Sandra Villumsen tog for nogle år siden en livsændrende beslutning og stoppede på lægestudiet.
“Jeg tænkte: “Hvorfor skal jeg stå og symptombehandle mennesker? De skal ikke være syge i første omgang.” På intet tidspunkt i løbet af uddannelsen lærte jeg, at man skulle prøve at holde raske mennesker raske. Det handlede bare om at behandle syge mennesker. Og den logik forstår jeg ikke,” siger hun. For hende giver det mere mening at producere sund mad, der holder mennesker raske og samtidig regenererer – det vil sige genopbygger – jorden og naturens mangfoldighed.
Fra fødevarefællesskab til højskole
Sandra valgte at gå i en helt anden retning med sit liv. Først færdiggjorde hun en kandidatuddannelse i miljø- og bæredygtighedsvidenskab på Lunds Universitet. Siden har hun arbejdet for foreningen Praktisk Økologi med at udbrede bæredygtighed i haver landet over, og hun har været med i opstartsfasen af Københavns Fødevarefællesskab. Senest har hun valgt at omlægge hele sin livsstil og selv producere sunde, bæredygtige fødevarer på gården Farendløse Mosteri, syd for Ringsted, sammen med andre i form af et producentfællesskab. De har istandsat et mosteri fra 1938 og producerer æblemost og cider fra cirka 650 gamle frugttræer. Derudover bliver der produceret grønsager og honning samt opformeret frø af gamle sorter. De har desuden køer, får og høns, der afgræsser området holistisk, det vil sige flyttes rundt for at genopbygge biodiversiteten. Gården har også sit eget snedkerværksted, som bidrager til fællesskabet på gården.
Sandra er en ildsjæl i forhold til at bidrage til omstillingen af Danmarks madsystem. Hun vægter formidling, i forhold til hvordan flere små, bæredygtige jordbrug kan udbredes. Derfor har hun i efteråret 2019 været med til at opstarte netværket Regenerativt Jordbrug, der primært består af unge jordbrugere, der er gået i gang med at etablere små jordbrug, hvor de benytter sig af regenerative metoder. Regenerative metoder handler om at genopbygge jorden, det vil sige forbedre jordens tilstand, så vi også har en frugtbar, næringsrig muld fremover. Det gøres ved at undgå jordbearbejdning, øge mikrolivet, binde kulstof og skabe høj diversitet. Det handler også om at passe på miljøet og menneskers sundhed ved at producere skånsomt og uden kemi og store maskiner, der ødelægger jordens struktur.
“Vi kan se, at der ikke er nogen af de eksisterende landbrugsorganisationer, der tager den dagsorden op, selv om de alle sammen er interesserede i den, fordi det er der, de unge er,” siger Sandra.
Hun er også inde over den nye linje på Jyderup Højskole, der hedder “Det Lille Jordbrug”. Hensigten er at oplære unge, der ønsker at dyrke jorden regenerativt.
Sandra har ikke taget nogen landbrugsuddannelse, men er vokset op på en gård, hvor forældrene drev deltidsjordbrug. Fra hun var 15 til 27 år, blev hun med jævne mellemrum oplært af TV-guruen Camilla Plum, der boede i nærheden af, hvor Sandra voksede op. Camilla har været med til at bane vejen for økologiens opblomstring i Danmark siden 1990’erne ved at være et forbillede i forhold til at dyrke jorden efter økologiske principper og med gamle sorter, der er tilpasset lokale forhold.
“Det har været et rigtig vigtigt sted for mig. Det er et sted, der var virkelig inspirerende, både praktisk og politisk,” siger Sandra.
Oplæringen har været med til at sætte skub i Sandras interesse for jordbrug og at passe på naturen og folkesundheden. Det betyder, at hun siden selv har tilegnet sig viden om og praktisk erfaring med regenerativt jordbrug. Hun mener ikke, at landbrugs- og gartneruddannelserne tilfredsstiller alle de unges interesser. Hun ville ikke have lært om regenerativt jordbrug på de normale landbrugs- og gartnerskoler.
