For to år siden købte Tannie Nyboe og Leo Harhorn sammen med fem andre en gård i Vestsjælland og etablerede Mosegården Jordbrug. Visionen var at skabe et alternativ til det konventionelle landbrug. Så de valgte at oprette et kollektiv på landet for at omstille landbruget i praksis. Her bor de nu fem voksne og fire børn.
“Mange af os har lavet en del klima- og miljøaktivisme og politisk arbejde, hvor det har handlet om at sætte fokus på de problemer, vi står overfor. Vi har samtidig en lyst til at pege på, hvad det er for løsninger, der er. Og rent faktisk være sikre på, at når vi nu tror på en bedre verden, så kan vi også finde ud af at skabe den,” siger Tannie, der har gennemført en halv landbrugsuddannelse på Kalø Økologisk Landbrugsskole og har en kandidat i miljøplanlægning fra Roskilde Universitet. Hun fortsætter:
“Min interesse for landbrug kommer meget ud fra en interesse for, hvordan vi løser klimaudfordringen. Når man kigger på klimaspørgsmål, så ender det ofte med at handle om energi og fossile brændsler. Men i forhold til hvilke sektorer vores udslip kommer fra, så er det som om, man i mindre grad snakker om landbruget, på trods af at det har en kæmpe indvirkning.”
Landbruget står for en tredjedel af Danmarks klimaudslip, hvilket langt overvejende skyldes den animalske produktion. I Danmark anvendes over 80 procent af landbrugsjorden i dag til produktion af husdyrfoder. Mosegården dyrker grøntsager og vil gerne bruge en del af deres jord på at dyrke planteprotein som mennesker kan spise som alternativ til kød. Hvis der dyrkes mere planteprotein til mennesker fremfor til husdyrfoder, vil der kunne blive meget mere plads til natur, hvilket kollektivet også har planer om at give plads til på deres jord.
“Vi bliver nødt til at producere i den nye virkelighed, hvor vi allerede oplever global opvarmning, og vi tager udgangspunkt i nye metoder, hvor man netop prøver at tage rigtig meget vare på jorden, så den for eksempel bedre kan holde på vand og opbygge kulstof. Så bliver jorden mere modstandsdygtig over for klimaudsving og er samtidig med til at mindske klimaforandringerne,” siger Tannie. Hun peger på, at kunstgødning er ekstremt fossilintensivt, og at store maskiner heller ikke er godt. Tannie forklarer, at meget mere kulstof kan optages i jorden, hvis man ikke pløjer. På den måde vil vi kunne få mindre CO2 i atmosfæren.
“Vi prøver at opbygge en masse biomasse i jorden med de metoder, vi bruger, blandt andet ved at bruge grøngødning og sørge for, at jorden ikke er bar. Vi dyrker uden brug af store maskiner, og vi fokuserer på at gøre jorden bedre og bedre, hvilket gør, at vi får bundet mere og mere kulstof,” siger hun.
Opgør med løndumping nødvendig for omstilling
“Landbruget er gået fra at være en social faktor på landet og et sted med rigtig mange arbejdspladser til at være noget, der tit er gemt væk, fordi det er endt med kæmpe svinefabrikker, meget få arbejdspladser og rigtig dårlige arbejdsvilkår. Og det er typisk folk fra andre lande, der arbejder som landbrugsarbejdere til en lorteløn,” siger Tannie og fortsætter:
“Der skal ske en anden udvikling. Vi skal skabe en masse arbejdspladser på landet, og vi skal have landbrugene til igen at være omdrejningspunkt for det liv, der er i lokalsamfundet, og ikke noget, vi går og skammer os over. Altså det med at være jordbruger skal tilbageerobres til at være noget, der er sejt og respekteret.” Tannie peger på, at der er en bevægelse i gang, hvor folk er begyndt at gå mere op i, hvad de spiser, og at der er meget fokus på, at kødproduktion er ekstremt pladskrævende og rigtig dårligt for klimaet. Hun mener dog, at en udfordring for omstillingen er, hvorvidt folk rent faktisk er villige til at betale det, som mad koster at producere. Hvis vi vil have god mad, kræver det også, at vi er villige til at bruge mere tid på mad, og at vi ikke altid bare tager til det store supermarked.
