har handelsskolebaggrund og har arbejdet 13 år i telebranchen, før jeg kom hertil. Men ting som idéudvikling, salg, historie, bagning og produktudvikling er vi 100 procent fælles om. I det fysiske arbejde er der noget, jeg ikke er i stand til, og det er så Anders’ opgaver. Det skifter altså lidt, hvem der er i medhjælperrollen. Her hos os er fællesskab nøgleordet,’’ siger Louise.
Hun peger på, at årsagen til, at vi oplever, at der er flere mænd, der arbejder med landbrug, kan være, at der er tradition for, at landbrugene går fra far til søn, og at kvinderne ofte mere har været medhjælpende i marken og ellers stået for det huslige. Anders forklarer:
“Min oldemor var mejersker og drev et lille gårdmejeri, og min farmor fodrede på karle, piger og børn og stod sådan set for hele husholdningen. Farmor boede i køkkenet, da jeg var knægt. Derfor kan man som sådan sige, at kvinderne altid har været vigtige i landbruget.”
Sammen deltager parret i diverse netværksarrangementer for at møde andre landbrugere og udforske deres interesse i bæredygtig produktudvikling. Blandt andet deltager de på Nordisk Kornseminar og Europæisk Kornfestival. De fortæller, at der er gode muligheder for lære kollegers kompetencer og erfaringer inden for afsætning af produkter, udvikling af nye kornsorter m.m. På den måde kan de få gode ideer og sparring til udvikling af deres eget landbrug. Det er også noget, de bruger meget i deres lokale netværk, fortæller Louise.
“Vi har nicheproducenter i lokalområdet, som vi samarbejder med, og så støtter vi hinanden ved at erfaringsudveksle. Vi prøver at se, hvordan vi kan lave fælles måder at distribuere varerne på. Det er hele tiden i fælles udvikling. Uden dette samarbejde kunne vi heller ikke gøre det, vi gør,” siger Louise.
Anders istemmer, at lokalt samarbejde og netværk er fundamentalt for deres liv med landbrug. “Livet på landet behøver ikke at være en ensom tilværelse, hvor man går rundt i sine egne gummistøvlefodspor og aldrig ser et øje. Tværtimod kan man have mindst lige så mange møder og samarbejder, som der ville være i et hvilket som helst andet job i en større virksomhed.”