“På uddannelserne skal man igennem tre år, hvor man er dybt frustreret, fordi man ikke lærer om det, man gerne vil arbejde med, eller det er bare mega op ad bakke at få godkendt praktikplads på de små, alsidige jordbrug. Mange unge vil noget andet end de store, industrielle landbrug og vil gerne prøve kræfter med at etablere deres egne små, regenerative jordbrug,” siger hun og fortæller, at Jyderup Højskoles praktik på de små regenerative brug kan give de unge en idé om, hvorvidt de selv vil tage skridtet. Hun mener, at Jyderup Højskole udfylder et hul og kan inspirere eksisterende landbrugsuddannelser til at tænke i nye baner. Der er så småt ved at ske ændringer på visse landbrugsuddannelser, senest ZBS-landbrugsuddannelse i Slagelse, der i august 2019 besluttede sig for at være Danmarks anden økologiske landbrugsskole ud over Kalø Økologiske Landbrugsskole på Djursland.
Stort afkast per areal og jordforbedring
Alternative praktikordninger kan ud over at give de unge oplæring i regenerativt jordbrug også bidrage til, at de små jordbrug får flere, tiltrængte hænder. Arbejdet foregår med håndkraft, små maskiner og recirkulering af plantemateriale i form af kompost ‒ for at passe på jorden. Disse produktioner er mere effektive i forhold til afkast per areal, men er mere arbejdskrævende – det vil sige mindre produktive i form af afkast per person – end industrielle landbrug, der benytter store, energislugende maskiner, brændstof, pesticider og kunstgødning.
“Vi høster da meget per areal. Men der bliver også lagt mange arbejdstimer i det. For eksempel det at plukke æblerne og beskære æbletræerne. Alt foregår med håndkraft. I andre typer plantager ville du beskære med maskiner og plukke på vogn. Du ville ikke gå rundt eller skulle op på stige og klatre. Det går betydeligt hurtigere,” siger Sandra. Dog giver hvert af Sandras træer betydeligt mere, fordi de er større. Hun uddyber:
“Du kan producere betydeligt mere per areal i en tæt beplantet plantage med svagtvoksende stammer, der er konventionelt dyrket. Det er små, tynde, produktive træer, der står helt tæt. Økologer kan også producere mere i sådan et system. Men du har langt større etablerings- og driftsomkostninger, fordi træerne skal bindes op, og de skal vandes, fordi rødderne er tæt på jordoverfladen, og de tørrer hurtigt ud,” siger Sandra. Det kræver en stor investering i vandingsanlæg og opbinding, og at de holdes ukrudtsfri for at trives.
Sandra fortæller, at der ikke er mange gamle plantager tilbage længere, som den i Farendløse. Da vi trådte ind i EF i 1970’erne, omlagde man støtten, fordi man mente, at det ville være mest effektivt at producere al frugt i Sydeuropa. Derfor gav man støtte til de nordeuropæiske frugtproducenter til at fælde deres plantager og støtte til de sydeuropæiske til at etablere plantager.
“Grønsagerne dyrker vi på en meget mere intensiv måde. Hvis du dyrker en almindelig, konventionel mark med korn, så er din omsætning per hektar cirka 10.000 kroner. En grønsagsmark, der er drevet efter “market garden style”, som er den metode, vi benytter os af, kan man omsætte for en halv million per halve hektar, fordi afkastet er så højt. Men der bliver også lagt meget mere arbejdskraft i den. Du skal i hvert fald være to fuldtidsansatte per hektar i en velanlagt “market garden”. Vi dyrker meget intensivt og med en kæmpestor diversitet af afgrøder. Der er absolut ikke plads til en traktor,” siger Sandra og forklarer, at de i stedet bruger en lille tohjulet minitraktor med rotorharve og fræser, som ikke vejer særligt meget og ikke sammenpresser jorden og dermed ødelægger dens struktur. Jorden trives også bedre, hvis man undgår at vende den.