Ureguleret handel, landbrugsstøtte og billig arbejdskraft skaber uretfærdige priser
EU’s landbrugsstøtte går først og fremmest til de store industrielle gårde, fordi de har mange hektar. Arbejderne i landbrugssektoren tjener ikke desto mindre meget lidt. Dermed kan prisen på mad holdes nede, og Danmark kan konkurrere på det internationale marked med visse produkter. Markedet har begrænsede toldsatser, og derfor skal danske virksomheder konkurrere med et internationalt arbejdsmarked, hvor lønningerne typisk er lavere.
I hele Europa er landbrugsarbejdere lavtlønnede, blandt andet fordi der er konkurrence om at producere maden så billigt som muligt til afsætning på et internationalt marked. Derfor får vi for eksempel mange grønsager fra udlandet, selv om de i princippet kunne dyrkes i Danmark.
EU’s landbrug og investeringer skaber fattigdom uden for EU
Siden 2008 har der været en global investeringsbølge efter landbrugsjord. En rapport fra 2010 af Friends of the Earth peger på, at cirka 37 procent af Ghanas landbrugsjord allerede da var blevet overtaget af udenlandske investorer og lokale firmaer til dyrkning af afgrøder til biobrændstof.
I begyndelsen af 1990’erne blev Ghana ligesom mange andre lande tvunget af Verdensbanken og den Internationale Valutafond (IMF) til at åbne landets marked mere for udenlandske investorer og nedsætte toldsatserne på en række importvarer, herunder tomatkoncentrat.
Kombinationen af landbrugsstøtte og billig arbejdskraft har endda betydet, at Europa eksporterer varer til lande uden for regionen til unfair priser, hvilket blandt andet har været med til at ødelægge Ghanas tomatmarked. Paradoksalt nok er de italienske tomater i stor stil produceret af arbejdere fra eksempelvis Ghana og andre afrikanske lande, hvor udenlandske investorer oven i købet har overtaget store landbrugsområder, hvilket har bidraget til migration.
Kilder
- NOAH 2018. En grøn og retfærdig madpolitik
- Africa Faith and Justice Network 2016. Unmasking Land Grabbing In Ghana; Restoring Livelihoods; Paving Way For Sustainable Development Goals
- NOAH 2018. Frihandel for hvem – konsekvenser af EU’s handelspolitik
“Hvordan gør man op med den sindssyge løndumping, der sker inden for landbruget i dag? Landbruget er sindssygt dårligt organiseret, og der er ikke nogen stærk fagforening i ryggen. Man er med i 3F, men de kommer ikke ud og taler med folk på landbrugsskolerne. Der er ingen, der organiserer. Og faktisk sker der meget mere løndumping i landbruget end i håndværksfagene, men landbruget kan ikke hænge sammen økonomisk, hvis det ikke foregår, så man ignorerer det ligesom kollektivt. Det ville være fedt, hvis man begyndte at gøre op med det, og at folk faktisk begynder at få en ordentlig løn for det, de laver. På længere sigt er løsningen, at fødevareproduktionen sker i meget mindre enheder, og at meget mere er lokalt produceret,” siger Tannie. Leo peger på, at det selvfølgelig vil være godt, hvis landbrugsstøtten støtter op om små jordbrugere og økologi.
“Men jeg vil ikke basere vores arbejde på gården på, at jeg skal vente på, at landbrugsstøtten bliver lavet om for at skabe biodiversitet,” siger Leo. De forpagter noget af deres jord ud til en økolog, der modtager støtte, men dyrker indtil videre selv på så få hektar, at landbrugsstøtten ikke har den store betydning. De første år får de næsten ingen løn, fordi der er mange startomkostninger, men de har alle et arbejde eller en indtægt fra et studie ved siden af, der kan give stabilitet.
“Jeg drømmer om at have et liv, hvor jeg kan arbejde på gården på fuld tid, og det godt kan hænge sammen økonomisk. Men vi drømmer ikke om, at alle syv, der bor herhjemme, skal arbejde fuld tid på jordbruget,” siger Leo. “Vi synes, at det er en fordel at begynde i det små og gøre det overskueligt, sådan at man også kan trække sig igen, hvis man ikke finder ud af det. Og så kan man altid stille og roligt skalere op, så man ikke knækker nakken på det ‒ på en anden måde,” siger Tannie.
Bybefolkningen kan være med til at bringe liv til landområderne
Leo forklarer, at de dyrker ud fra en metode, der hedder Market Gardening. I Market Gardening arbejder man med permanente bede, undgår at pløje jorden, bruger grøngødning og tilfører kompost. Mosegården bruger kun mindre redskaber, som eksempelvis en tohjulet gåtraktor. I Market Gardening dyrker man ofte hurtigtvoksende afgrøder, så der kan høstes flere gange på en sæson. Men på Mosegården vil de gerne dyrke flere langsomtvoksende planter, der optager et lidt større areal, men til gengæld er mindre vandingskrævende. De prøver sig frem med forskellige biodynamiske sorter for at se, hvad der fungerer bedst. Tannie tilføjer:
“Det handler om at dyrke meget intensivt og tænke meget på biodiversitet. Det er okay at bruge mange arbejdstimer og så til gengæld ikke bruge maskiner og fossile brændsler. Det kombinerer vi med et fællesskabsbaseret landbrug, hvor vi bringer grønsagsaftagerne tættere på vores gård og kan få opbakning til produktion og afsætning.”
Tannie fortæller, at det handler om, at folk kan stole på, at de gør det ordentligt, og at de sammen kan finde ud af, hvad det er, de gerne vil producere. Samtidig får de også opbakning til at eksperimentere mere og gøre det bedre end konventionel økologi. Leo forklarer, at de helt konkret sælger andele, og at de både har lokale andelshavere og andelshavere i København. I 2020 er de gået efter 100 andelshavere, der hver forudbetaler 3.500 kroner for til gengæld at få leveret en pose grøntsager om ugen i 20 uger. Det giver en tryghed for Mosegården, at de har sikret indtjeningen i forvejen og ved, hvor meget de skal producere forud for sæsonen.
“Noget af det, vi synes er spændende, er at bygge bro mellem by og land ved lave en tættere forbindelse mellem forbrugere i byen og de madvarer, de spiser. Vi kommer allesammen fra København, så det er der, vi har et netværk af venner og familie, som i begyndelsen har bakket op ved at købe andele. Det har været dejligt at sælge andele til nogen, vi kender, for her de første år er det hele meget nyt for os. Der er en tryghed i, at andelshaverne er nogen, som også vil bakke os op, hvis deres gulerod ikke lige ser ud, som de havde håbet,” siger Leo og fortsætter:
“Vi har skrevet ud nogle gange sådan noget som: “Hej, de næste to dage skal vi samle sten, og der skal luges.” Så folk har muligheden for at komme. Derudover har vi lovet folk en høstfest, hvor vi laver en middag ud af de råvarer, vi har, og man kan se stedet,” siger Leo.
Tannie forklarer, at der ikke er nogen forventning om, at man skal komme og bidrage. Men der er en invitation om, at hvis man har lyst, er man meget velkommen.
“Vi er jo lige startet op, men vi har allesammen meget lidt praktisk erfaring. Det er svært at sige, om ukrudtstrykket bare er helt vildt med de metoder, vi bruger, eller om vi kommer til at bruge alt for meget tid på et eller andet, eller om det slet ikke hænger sammen økonomisk. Derfor begynder vi i det små,” siger Tannie og peger på, at de faktisk er i en form for praktik hos sig selv. De sætter pris på, at de også kan lære af forældrenes erfaringer, hvoraf Leos forældre har prøvet at være pionerer inden for økologien i Danmark i 1980’erne og 1990’erne.