Den reducerede jordbearbejdning bidrager til, at jorden binder mere kulstof, og at der dermed er mindre CO2 i atmosfæren. På Farendløse behandles det genstridige rodukrudt de første fem år med sort plast, der ligger på marken vinter til forår. Når man løfter det op i det sene forår, er der en bar jord nedenunder.
“Vi prøver at have gang i bedene hele tiden ved at plante nyt, når vi har høstet en afgrøde, og dermed bruge jordarealet op til fire gange i løbet af en sæson. Det gør, at vi skal vande mindre og kan holde noget af ukrudtet væk. Vi forbedrer også jorden ved at tilføre rigtig meget organisk materiale, som er det, mikrolivet, og i sidste ende afgrøderne, lever af. Vi komposterer planterester og bruger også heste-, kanin- og komøg til at lægge ud under plastmaterialet om efteråret for at danne ny muld til næste år,” forklarer Sandra.
På marken benytter de sig også af sædskifte, der er vigtigt for at undgå sygdom i planterne. Desuden er de på Farendløse gået i gang med at bruge planteekstrakter og effektive mikroorganismer, som kan tilføre ekstra liv til jorden. Det er fermenterede – det vil sige gærede – ekstrakter af for eksempel kulsukker, brandnælder, padderokke og lucerne. Det er en måde at bringe liv tilbage på og også bringe jorden i bedre balance uden at bruge de traditionelle strømaterialer.
Gældfrihed via producentfællesskab
De syv beboere på gården har ikke mange udgifter, fordi de er fælles om udgifterne til driften af gården, så vidt muligt spiser den mad, de selv producerer, låner redskaber, køber ting brugt og investerer hen ad vejen.
“Vi er jo flere om at betale af på gælden, hvilket gør, at det er sjovere at have en gæld. Indtil videre har vi et tiårigt lån. Så vi betaler rigtig meget af, fordi vi gerne vil være gældfrie så hurtigt som muligt,” siger Sandra. Samtidig har de valgt at opsplitte deres produktioner under hver deres virksomhed. Hun fortæller:
“Vi begyndte med én stor virksomhed, hvor alt skulle koordineres igennem, og det blev hurtigt kompliceret. Så fandt vi frem til, at virksomhedsstrukturen jo faktisk er en rigtig smart konstruktion i forhold til beslutningsprocesser og ansvar. Der er et klart ejerskab og et klart juridisk og økonomisk ansvar. Så vi er endt med mange små virksomheder, men uden at afvige fra den oprindelige tanke om tæt samarbejde.”
Sandra forklarer, at de lever og arbejder i et fællesskab, hvor det er vigtigt, at man fungerer godt sammen. Nogle af virksomhederne deler produktionsfaciliteter, og ideen er, at alle virksomhederne spiller sammen.
“Man har sin egen økonomi og produktion, men man har et fælles ansvar for at hjælpe hinanden, få produktionerne til at spille sammen og kommunikere om, hvad det er for nogle ønsker, man har,” siger Sandra. Ved at have sin egen virksomhed på Farendløse kan man lære en masse om at drive et alsidigt jordbrug, om at indgå i et forpligtende fællesskab, finde ud af, om det er noget, man vil basere resten af sit liv på ‒ uden at binde sig tungt økonomisk. Gården blev købt til en overkommelig pris ved en tvangsauktion, og den er ejet som et anpartsselskab.
“Vores vision har været at lægge ejerskabet af gården over i en fond, for at sikre at der ikke var personlige interesser, som kunne gå imod visionen for gården,” siger Sandra. Tanken har været, at man kan købe flere gårde op i den fond lokalt og i området, sådan at der kan skabes en synergi mellem gårdene med et mejeri det ene sted, et mølleri et andet sted og et slagteri et tredje sted.