Tannie fortæller, at mange fra Kalø Økologisk Landbrugsskole faktisk gerne ville i praktik på små gårde, der producerer grønsager, men at de små brug ikke er godkendt eller har råd til at have elever i praktik. Derfor ender eleverne på de store steder i Danmark, der producerer grønsager, medmindre eleverne tager i praktik i udlandet, hvor reglerne er anderledes. Tannie foreslår derfor, at der for godkendelse til praktik ikke er krav om produktionens størrelse, og at de små brug godkendes til understøttelse til praktiklønnen.
“Lige nu der uddanner de jo bare i industrielt landbrug, også selv om det hedder økologi. Så man lærer at lade være at sprøjte, men man lærer også at lave mekanisk ukrudtsbekæmpelse med en traktor,” siger Tannie
Savner nogen at spejle sig i
“Vi har talt om, at vi bliver nødt til at lave nogle YouTube-videoer, fordi vi har været sindssygt trætte af at se på mænd, der forklarer, hvordan man skal gøre tingene. Nu er jeg uddannet tømrer, som også er et meget mandsdomineret fag. Man har jo også lyst til at have nogle folk at snakke med, som er nemmere at spejle sig i. Jeg synes bare, at man som kvinde i et meget mandsdomineret fag skal kæmpe mere for at blive taget seriøst, og du skal ligesom bevise dit værd,” siger Leo. Hun oplever dog også, at der blandt mange af de unge, der prøver at foretage landbrug, på en anden måde er en meget større grad af kvinder og en bredere repræsentation og mere bevidsthed omkring det. Så hun tror, at der er noget, der er ved at ændre sig.
“Mit indtryk er, at historisk set har det også i højere grad været et familieforetagende at have en gård. Men i gamle dage var det jo kun mænd, der ejede tingene, så der har kvinderne jo arbejdet gratis. Det er gået i arv, og lige pludselig har kvinderne ret til deres eget arbejde, men det er bare mændene, der plejer at eje gårdene. Mange af de steder, vi har fået inspiration fra og læser om, er det også nogle gange en mand og en kvinde, der har stedet sammen, men så er det bare kun manden, der udtaler sig eller fortæller om det og er på videoerne. Deres kone eller kæreste er også en del af projektet, men er bare ikke synlig i formidlingen af det. Det tror jeg bare grundlæggende er, fordi vi lever i et sexistisk samfund, hvor kvinder er opdraget til at holde deres kæft, og mænd er vant til at tro, at alle synes, at det er genialt, det de siger,” fortsætter Leo.
Der er mange muligheder for at støtte et mere bæredygtigt landbrug
Tannie og Leo kan komme med en lang liste over, hvad de synes skal ændres på landbrugsområdet. En begyndelse vil være, at man ændrer landbrugsuddannelserne, så de faktisk uddanner folk til bæredygtigt landbrug. Derudover peger Tannie på, at politikerne bør indføre nogle støttemuligheder, der gør, at landbrugene kan være mindre enheder og tilgængelige for folk. Man kan for eksempel ændre den måde, vi giver støtte på, så man får støtte, når man laver noget småt og bæredygtigt og ikke får støtte, hvis man laver noget stort og konventionelt. Tannie drømmer også om, at myndighederne decideret forbyder pesticider og kunstgødning. Også de offentlige institutioner kan gøre en aktiv indsats for at købe lokal, bæredygtig mad:
“Kommuner kan ikke bare købe fra små producenter, for de offentlige indkøbs- og udbudsregler, gør, at der er nogle bestemte steder, de køber fra. Så det vil være godt, hvis man i meget højere grad siger, at offentlig mad i institutioner skal være bæredygtig, økologisk og lokalt produceret, og at man gav dem lov til at lave aftaler med små aftagere. For eksempel have et lille jordbrug til at levere til den lokale børnehave og måske også kunne gøre det, selv om at jordbruget ikke har en certificering,” siger Tannie. Kommunerne kan dog allerede gøre noget for at støtte mere op om lokale fødevarer. Tannie peger på Bornholm, hvor kommunen peger på nogle særlige fødevareprodukter på Bornholm og laver en brandingstrategi.
“Det har i hvert fald betydet, at der er mange små, der får noget promovering og støtte fra kommunen til faktisk at kunne afsætte deres produkter, fordi de får en reel pris for det,” fastslår Tannie.