“Vi er startet op uden særlig mange penge, så vi bruger vores netværk, låner os frem og køber ting brugt. Det gør, at nogle ting går lidt langsommere, fordi man er nødt til at nøjes med det, der er. Men det kan man også komme rigtig langt med. Det er et særligt liv både at skulle have en løn under fattigdomsgrænsen og arbejde hele tiden. Men det er også en livsstil og et valg at tage, og jeg synes ikke, at det er et dårligt et. Tværtimod ‒ det er jo en kæmpe frihed at kunne gøre det,” siger hun.
Lovgivningen spænder ben, men direkte salg fungerer
“Selv om der er meget snak om lokale fødevarer, er der også mange ting, der ikke er gearet til det endnu. Altså at få distribueret varerne, få dem ud de rigtige steder, få de rigtige priser for dem og få dem afsat, når det er nu, de skal afsættes,” fastslår Sandra.
Hun mener, at der bør være andre kontrolinstanser og krav til store og små erhvervsproduktioner, der sælger lokalt. Landbrugene skal betale for kontrol og tests for at skabe sporbarhed, i forhold til hvis der er problemer med varerne, for eksempel hvis de er inficerede. Hvis man sælger direkte, har man en anden sporbarhed, fordi folk ved, hvor det kommer fra. Det er noget andet, hvis det kommer langvejs fra, eller hvis man sælger det til Kina, og det havner ude i 200.000 butikker.
Sandra peger på, at der er stærke økonomiske, politiske og erhvervsinteresser i forhold til at blive ved med at holde fast i, at det er de store brug, der er vejen frem, fordi vi er så optagede af eksport.
“Jeg ved godt, at der er nogle begrænsninger rent EU-lovgivningsmæssigt i forhold til at snakke om en national forsyningsstrategi. Men jeg ved, at man i Sverige er kommet lidt rundt om EU-lovgivningen,” siger hun. Om EU’s støtteordning siger Sandra, at de har fravalgt den for at være uafhængige af støtten:
“Støtte er noget, man giver til noget midlertidigt, der ikke kan stå, og nu er den blevet mega permanent. Skal man prøve at behandle et sygt system, eller skal man prøve at gøre et system rask og holde det raskt?”
Forudbestilte varer, der sælges direkte til kunderne, er efter Sandras mening det, der kan få økonomien til at løbe rundt. Ellers går hele fortjenesten til distributører.
De er heldige, at mosteriet har en historie, og at folk i området fortæller hinanden om stedet. Nu afsætter de til en del lokale brugser, helsekost- og gårdbutikker. Derudover har de samarbejdet med restauranter i København, og de har nu også fået succes med at få opbakning blandt private forbrugere. Sandra håber, at den udvikling fortsætter. Det er vigtigt, at flere støtter op om lokale producenter og køber direkte. Potentielt vil de også lave events og middage på gården, hvilket de kan bruge til at afsætte deres varer og formidle deres virke.
Klima, biodiversitet og vandingsfri tomater
Sandra fortæller, at de har kunnet mærke klimaforandringerne med tørken i 2018.
“Tørken gjorde, at grønsagsdyrkningen var det mest frustrerende projekt, jeg længe har stået i. Vi blev mindet om, at vi er nødt til at arbejde med løsninger hele tiden, og det kan ikke gå hurtigt nok. Det er endnu en god grund til, at vi skal arbejde med frø og de gamle, genetiske ressourcer. For at sikre os, at der er nogle andre sorter til rådighed fremover,” siger Sandra og forklarer, at de sorter, der er i frøkatalogerne, er fremavlet til, at man har adgang til nok vand og næring i jorden, mens sorter fra tidligere tider kan være mere tørkeresistente eller eksempelvis kan klare sig bedre i våde områder. De er selekteret på nogle andre præmisser end det, vi har selekteret på i dag, som handler om, at de skal vokse hurtigt, se flotte ud og holde længe i køledisken.
“Men du ved jo aldrig, om det bliver en våd eller tør sæson. Så det handler jo også om at have sorter, der ikke bare er tørke- eller vandresistente, men også kan trives under mere normale forhold, altså har en bred genetik og er tilpasningsdygtige,” siger Sandra. Hun fortæller, at Danmark tidligere har været førende i verden inden for frøavl, men at meget af den viden er gået tabt over de seneste årtier, fordi man ikke har værdsat diversitet.
“Der har været mere end 600 æblesorter, der var tilgængelige, og nu er der måske 25 hovedsorter tilbage, man kan købe i handelen. Men der er et netværk omkring foreningen Frøsamlerne, der mobiliserer deres medlemmer i forhold til at indsamle gamle sorter. De er obs på, når der er et hus, der bliver sat til salg, som har været ejet af nogle ældre mennesker, eller de kigger på de gamle præstegårde og kirkegårde. Altså steder, hvor der traditionelt har været værnet om væksterne,” siger hun.
Sandra har prøvet et vandingsfrit system til tomaterne i drivhuset.
“Det ser faktisk ud som om, de har det rigtig godt. Det er et hokuspokus-eksperiment fra en gammel russisk dame, som vi har tilpasset lidt. Først har vi sået grøngødning i det tidlige forår. Så har vi fræset det ned og sprayet nogle effektive mikroorganismer udover, som omsætter det rigtig hurtigt, og så har vi gravet et hul til planten og puttet gåsedun og fåreuld ned i, og tilført fem liter vand og så sat planten ned, dækket til med aviser og så puttet tang over,” siger Sandra og specificerer:
“En ting er, at ulden holder rigtig meget på vandet, og så selvfølgelig det, at jorden er dækket. Gåsedunene tilfører kisel ‒ silicium ‒ som er svampesygdomsforebyggende. Svampesygdomme er noget af det, planterne kan blive angrebet af, hvis de mangler vand eller er pressede og stressede i nogle perioder. Og så det, at man ikke vander planterne oppe fra gør, at deres rødder ikke søger op, men ned. Så de går ned og finder vandet selv.” Hun fortæller, at det er alle sådan nogle små ting, de går og fifler med. Men hvis man hele tiden laver sådan nogle eksperimenter, tager man også nogle risici, i forhold til at det også godt kan gå galt, eller at udbyttet mindskes.
Tag Jorden tilbage
“Vi prøver at balancere mellem at være tro mod os selv og ikke blive grebet af, at vi skal leve op til omverdenens forventninger om, hvad en økonomi, et arbejde og et liv er. Men vi skal samtidig heller ikke distancere os så meget fra noget, som andre folk kan se sig selv i. Vi prøver at finde en model, som gør, at flere vil turde springe ud i det. Fordi i sidste ende er det jo derfor, vi bliver ved med at gøre det, vi gør,” siger Sandra og peger på, at vi skal købe små gårde op, inden de bliver opkøbt af de store, eller de ryger ind i en boligkategori, der betyder, at boligskatterne gør det endnu dyrere at have sin egen lille produktion. Hun har et opråb til politikerne:
“Vores unge er angstprægede og stressede. Der er bare grundlæggende nogle værdier, der er skredet fuldstændig, i forhold til hvordan vi behandler hinanden og vores omgivelser. Altså, hvad det er for nogle mennesker, vi skal have ud af det her, hvad det er for nogle mennesker, vi skal have til at passe på naturen og jorden. Hvis de kæmper så meget med sig selv, får vi dem aldrig til at kæmpe for naturen og for klimaet,” siger Sandra. Hun fastslår:
“Vi skal gøre jorden og jordbruget interessant for de unge, lokke flere ud, lade dem lytte til frøer og fugle, se foranderligheden, mærke jorden, forstå, at vi kan gøre så meget selv, og opleve, at der er noget, der er værd at leve for.”
